Det var først, da Tania så sin venindes ansigt i nyhedsindslaget, at det gik op for hende, hvad der egentlig var sket. 

At hun ikke bare var røget bag tremmer, som Tania først havde troet den aften, hvor veninden ikke var dukket op på gaden som sædvanlig. 

Men at hun var død. Slået ihjel af en ukendt gerningsmand.  

- Normalt ved man ikke, at folk er forsvundet, før de bliver fundet igen. Det var sådan, jeg fandt ud af, hvad der var sket med min veninde. En dag dukkede hun bare op på mit tv, fortæller den i dag 40-årige Tania, mens hun skutter sig i aftenkulden. 

- Det er virkelig skræmmende, når de finder en pige.

Tania er bange, når hun stiller sig ud på gaden. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Tania begyndte at arbejde som prostitueret i den canadiske storby Edmonton, da hun var 23 år.

Horisont: Canadas forsvundne kvinder

I aften klokken 21.55 kan du se hele Horisont-udsendelsen om Canadas forsvundne kvinder.

Du kan også se forpremieren på programmet her.

Udover veninden kender hun flere af dem, som siden begyndelsen af 1980’erne har været voldsomt overrepræsenterede i Canadas statistikker over kvinder, der enten er forsvundet eller er blevet dræbt: 

Canadas oprindelige folk, de såkaldte aboriginals, der er efterkommere af Nordamerikas oprindelige indbyggere – heriblandt inuitter og First Nation People, som førhen gik under betegnelsen ’indianere’.

I 2011 var fire procent af alle kvinder i Canada aboriginals. Men fra 1980 til 2012 udgjorde de 16 procent af samtlige kvindelige mordofre i landet samt 11,3 procent af alle de kvinder, der var forsvundet i den periode.

Jeg er hele tiden bange. Og jeg tænker konstant på, at jeg også selv kan forsvinde.

Tania, prostitueret

Tania er selv af aboriginalafstamning, men hun er aldrig blevet meldt savnet, som det hedder på myndighedssprog, når en af de prostituerede i byen forsvinder.

Men hun har tidligere været på nogle rigtige dårlige dates, som kvinderne på gaden selv kalder det, når mænd betaler dem for sex. 

- Vi har ikke alfonser til at passe på os, så jeg gør det selv. Hvis jeg sætter mig ind i en bil, hvor det ikke føles rigtigt, går jeg ud igen, siger hun, mens øjnene scanner den øde gade.

- Men jeg er hele tiden bange. Og jeg tænker konstant på, at jeg også selv kan forsvinde.

Tania har arbejdet som prostitueret i Edmonton i 17 år.

Alt for mange er fortsat forsvundet

Kari Thomasons blik glider hen over de mange profilbilleder af kvinder, der får ringbindet til at bugne.

Nogle af dem er mindreårige, fortæller hun. Andre er myndige, hvilket også afsløres af de grovere ansigtstræk. Men fælles for dem er, at de fortsat er forsvundet.  

- Alle, der bliver fundet, bliver fjernet fra mappen. Men vi har desværre alt for mange, som stadigvæk er forsvundet.

Kari Thomason arbejder som opsøgende socialarbejder i Edmonton for organisationen Métis Child and Family Service. 

’Métis’ er betegnelsen for en gruppe folk, som delvist nedstammer fra Canadas oprindelige indbyggere, og de er blevet anerkendt som aboriginals i den canadiske lovgivning. Kari Thomason er selv efterkommer af Nordamerikas oprindelige indbyggere og kender derfor personligt til problemet med de forsvundne kvinder. 

- Her er min kusine, der stadigvæk er forsvundet. Og her er min anden kusine, som også er forsvundet, siger hun, mens hun bladrer videre igennem plastikcharteksne.

Hver gang, der bliver fundet en kvinde, bliver de fjernet fra mappen. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Mangler overblik

Ifølge de officielle tal er 1.200 aboriginalkvinder enten forsvundet eller blevet myrdet siden begyndelsen af 1980’erne.

