Stormy Daniels er i disse dage en meget omtalt kvinde - og med god grund.
Hun er en succesfuld pornoskuespillerinde, der påstår at have haft en affære med amerikanske præsident Donald Trump, og er blevet betalt for at holde mund med det.
Men hvem er kvinden, der har lagt sig ud med den amerikanske præsident og tilsyneladende kan stå imod det pres, som Trumps advokater har lagt på hende, og nu vil fortælle sin historie?
Vi har gravet os ned i Stormy Daniels historie og fundet fem fakta, de færreste vidste om hende.
1. Hun har taget navn fra en whisky
Stormy Daniels, der er døbt Stephanie Gregory Clifford, besluttede i High School, at hun ikke kunne lide sit navn. Hun ville have et cool kaldenavn og ville hente inspiration hos sine idoler i bandet Motley Crue.
Bandmedlemmernes navne faldt ikke i hendes smag, men bassisten Nikki Sixx havde kaldt sin søn Storm - og sådan blev hun til Stormy.
Og hvad så med den whisky? Det kom først senere, da hun var blevet mere bevidst omkring sit eget brand. Efter sigende så hun en annonce for Jack Daniels med ordene "Det bedste fra Syden." Den Louisiana-fødte Stormy ændrede sit navn som en respekt over for sine sydstatsfans.
2. Hun har forsøgt sig i politik
I Stormy Daniels hjemstat Louisiana stod senator David Vitter i 2009 til genvalg. Men da det kom frem, at den konservative politiker med stærke familieværdier også havde benyttet sig af prostituerede, blev der plads til Stormy.
Det var ikke hendes egen ide, men da en gruppe studerende søsatte kampagnen 'Draft Stormy' blev hun alligevel interesseret.
Hun kom så langt, at hun nåede at forme en kampagne med mærkesager. Hun valgte dog ikke at stille op - og forklarede dengang, at det handlede om økonomi. Hun havde ikke en stor nok pengekasse til at finansiere en kampagne.
Dog ville hun fortsat kæmpe for de hårdarbejdende amerikanere, der ligesom hende selv ikke fik nok taletid i politik:
- Vi vil blive ved med at kæmpe, så opvaskernes, kassearbejdernes, buschaufførernes og pornostjernernes stemmer en dag vil blive hørt ligeså højt som advokaternes, bankfolkenes og forsikringsdirektørernes. Det er mit løfte. Dette er vores kamp, lød hendes udmelding i 2010.
3. Hun er egentlig ret sjov på sociale medier
Den barmfagre blondine har travlt på sociale medier. De sidste par måneder har hun postet mange gange om dagen på Twitter, hvor hun primært skriver svar til de mange vrede kommentarer fra folk, der synes hun skal tie omkring den påståede affære med Trump - også kaldet POTUS (President of the United States of America).
Og kommentarerne er bestemt ikke konstruktive eller sobre - de er langt under bæltestedet, ubehagelige og viser sociale medier, når de er værst. Men Stormys svar er ofte sarkastiske - og til tider underholdende.
Hun bliver eksempelvis spurgt, om hun ikke er bange for at komme i helvede med alle de pikke, hun har indtaget - og Stormy svarer:
- Har himlen et maksimum for pikke, man må indtage? Og mere vigtigt, har helvede et minimum? Jeg vil bare lige tjekke, om der er styr på min kvote...
Hun får også et tilbud om at stille op i et radioprogram om sport - og Stormy siger nej tak, med følgende kommentar:
- Tak for tilbuddet! Du må ikke blive fornærmet, men jeg følger ikke med i sport....jeg har rigeligt at gøre med de mange flyvende kugler i mit dagjob.
Og så er der et tweet, hvor hun rent faktisk udtaler sig om sagen, hvilket hun kun har gjort i meget begrænset omfang. En Twitter-bruger opfordrer Stormy til at forsvinde, fordi ingen interesserer sig for, om hun har været i seng med Trump - og svaret lyder:
- Teknisk set har jeg ikke sovet med POTUS (den amerikanske præsident. red) for 12 år siden. Der var ikke nogen, der sov (hehe), og han var bare en fjollet reality TV- stjerne. Men jeg taler udenom...For folk er IKKE ligeglade med, at han har løjet, tyranniseret mig, brudt love for at skjule det osv.
4. Hun er en prisvindende instruktør
I en tid hvor alle taler om for få kvinder i filmbranchen har Stormy Daniels udmærket sig som instruktør af pornofilm. I 2016 vandt hun endda prisen som bedste instruktør i pornoens svar på Golden Globe, XBIZ Awards.
Hun har instrueret mere end 70 film, blandt andet en tre timer lang Western-pornofilm, som hun selv spiller hovedrollen i. I forbindelse med hendes arbejde som instruktør har hun sagt, at hun i mange år er blevet rost som den bedste kvindelige instruktør - og det er hun træt af:
- Hvad har min vagina med det at gøre? Hvorfor skal jeg være den bedste kvindelige instruktør? Hvorfor kan jeg ikke bare være en af de bedste instruktører?
Hendes film udmærker sig ved at have plot, dialoger og handling, der adskiller sig fra den klassiske pornofilmen, hvor blikkenslageren banker på døren, fruen i huset åbner og to minutter efter er de godt i gang.
5. Hun rider konkurrencer i sin fritid
Stormy har siden hun var helt ung pige været vild med heste. Den passion er i hendes voksenliv blevet til konkurrenceridning. Hun har indtil for ganske nyligt været at finde på ridebanen, men siden mediestormen for alvor ramte i januar, har hun holdt sig væk. Fordi hun med egne ord ikke ville udsætte rideverdenen for mediecirkuset.
Hendes hest kan man møde på hendes Instagramprofil, hvor hun poster billeder af sin pony, som hun kalder 'my boy'.