Hvorfor ligger Mærskskib for anker med 113 migranter? Forstå reglerne til søs

Der er ikke nogen tvivl om, at Italien skal tage imod migranterne, vurderer ekspert.

Et Mærsk-containerskib ligger for anker ud for Sicilien. Myndigheder har endnu ikke anvist, hvor skibet skal losse sin last: 113 migranter. (Foto: HERMINE POSCHMANN © Scanpix)

Det danske containerskib Alexander Maersk samlede tidligt fredag morgen 113 nødstedte migranter op ud for Italiens sydlige kyst.

Det var den italienske kystvagt, der sent torsdag aften havde bedt Alexander Maersk om at ændre kurs og indfinde sig i nærheden af lokalisationen for nødsignalet, oplyser Maersk Line til DR Nyheder.

De europæiske kyststater har delt Middelhavet op i zoner, så det er tydeligt, hvem der har ansvaret for hvilke dele af havet. Inden for disse zoner er det landenes ansvar at sikre, at nødstedte personer kommer i land.

I henhold til Havretskonventionen (UNCLOS) og konventionerne om sikkerhed og redning til søs skal et skib, der sejler for flag, som har underskrevet konventionerne, reagere på nødsignaler og hjælpe personer i nød. Det har Danmark.

Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i menneskerettigheder ved Raoul Wallenberg Institutet i Lund uddyber:

- Alle skibe – også et privat containerskib – skal reagere, når de bliver bedt om at komme personer, der er i nød til havs, til hjælp. Det er en helt grundlæggende forpligtelse inden for havretten. Det sidder dybt i alle søfolk, siger Gammeltoft-Hansen.

Nogle vil måske huske, at DFDS var ude i samme situation for et halvt års tid siden, hvor nogle migranter var hoppet ombord på en af deres rutefærger, og ingen af destinationslandene ville tage imod dem.

Hvor skal vi hen du?

Nu ligger Alexander Maersk for anker lige ud byen Pozzallo på Siciliens sydlige kyst, mens man venter på retningslinjer fra det italienske rednings koordinationscenter i Rom (MRCC Rome). Skibet har bedt om ekstra forsyninger fra de italienske myndigheder, mens de venter.

Ifølge international lov er det op til det land, der koordinerer eftersøgningen og redningsaktionen af nødstedte flygtninge og migranter, at vælge, hvilken havn redningsskibet skal til.

Det skal ifølge Danske Rederiers juridiske afdeling være "den nærmeste sikre havn". Man kan derfor ikke sætte nødstedte migranter af i Libyen eller lignende. Derfor er det de italienske myndigheder i tilfældet Alexander Maersk, der skal anvise en sikker havneplads. Og da skibet ligger ud for Pozzallo, burde det være dér.

- I den her situation, hvor det er de italienske myndigheder, der beder Maersk-skibet om at komme migranterne til hjælp, og at det sker inden for den italienske havredningszone, så er der ikke nogen tvivl om, at det er i Italien, at de her migranter skal sættes i land. Det er deres ansvar, slår Gammeltoft-Hansen fast.

Der går politik i den

Derfor er spørgsmålet, om hvor Alexander Maersk skal lægge til, ikke et spørgsmål om jura - for lovgivningen er klar - det er et spørgsmål om politik. Og her er EU's grænseargentur, Frontex, ikke uden ansvar, mener Thomas Gammeltoft-Hansen:

- Tidligere havde man nationale redningsbåde, der opererede på et meget større stykke af Middelhavet. Og det ville være dem, der i første omgang samlede migranterne op. Men de seneste år har man forfulgt en strategi, hvor man har forsøgt at trække sig tilbage mod Europa. Man ville gerne have, at migranterne skulle sejle længere, så det blev sværere at komme til Europa, siger Gammeltoft-Hansen.

Frontex har tidligere sagt, at NGO’er og andre, der samler migranter op så tæt på Afrika er nyttige idioter for menneskesmuglere, for det får flere til at tage turen over. Hvad giver du for det argument?

- Det giver jeg ikke særligt meget for. Man kan godt diskutere de her NGO-operationer, og hvorvidt de har en effekt for, at flere vælger en pågældende rute. Det kan der godt være noget om. Men den grundlæggende pointe om, at alle er forpligtede til at hjælpe personer i havsnød, det er en hjørnesten inden for al international havret, svarer Gammeltoft-Hansen.

Ikke i min havn

Italien og særligt den nye italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, har ad flere omgange sagt, at man ikke vil se, at Italien "omdannes til en stor flygtningelejr."

I går rapporterede italienske medier, blandt andre tv-kanalen La7, om flere skibe, der har samlet migranter op i Middelhavet og venter på at få anvist en havneplads af italienske myndigheder. Der blev også fortalt om Alexander Maersk og de 113 migranter ombord i La7's indslag.

Salvini har delt indslaget på sin Facebook-profil med følgende kommentar:

- Der er nogle skibe, der skal glemme alt om Italien. Stop al forretning med illegale immigranter, skriver Salvini, der også er formand for det indvandrekritiske regeringsparti Lega Nord.

Salvini lukkede i første omgang havnene, da det tyske NGO-skib Aquarius havde samlet 629 migranter ud for Libyens kyst. Italien mente, at det var Malta, der skulle tage imod skibet og anvise det en sikker havn dér, men blev afvist. Skibet blev efterfølgende budt velkommen i Spanien.

- Reglerne på det her område er ikke fuldstændigt klare, landene har forskellige fortolkninger, og nogle lande har ikke underskrevet de seneste tillægsprotokoller, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Det var det, der sket i tilfældet med Aqaurius. Malta havde ikke underskrevet de seneste protokoller på området og kunne derfor afvise skibet.

I sidste ende går regningen til de private- og kommercielle både, der samler migranter op. Og det kan koste rederierne og deres forsikringselskaber millioner af kroner, at deres skibe holder stille og venter på anvisninger, lyder det fra Danske Rederiers juridiske afdeling.

Facebook
Twitter