Men ifølge menneskerettighedsorganisationer og de græsrodsorganisationer, der følger problemet tæt, er tallet nærmere 4.000. 

En af grundene til, at der ikke er det store overblik, er, at mange af de indianerkvinder, som rejser til storbyerne fra deres reservater, ikke har noget netværk til at holde øje med dem.

De prøver at slippe væk fra deres fortid, som i fleres tilfælde har været præget af uro, vold, incest og misbrug. Derfor er der også en stor del af dem, der ender i stofmisbrug, som hjemløse og som gadeprostituerede.

Det er ikke til at forudsige, hvad der sker derude, så vi kan ikke lade dem være alene.

Kari Thomason, socialarbejder

Fem aftener om ugen kører Kari Thomason rundt i den canadiske storby for at holde øje med de prostituerede og hjælpe dem, hvis de får brug for det. 

- Det er ikke til at forudsige, hvad der sker derude, så vi kan ikke lade dem være alene, forklarer Kari Thomason, som har arbejdet som socialarbejder i mere end 20 år.  

Kari Thomason har arbejdet som socialarbejder i 20 år.

Hun kender derfor også til historien om Amber Tuccaro, som forsvandt sporløst i 2010.

Den på det tidspunkt 20-årige enlige mor var kort forinden ankommet til Edmonton, og hun var taget alene afsted fra det motel, hvor hun boede sammen med sin lille søn og en kvinde, hun lige havde mødt.

Ifølge en telefonsamtale, som efterfølgende blev offentliggjort, var hun blevet samlet op af en mand, der sagde, at han ville køre hende tilbage til byen. Men det skete aldrig.

To år efter, i 2012, fandt nogle unge ryttere, Amber Tuccaros kranium og knoglerester på en mark syd for byen. Hvem, der slog hende ihjel, er aldrig blevet opklaret, og hendes familie forsøger stadig at få løst gåden i dag.

- Der er så mange skrækhistorier, som desværre er sande. Men vi prøver ikke at tænke på det, siger Kari Thomason.

Arnested for skrækhistorier

Amber Tuccaro er den fjerde kvinde i Edmonton, der blev myrdet og fundet i området i en periode på 13 år.

Edmonton, der er provinshovedstad i delstaten Alberta, er et af arnestæderne for mange af skrækhistorierne, forklarer Dale Johnson, som er leder af den afdeling på den lokale politistation, der prøver at opklare sager om kvindehandel.

- Edmonton er blevet en magnet for aboriginalkvinder, der kommer hertil for at gå i skole eller få et job. Men mange bliver ofre for livet i storbyen, og derfor har vi desværre en historik med sexarbejdere, der forsvinder fra gaden og bliver slået ihjel, fortæller han på sit kontor i byen.

De har ikke stærke familiebånd eller støtte fra andre, og det gør, at det er let for mænd og bander at udnytte dem, udsætte dem for stoffer og sælge dem til sex.

Dale Johnson, politibetjent

Og det er noget, der fortsætter, forklarer han, for kvinderne på gaden er meget udsatte og sårbare.

- De har ikke stærke familiebånd eller støtte fra andre, og det gør, at det er let for mænd og bander at udnytte dem, udsætte dem for stoffer og sælge dem til sex. Det er en nedadgående spiral, som er svær at bryde. 

Officiel undskyldning fra regeringen

Canadas forhold til deres oprindelige folk er heller ikke nogen pæn historie.

Da de europæiske tilflyttere kom til landet fra midten af 1500-tallet og frem, forsøgte de kristne missionærer at omvende den oprindelige befolkning og prakke dem en europæisk livsstil på. Nybyggerne indførte love, der straffede dem, der ikke ville følge trop, og det fortsatte helt op til nutiden.

