Hvidklædt 'nubisk dronning' på biltag er blevet symbolet på folkeoprør i Sudan

Adskillige kunstnere har ladet sig inspirere af ikonisk foto, som gik viralt i løbet af ugen.

Billedet af Alaa Salah har også inspireret i det oprørerkontrollerede Kafranbel i Idlib-provinsen i Syrien, hvor det har affødt denne væggrafiti. (Foto: OMAR HAJ KADOUR © Scanpix)

Et billede af en spinkel, hvidklædt kvinde med store runde øreringe på taget af en bil, er gået viralt som symbol for protesterne i Sudan.

Protesterne, der har varet i flere måneder, førte i sidste uge til, at landets præsident gennem 30 år, Omar al-Bashir, måtte gå af.

Det ikoniske billede er taget fra et videoklip, hvor kvinden, en arkitekt-studerende ved navn Alaa Salah, leder folkemængden ved at afsynge et digt, hun har skrevet.

Hun er iklædt en toub, en traditionel kjole i Sudan, og hendes udseende har givet hende tilnavnet Kandaka - der betyder nubisk dronning - i titusindvis af delinger på Twitter og andre sociale medier, hvor hun også har fået sit eget hashtag.

Inspirerer kunstnere

Billedet har også inspireret flere kunstnere, som har lagt deres hyldest op på Twitter, deriblandt den amerikanske grafiker Huda Hashim, som er født i Sudan.

- Jeg har ingen ord, så jeg tømte mit hjerte med maling. Ville ønske, at jeg kunne være der på frontlinjen med mit folk, skriver hun.

En anden kunstner har kigget til den religiøse symbolik i sin fortolkning.

Selv er den 22-årige studerende dog mere jordbunden i et interview med britiske The Guardian.

- Jeg er lykkelig over, at mit billede har givet folk kendskab til revolutionen i Sudan. Siden den begyndte, er jeg hver eneste dag gået ud for at deltage, fordi mine forældre har opdraget mig til at elske vores hjem, siger hun.

Har fået dødstrusler

Den unge kvinde siger, at hun er vant til at præsentere foran mange mennesker på universitetet, så hun blev ikke nervøs, da hun pludselig stod foran en stor forsamling.

Alaa Salah fotograferet under protester i onsdags. (Foto: - © Scanpix)

Det startede dog mere beskedent for aktivisten, som ifølge Reuters har modtaget dødstrusler, efter at billedet af hende er blevet spredt over internettet.

- Dagen hvor de tog billedet, tog jeg til 10 forskellige begivenheder og oplæste et revolutionært digt, siger hun til The Guardian.

- Det gør folk meget entusiastiske. I begyndelsen fandt jeg en gruppe på seks kvinder og begyndte at synge, og så sang de sammen med mig, og forsamlingen blev virkelig stor, siger hun.

Efter at Omar al-Bashir blev afsat og anholdt, har en militær overgangsregering overtaget magten i det store østafrikanske land.

Den har dog ikke kunnet berolige demonstranterne, som mener, at for mange fra Bashirs styre stadig er ved magten. Derfor har de afvist at forlade gaderne, før en civil overgangsregering er på plads.

Ny leder af militært råd

I aftes trådte forsvarsministeren, som var indsat som leder af det militære råd, tilbage fra posten, og den mindre kontroversielle Abdel Fattah Burhan har overtaget rollen.

Han lovede ved et pressemøde tidligere i dag at ophæve det natlige udgangsforbud, som har været i kraft siden militærkuppet. Han sagde samtidig, at han vil frigive alle politiske fanger, som er blevet fænsglet under protesterne.

Også Salih Ghosh, chefen for Bashirs sikkerhedsstyrker, som jævnligt har angrebet de seneste måneders demonstrationer, er trådt tilbage.

Den seneste udvikling har dog ikke standset protesterne, og der er nu muligvis hundredtusinder på gaden, ifølge BBC.

- Vi opfordrer de væbnede styrker til at sikre en omgående magtoverdragelse til en civil overgangsregering, lyder det fra en paraplyorganisation af fagforeninger, som har ledt protesterne.

Ifølge en talsmand for sudanesisk politi er 16 dræbt og 20 andre såret af vådeskud ved protester torsdag og fredag.