Hvem skal prøve at slå Donald Trump? I nat var sidste tv-chance før Demokraternes første primærvalg

Køn blev bragt op i tv-debatten mellem de seks kandidater.

Senator i Massachusetts, Elizabeth Warren (venstre), tidligere vicepræsident Joe Biden (midten) og senator i Vermont, Bernie Sanders (højre), deltog i den sidste tv-debat før Demokraternes første primærvalg om tyve dage. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

I USA var det sidste chance på tv for de demokratiske præsidentkandidater til at vise deres værd, inden de afgørende primærvalg begynder i delstaten Iowa om 20 dage.

- Det var sidste chance for at nå bredt ud. Den seneste meningsmåling viser, at 60 procent af vælgere ikke har besluttet sig endnu. Derfor var det en rigtig vigtig debat, siger DR's USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz.

De seks kandidater håber alle, at vælgerne af Det Demokratiske Parti vil pege på netop dem som den person, der skal forsøge at slå den republikanske præsident, Donald Trump, af pinden ved USA's præsidentvalg til efteråret.

Iowa er en vigtig delstat at vinde, fordi den har symbolsk, politisk og økonomisk betydning, ifølge USA-korrespondenten.

- En sejr i Iowa kan skabe momentum, særligt for dem, der ikke i forvejen står stærkt. Den kan skaffe adgang til millioner af dollar i bidrag til valgkampagnerne, og så har en sejr her også betydning for, hvem partiet på sigt kan bakke op om og se som den rette kandidat, siger Lillian Gjerulf Kretz.

Hun understreger dog samtidig, at Iowa ikke er en repræsentativ delstat for resten af USA, da der er flere 'hvide' vælgere i Iowa end generelt.

Debat om kvinde på præsidentposten

Ifølge meningsmålinger er det den tidligere vicepræsident Joe Biden, der er mest populær blandt de demokratiske vælgere.

Men han havde ikke særligt meget energi i debatten, der fandt sted i nat dansk tid. Det havde til gengæld Elizabeth Warren, der er senator i Massachusetts, mener Lillian Gjerulf Kretz.

- Hun har de kvindelige vælgere og de progressive vælgere med sig, og hun har et stærkt græsrodsnetværk, men hvis hun skal gøre sig håb om at blive Demokraternes præsidentkandidat, skal hun til at sørge for at række ud efter de mere moderate demokratiske vælgere, siger hun.

Under debatten bragte Elizabeth Warren sit køn op:

- Se på mændene på denne scene. Til sammen har de tabt ti valg. De eneste, der har vundet hvert eneste valg, som de har været med i, er kvinder. Amy og mig, sagde senatoren fra Massachusetts.

Senator Elizabeth Warren (venstre) taler med senator Bernie Sanders (højre), mens milliardæren Tom Steyer lytter efter debatten i Des Moines, Iowa. (Foto: Shannon Stapleton © Scanpix)

Et af de mest interessante øjeblikke i nattens debat var, da Elizabeth Warren blev spurgt til en verserende sag mellem hende og en anden kandidat, Bernie Sanders.

Elizabeth Warren har tidligere sagt, at Bernie Sanders i december 2018 sagde til hende, at en kvinde ikke kunne vinde præsidentposten, hvilket Bernie Sanders har benægtet - hvilket han også gentog i debatten i nat.

Da Elizabeth Warren blev adspurgt om striden, svarede hun:

- Bernie er min ven, og jeg er ikke her for at skændes med Bernie. Men hør, spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde kan blive præsident, er blevet rejst, og det er på tide, at vi angriber det direkte nu, sagde hun.

Debatten i nat var dog generelt overraskende afdæmpet, ifølge Lillian Gjerulf Kretz, og der var faktisk ingen af kandidaterne, der gik direkte til angreb på hinanden.

- De var formentlig bange for at skubbe vælgere fra sig. Det er nemlig usædvanligt, hvor tæt kandidaterne ligger på hinanden i meningsmålingerne så tæt på valgdagen. Og der er rigtig mange vælgere, der ikke har besluttet sig endnu. Alt kan ske, siger korrespondenten fra USA.

Tv-debatten var den sidste, inden primærvalgene indledes i Iowa den 3. februar. Herefter går turen til New Hampshire, Nevada og South Carolina.