I 1996 lukkede den sidste af de statsstøttede, kristne ’Residentials Schools’, hvor unge aboriginals siden 1870’erne var blevet tvunget til at bo for på den måde at lære at blive "ægte" canadiere.

I 2008 undskylde Canadas daværende premierminister, Stephen Harper, på vegne af den canadiske regering til alle de mange tusinde børn, der var blevet tvangsfjernet fra deres forældre for at kunne gå der.

Her ses nogle af de aboriginalbørn, der i 1922 var blevet sendt på residential school i Canada. (Foto: handout © Scanpix)

Det brutale skolesystem er af flere blevet koblet direkte sammen med de mange tilfælde af alkoholisme, posttraumatisk stress og stofmisbrug, som findes blandt landets oprindelige folk.

Canadas ’First Nation’-befolkning har en markant højere dødelighed end resten af befolkningen. Og næsten halvdelen af alle anbragte børn i landet var i 2011 indfødte, selvom de kun udgør syv procent af alle børnene i landet.

Det canadiske samfund har derfor også et ansvar for at hjælpe disse kvinder, understreger Dale Johnson fra politistationen. Og der bliver også gjort meget for at komme problemet til livs.

- Det er selvfølgelig en udfordring, men det er noget, vi arbejder hårdt for at få bekæmpet, siger han.

De prøver blandt andet at ’genopdrage’ de mænd, der bliver anholdt for at købe sex, gennem undervisning, fortæller han. Samtidig har det øgede fokus på sagerne ført til, at flere mordsager er blevet genåbnet.

- Men en stor del af kvinderne ser ikke andre muligheder end at sælge sex på gaden eller online, konstaterer Dale Johnson.

En stor del af dem ser ikke andre muligheder end at sælge sex på gaden eller online.

Dale Johnson, politibetjent

Dødens lossepladser

Tweek griner hæst, mens hun forsøger at regne sig frem til, hvor længe hun egentlig har arbejdet som prostitueret.

- Jeg begyndte, da jeg var 16 år gammel, og nu er jeg 52, so you do the math.

Hun står på den gade i Edmonton, som hende og kollegaerne selv har døbt "dødsgangen" efter de kvinder, som er forsvundet herfra gennem tiden.

- Jeg kender nærmest alle de kvinder, som er forsvundet. En af dem var min gode veninde, fortæller Tweek, der også selv har aboriginalrødder.

Tania har været på tre virkelig dårlige dates på de 40 år, hun har arbejdet som prostitueret. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Der var engang, hvor hun selv var tæt på at ende som en procentsats i den statistik. Hun havde sat sig ind på passagersædet hos en kunde, der pludselig ville have hende med til en af de “dumping grounds” - steder, hvor ligene af kvinderne bliver efterladt - hvor flere af hendes kollegaer er blevet fundet dræbt igennem årenes løb.

Men hun slap væk. Åbnede døren og kastede sig ud af bilen, mens den var i fart.

- Efter små 40 år har jeg lært at læse folk, og jeg følger mit instinkt ud fra den måde, de ser ud og opfører sig på. Hvis ikke jeg har en god fornemmelse i maven, tager jeg ikke på date, forklarer hun og understreger, at det er i orden at afvise kunder.

Også selvom de kan blive vrede og fornærmede.

- Ellers ville jeg ikke være i live i dag.

Tweek trækker lidt på det, da hun bliver spurgt, om hun føler sig sikker på gaden i dag.

- Til en vis grænse, siger hun.

Men det er ikke noget, der kunne få hende til at ændre sit liv. I hvert fald ikke i den nærmeste fremtid.

- Jeg havde et almindeligt job på et tidspunkt. Men da jeg fik brug for penge, vendte jeg tilbage. Det er for nemt at tjene penge herude. Men jeg håber da, at det sker. Bare ikke nu.

Tweek ser ikke, at hun siger stop til at arbejde som prostitueret lige foreløbig.

Se Horisont-udsendelsen om 'Canadas forsvundne kvinder' her.