Hvad gør Obama nu? Her er præsidentens værktøjskasse

Dekreter og vetoer kan blive præsident Barack Obamas vigtigste redskaber de næste to år.

Obama er ramt, men ikke lammet af midtvejsvalget. (Foto: BRENDAN SMIALOWSKI © Scanpix)

Resultatet af midtvejsvalget i USA betyder, at præsident Barack Obama nu har et flertal imod sig i både Senatet og Repræsentanternes hus.

Det betyder dog ikke, at Obama vil være handlingslammet i de sidste to år af sin tid i Det hvide hus. Og det republikanske flertal i Kongressen kan heller ikke uden videre blæse præsidenten omkuld, rent politisk.

Men det kræver, at præsidenten benytter sig at magtmidler, som han i høj grad er veget udenom indtil nu.

Sådan får Obama sin politik igennem

Amerikanske præsidenter har mulighed for at indføre regler, regulering og instrukser per dekret - de såkaldte executive orders.

Executive orders kan have næsten samme virkning som en lov - men de er nemmere at omstøde af kommende præsidenter, end love er.

Barack Obama har hidtil været ret afholdende i brugen af dekreter. Men det ventes, at han vil bruge værktøjet hyppigere, nu da Republikanerne har sat sig på hele Kongressen.

Præsidenten er på vej med en executive order, der handler om immigration, skriver USA Today. Og senere kan dekreterne komme i spil på klima- og miljøområdet. I alle tre tilfælde står præsidenten og Republikanerne meget langt fra hinanden.

Sådan blokerer Obama for Kongressen

Med flertallet i Kongressen kan Republikanerne nu presse Obama på forskellige måder. De kan for eksempel stille lovforslag, som de ved, præsidenten er imod.

Men på samme måde som præsidenten kan føre politik uden om Kongressen, har han mulighed for at blokere Kongressens initiativer.

USA's præsident skal underskrive alle amerikanske love - og han har ret til at nedlægge veto, hvis han ikke kan stå inde for indholdet.

Man kan dog sagtens forestille sig, at Republikanerne vil fremsætte lovforslag alligevel. Formålet skulle i så fald være at få Obama til at fremstå magtfuldkommen, fordi han bliver tvunget til at bruge de tungeste midler i værktøjskassen.

Faktisk har Republikanerne allerede en plan om at fremsætte populære lovforslag for at tvinge Obama til at nedlægge veto, skriver Business Insider - et redskab Obama kun har brugt to gange i sin embedsperiode.

Facebook
Twitter