Stemningen var rolig og en anelse munter, inden Donald Trump i nat trådte op foran en forsamling i en forstad til bilbyen Detroit.
Ud af højtalerne bragede soulklassikere fra James Brown og rockmusik med markante guitarriffs. Men da Donald Trump blev præsenteret, skiftede stemningen til klapsalver og råb med 'U-S-A!'.
Han var ellers inviteret til valgdebat sammen med de andre republikanske kandidater på Fox News.
Men Donald Trump ville hellere træde frem i lagerhallen i Michigan for at tale til de vigtige arbejdervælgere, der prydede menneskemængden med skilte, hvor der stod 'Fagforeningens arbejdere for Trump'.
Og dem blev der i den grad appelleret til.
- Jeg vil gerne starte med at hylde jer, der ikke får den respekt, I fortjener, sagde Donald Trump med henvisning til de mange bil- og fabriksarbejdere, der var taget med til vælgermødet.
- Det er jer, der får dette land til at køre rundt, ved I godt det?
En industri i forfald
Da hyldesten til arbejderen var ovre, gik talen over i en mere pessimistisk tone.
I øjeblikket er fagforeningen United Auto Workers (UAW) i strejke mod blandt andet bilproducenterne Ford og General Motors.
Strejken blev også flere gange påtalt af Donald Trump. Men her var der ikke mange formanende ord.
- Det gør ikke den mindste forskel, hvad I får, for om to år står I alligevel alle sammen uden arbejde, sagde Donald Trump.
For der er alt for mange arbejdspladser, der er flyttet ud af USA. Og ifølge Trump har Joe Biden været alt for dårlig til at gøre noget ved den udvikling.
Bidens kampagnestab hævder dog, at Trump med udtalelserne forsøger at smide et røgslør ud for at dække for sin egen ringe indsats for fabriksarbejdere i embedet.
Kendt retorik fra Trump
Med talen forsøger Trump at skabe frygt hos bilarbejderne, fortæller USA-journalist Anne Alling.
- Han taler lige ind i det, bilarbejderne siger, de frygter - nemlig at deres jobs er i fare. Ikke mindst på grund af den øgede produktion af elbiler i USA.
Bidens mål er, at halvdelen af alle solgte biler skal være elektriske i 2030.
Ifølge Alling har Biden rejst land og rige rundt og fortalt om, hvordan flere elbiler og mere produktion af elbiler vil give flere jobs. Men hvor Trump i talen så siger, at det er fuldstændig forkert.
Talens retorik er en, vi kender fra Trump "helt tilbage fra han trådte ind på den politiske scene i 2015", fortæller hun.
- Og hans budskab er så, at den eneste mand, der kan komme og redde arbejdspladserne, er ham.
Selvom den store bilstrejke var bagtæppet for talen, så blev den ikke holdt i nærheden af strejken.
Talen blev holdt hos en underleverandør til bilfabrikkerne, hvor der ikke bliver strejket.
- Præsidenten for fagforeningen har først været ude og sige, at han overhovedet ikke var interesseret i at få besøg af Trump, og det ser ud som om, det heller ikke lykkedes Trump at finde en fabrik, der var medlem af en fagforening, og som ville have ham på besøg.
Trump forsøger at sætte sig selv i en anden liga
Godt 3000 kilometer mod vest var nogle af Trumps mest fremtrædende partifæller samlet for at debattere.
Og fraværet af Trump blev da også italesat af de fremmødte. Ifølge Alling var der skarp kritik at hente til Trump fra Floridas guvernør, Ron DeSantis samt New Jersey-guvernør Cris Christi.
Trump er ikke republikanernes kandidat endnu, dog har han "historisk store tal" - mere end halvdelen af opbakningen, lyder det fra Alling.
- Men samtidig er det også tydeligt, at Trump ikke er interesseret i at stå ved siden af de republikanske kandidater.
- Både fordi han prøver at sætte sig selv i en anden liga end dem, men uden tvivl også, fordi han ved, han vil blive mødt med en skarp kritik fra de andre republikanske kandidater.
I stedet forsøger han at tage luften ud af de republikanske debatter og tegne et billede af, at han allerede har vundet og lige så godt kan tage hul på valgkampen mellem ham og Biden, vurderer Alling.