Vi advarer om, at artiklen indeholder billeder, som kan virke voldsomme.
Forhutlede fanger sidder forsamlet på gulvet. Der er hundredvis af dem, flere tydeligt udsultede og afkræftede. Synet vækker minder om en koncentrationslejr - men faktisk er det et hospital i Afghanistans hovedstad, Kabul.
Og det er proppet til randen med patienter. Eller rettere fanger, for hospitalet er reelt et fængsel, hver og én af dem stofmisbrugere, der er faldet for Talibans strikse lov og orden-politik, siden bevægelsen tog magten i Afghanistan i august sidste år.
En af dem er Abdul, der blev arresteret af Taliban, fordi han tog stoffer.
Han og andre fanger fortæller, at Taliban ikke bare anholder og fængsler, men også henretter stofmisbrugere. Det skete blandt andet i det første fængsel, hvor han blev anbragt efter sin anholdelse.
- Taliban har dræbt otte af vores venner. De har ikke givet os noget mad i to dage, siger Abdul, da DR's korrespondent, Philip Khokhar, møder ham i fængslet.
For værst af alt er manglen på mad og den allestedsværende sult. Den er tydelig at se i ansigterne på fængslets indsatte, i deres hule kinder og blanke øjne. Og den driver dem til desperate handlinger, fortæller Abul og hans medfanger.
- Folk spiste katte i haven i går, de spiste katte på grund af manglen på mad.
De indsatte fortæller, at der hver nat er nogen, der dør af sult i fængslet. De beretter endda også om kannibalisme.
- Der var nogle, der spiste en død mands krop, fordi der ikke er noget mad.
Må fylde maven med græs
Da DR Nyheder besøger fængslet venter Abdul og mange hundrede andre på at få mad.
De mange fanger sidder forsamlet på gulvet langs væggen i et bart rum. I dag er de nemlig blandt de heldige, der får lov at spise.
Men selvom mændene får en anelse at spise, så er der ingen tvivl om, at de er underernærede. Efter frokosten er der flere af de indsatte, der spiser græs for at fylde maven.
- Hvad skal vi gøre? Vores maver gør ondt på grund af manglen på mad, vi kan ikke engang sove, fordi vi er så sultne, fortæller en af de indsatte, som må se sig nødsaget til at spise græs.
Løftet om lov og orden
Den hårde kurs overfor Afghanistans stofmisbrugere er en del af det lov og orden-løfte, som Taliban har givet afghanerne, da de tog magten i landet. Men det er svært for bevægelsen at føre de politiske ambitioner ud i livet på grund af den økonomiske situation i landet.
Siden bevægelsen indtog Kabul og vippede regeringen af pinden i midten af august sidste år, er udlandets økonomiske bistand nemlig stoppet. Afghanistans økonomi, som er dybt afhængig af udenlandsk støtte, er nu i frit fald.
Men symbolpolitik som masseanholdelser af narkomaner og stofmisbrugere er gratis. Det går kun udover én gruppe – nemlig de mennesker, der bliver fængslet og indlagt til såkaldt afvænning.
Der er dog stadig masser af stofmisbrugere at finde på gaden i centrum af den afghanske hovedstad.
- Vi bliver behandlet som kriminelle. Ingen ser os som syge. Taliban undertrykker, tæver og dræber stofmisbrugere, fortæller én af dem, da DR møder ham på gaden i Kabul.
Det paradoksale er, at Taliban i årevis selv har tjent penge på netop de afghanske stofmisbrugere, blandt andet gennem opiumsproduktion i landområderne. Valmuerne har blandt andet været med til at medfinansiere Talebans sejr over Vesten.
Magtesløse ansatte
Dem, der arbejder og leder i fængslet i Kabul, blev ansat af den tidligere regering, som blev afsat ved Talibans magtovertagelse.
De anerkender, at der ikke er nok mad til at brødføde de mange indsatte, men er samtidig magtesløse overfor krisen. Det fortæller chefen for hospitalet, hvor de mange narkomaner er fængslet, Mohammad Zahir Soltani.
- Efter det tidligere styre blev væltet, har vores hospital, som er designet til at rumme 1.000 senge, næsten 3.000 stofmisbrugere i behandling, siger Mohammad Zahir Soltani.
Men behandling er et stort ord for det, som de indsatte bliver udsat for. For Taliban kommer konstant med flere fanger, men ingen penge til mad eller reel behandling.
De ansatte selv har ikke fået løn siden i sommer, fortæller Mohammad Zahir Soltani til DR Nyheder.
Syge, men ikke kriminelle
Trods den hårde kurs over for de fængslede mænd i Kabul, betragter Taliban ikke stofmisbrugerne som kriminelle.
- De her mennesker er virkelig ynkværdige, de er syge, men de er ikke kriminelle, siger talsperson for det afghangske indenrigsministerium, Qari Saeed Khosti, under et pressemøde i fængslet.
Taliban lover også, at de indsatte i Kabul vil få mere mad i fremtiden. De har dog ikke megen forståelse for situationens alvor, da DR’s Philip Khokhar beskriver den sult, som fangerne oplever.
- Fangerne fortæller, at de sulter, og at folk dør herinde, fordi der ikke er mad nok. Hvordan kan det være, at der er så mange fanger og så lidt mad - i så lang tid?
- Det er ikke et faktum, for de her mennesker er syge og ved ikke, hvad de siger, lyder svaret fra Hasibullah Ahmadi, chef for Talebans anti-narkotika kontor.
Du kan se meget mere fra Philip Khokhars besøg på fængslet i Kabul i 21 Søndag på DR1 eller DRTV.