I 11. brexit-time: May flyver til Strasbourg for at mødes med EU-chef

I morgen skal de britiske parlamentarikere igen stemme om skilsmisseaftalen med EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, skal i aften mødes med kommissionsformand Jean-Claude Juncker. (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

Den britiske premierminister, Theresa May, er rejst til den franske by Strasbourg for at mødes med formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker.

Det sker blot et døgn inden, at de britiske parlamentarikere tirsdag aften skal stemme om den udskældte skilsmisseaftale, hun sidste år indgik med EU – og som i begyndelsen af året blev afvist af et historisk stort flertal i det britiske underhus.

En talsmand for kommissionformanden oplyser, at mødet vil finde sted klokken 21.00 i Europa-Parlamentet, hvor der i denne uge er samling.

Ifølge BBC er det dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der vil blive indgået en ny aftale mellem de to parter. Men kilder oplyser til det britiske medie, at det på nuværende tidspunkt er bedst for Theresa May og Jean-Claude Juncker at mødes ansigt til ansigt, hvis der skal ske fremskridt.

Storbritannien skal efter planen forlade EU om den 29. marts i år.

Hvis et flertal i det britiske parlament stemmer ja til brexitaftalen i morgen, vil briterne forlade EU-samarbejdet under såkaldt ordnede forhold. Det betyder blandt andet, at Storbritannien og EU får to år til at forhandle en frihandelsaftale på plads.

Bliver det derimod et 'nej' i morgen, skal parlamentarikerne efter planen onsdag tage stilling til, om de vil forlade EU uden en aftale.

Hvis parlamentarikerne beslutter sig for, at de ikke vil forlade EU uden en aftale, skal de torsdag beslutte sig for, om de vil udskyde brexit-datoen.

(Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © DR Nyheder)
Facebook
Twitter