Hvorfor blev boliviansk borgmester skamferet og overhældt med maling af demonstranter?

En undselig boliviansk by er kommet på landkortet efter absurde scener.

Torsdag brød maskerede mænd ind på rådhuset i den bolivianske by Vinto, slæbte borgmesteren gennem byen, overdyngede hende med rød maling og klippede hendes hår.

Dér sad hun så i mudderet, skamferet, fattet og barfodet, og svarede på spørgsmål fra pressen. Billederne af borgmester Patricia Arce er gået verden rundt, og hun er blevet et billede på, hvor hårdhændet demonstranter i Bolivia går til magthaverne.

Demonstranter satte også ild til rådhuset (billedet) i byen. (Foto: Jorge © Scanpix)

Hvad handler demonstrationerne om?

Hændelsen i Vinto er den seneste i en række voldelige sammenstød mellem regeringstilhængere og modstandere i kølvandet på udfaldet af præsidentvalget den 20. oktober.

Patricia Arce er medlem af partiet MAS, som præsident Evo Morales også repræsenterer.

Siden valget har gaderne i flere byer i det sydamerikanske land været oplyst af rødgule flammer - antændt af vrede demonstranter.

Der bliver demonstreret mod præsident Evo Morales, som har siddet på posten i næsten 14 år. Han fik flest stemmer ved første runde af præsidentvalget.

Men i Bolivia skal man føre med over 10 procent for at vinde valget i første runde, ellers skal kandidaterne ud i endnu en valgrunde.

Og der har været stor uenighed om resultatet.

Flere oppositionspolitikere mener, at der er fusket med valgresultatet, og det har ansporet mange demonstranter til at gå på gaden.

Her er det billeder fra demonstrationer umiddelbart efter, Morales blev udråbt som vinder af valget.

Men hvorfor i alverden kom det så vidt, at en borgmester bogstaveligt talt blev trukket gennem sølet?

Tvunget til at træde tilbage

Tidligere torsdag havde en gruppe anti-regerings demonstranter blokeret for en bro i Vinto, en lille by i Cochabamba-provinsen i det centrale Bolivia, som en del af igangværende, landsdækkende demonstrationer efter præsidentvalget den 20. oktober.

Under blokaden begyndte rygter at sprede sig, om at to oppositionsdemonstranter var blevet dræbt i nærheden i sammenstød med tilhængere af præsident Evo Morales. Det fik en vred gruppe til at marchere direkte til rådhuset i Vinto, hvor Patricia Arce sad.

Demonstranterne bebrejdede borgmester Arce for dødsfaldene, hvoraf det ene senere blev bekræftet. En 20-årige mand døde af kvæstelser, han pådrog sig som følge af en eksplosion, da demonstranter stødte sammen med politiet i nærheden af Vinto.

  • Borgmesteren i den bolivianske by Vinto, Patricia Arce, taler til pressen umiddelbart efter, hun er blevet ydmyget af en masse oppositionstilhængere. (Foto: Str © Scanpix)
  • Borgmester Patricia Arce blev slæbt ud af rådhuset og fik rød maling hældt ud over sig. Siden blev hendes hår også klippet af. (Foto: Str © Scanpix)
  • Efter demonstranterne havde skamferet borgesteren, stak de ild til rådhuset. (Foto: Jorge © Scanpix)
  • Politiet følger borgmesteren væk fra pressen og demonstranterne. (Foto: DANIEL JAMES - LOS TIEMPOS BOLIV © Scanpix)
  • Her køres borgmesteren væk af en politibetjent. (Foto: DANIEL JAMES - LOS TIEMPOS BOLIV © Scanpix)
1 / 5

Maskerede demonstranter råbte "mordere, mordere", mens de baldrede ruder og stak ild til rådhuset. Efterfølgende trak de borgmesteren barfodet gennem gaderne. Til sidst tvang de hende i knæ, klippede hendes hår, og overdyngede hende med rød maling.

- De har klippet mit hår, min eneste fejl har været at arbejde for mine vælgere, for mine vælgere. De har slået mig, de har brændt rådhuset ned. Jeg frygter ikke for mit liv, og jeg vil fordømme dette offentligt, siger Patricia Arce til pressen efterfølgende.

De maskerede demonstranter tvang hende også til at underskrive et fratrædelsesbrev, inden hun til sidst blev overdraget til politiet, der tog hende til et lokalt sundhedscenter.

Der er så vidt vides endnu ikke foretaget anholdelser efter hændelsen.