I dag afgør Rigsdagen Stefan Löfvens fremtid som statsminister

Den socialdemokratiske leder har gode chancer for at genindtage posten som Sveriges statsminister, vurderer korrespondent.

Rigsdagen skal i dag afgøre, om socialdemokratiske Stefan Löfven skal geninstalleres på posten som landets leder. (Foto: TT News Agency © Ritzau Scanpix)

I Sverige bliver Stefan Löfvens skæbne som statsminister måske afgjort i dag.

I hvert fald skal Rigsdagen klokken 14 stemme om, hvorvidt den socialdemokratiske leder igen skal være statsminister, efter han i juni måtte træde af som følge af en mistillidsafstemning.

Dagens afstemning kommer, efter at formanden for det svenske parlament mandag valgte at pege på Löfven som statsminister, da det ikke er lykkedes at finde et alternativ fra de partier, der væltede ham.

- Jeg har besluttet, at foreslå Rigsdagen at pege på Stefan Löfven som statsminister, lød det mandag fra formand Andreas Norlén.

Gode chancer, hvis alt går efter planen

For at genvinde statsministerposten skal Löfven ikke nødvendigvis have et flertal, der stemmer for ham, men blot undgå, at et flertal stemmer imod ham. Og det er der rigtigt gode chancer for vil lykkes for den socialdemokratiske leder, siger DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Hvis alt går efter planen, og folk stemmer, som de skal efter partilinjen, så ser det ud til, at den borgerlige lejr maksimalt kan mønstre 174 stemmer mod Stefan Löfven, siger hun og fortsætter:

- Og når jeg siger maks, så er det, fordi der kan være lidt ballade ovre hos det lille parti Liberalerne, som ikke er udelt begejstret for at være tilbage i den borgerlige blok, altså på anti-Löfven-fløjen, så det kan godt være, at nogle af dem går i udbrud.

Formand for Rigsdagen, Andreas Norlén (t.v.), og Socialdemokraternes formand og fungerende statsminister, Stefan Löfven, under mandagens pressemøde. (Foto: Stefan Jerrevang © Ritzau Scanpix)

Løsgænger fik indrømmelser

Ifølge korrespondenten faldt Löfvens store politiske sejr på plads i aftes, da han fik løsgænger og tidligere medlem af Venstrepartiet, Amineh Kakabaveh, over på sin side.

Hun har ikke tidligere villet løfte sløret for, hvordan hun vil stemme, men det ændrede sig i aftes efter et møde med den svenske justitsminister, hvor hun meddelte, at hun vil "lade Löfven slippe igennem" som statsminister.

- Vi er blevet enige om ni punkter, som jeg er tilfreds med, og Sverige har brug for en regering. Vi er i en kaossituation, og mange vil gerne holde sommerferie, sagde hun i går til SVT.

Løsgængeren Amineh Kakabaveh besluttede sig i går for ikke at stemme imod Löfven ved dagens afstemning. (Foto: 11610 Stina Stjernkvist/TT © Ritzau Scanpix)

Forud for beslutningen kom Kakabaveh med en række krav, som Löfven tilsyneladende har indfriet, siger Anna Gaarslev.

- Han har givet hende en lang række indrømmelser blandt andet med tiltag mod æresvold og social kontrol, og hun vil nu undlade at stemme, hvilket er næsten lige så godt som en stemme for. På den måde får han ikke et flertal med sig, men han får heller ikke et flertal imod sig.

- Så Stefan Löfven kan godt begynde at genopfriske ministerlisterne.

Uvejret er langt fra ovre for Löfven

Men selv hvis den socialdemokratiske leder som forventet kommer helskindet igennem afstemningen, så er hans trængsler langt fra ovre, fortæller Anna Gaarslev.

Til efteråret venter nemlig forhandlingerne om en kommende svensk finanslov, og det bliver ikke nogen nem opgave med den nuværende politiske situation i Rigsdagen.

- Löfven er to gange i løbet af sin regeringstid blevet nødt til at regere på en borgerlig finanslov, fordi der er blåt flertal i den svenske rigsdag. Og det kan godt være, at han ser ind i det igen, fordi der er så meget ballade i hans egen blok, siger hun.

Balladen skyldes ikke mindst Venstrepartiet, som udløste hele den nuværende regeringskrise ved at udtrykke mistillid til Löfven. De vil have indflydelse på en kommende finansaftale, fortæller korrespondenten.

Samtidig lyder det fra Centerpartiet, som tidligere har været Löfvens støtteparti, men nu kalder sig et ”konstruktivt oppositionsparti”, at de nægter at stemme ja til en finanslov, som Venstrepartiet har sat sit fingeraftryk.

Centerpartiets leder, Annie Loof (t.h.), meddelte i mandags, at partiet nu går i "konstruktiv opposition" til regeringen, og at partiet vil fremlægge sit eget finanslovsforslag. (Foto: TT News Agency © Ritzau Scanpix)

- Det korte af det lange er, at der er så meget ballade i hans lejr, at det ser meget, meget svært ud, hvis ikke nærmest umuligt, at en socialdemokratisk statsminister skal få gennemført noget, der bare minder om en socialdemokratisk finanslov til efteråret, siger Anna Gaarslev.

Löfven har allerede meldt ud, at han vil trække sig som statsminister, hvis det til efteråret ikke lykkes at få hans finanslov stemt igennem.

Rigsdagen samles i dag klokken 14 for at stemme om hans fremtid som statsminister.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk