I dag kom EU-chefen til Avedøre med en blåstemplet plan, der vækker glæde i Bruxelles

Danmark vil især bruge sine genopretningsmilliarder på at styrke den grønne omstilling.

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, roste den danske genopretningsplan, da hun i dag besøgte statsminister Mette Frederiksen (S). (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Det er ikke hver dag, at den københavnske vestegn får besøg af en af EU’s absolutte topskikkelser.

Men Avedøreværket, der ligger lige syd for København, dannede her til eftermiddag ramme for kommissionsformand Ursula von der Leyens lynvisit i Danmark.

Det er nemlig her, at energiselskabet Ørsted er i gang med at udvikle et såkaldt power-to-x-anlæg, hvor det vil bruge strøm fra to nærliggende havvindmøller til at producere brint til busser og lastbiler.

Og det er et af de mange klimaprojekter, som kommer til at få gavn af den danske genopretningsplan til omkring 11,6 milliarder kroner, som Europa-Kommissionen i dag har givet sit grønne lys til.

Regeringen vil nemlig bruge 60 procent af milliarderne, som EU-landene skal ud at låne i fællesskab, på den grønne omstilling. Og det er på alle måder forbilledligt, lød det anerkendende fra den tyske kommissionsformand.

- Det er en af de grønneste genopretningsplaner – hvis ikke den grønneste plan – vi har modtaget, sagde kommissionsformanden, der ud over det enorme kraftvarmeværk også var flankeret af statsminister Mette Frederiksen (S) og et par vindmøller i baggrunden.

- Det er enestående at se, hvad I har planer om at gøre, når det kommer til at lave en ambitiøs grøn skattereform og udbygge infrastrukturen til elbiler over hele landet. Men også når det kommer til at beskytte klimaet ved at opgradere jeres varmesystem og støtte udviklingen af naturbaserede løsninger, sagde hun.

Mangler endelig godkendelse

Den danske genopretningsplan, som Europa-Kommissionen har brugt den seneste halvanden måned på at nærstudere, mangler fortsat at blive endeligt godkendt af alle medlemslandene.

Det sker efter planen i midten af juli, og herefter vil Danmark begynde at modtage EU-milliarderne, som blandt andet også skal bruges på at digitalisere sundhedsvæsnet, opgradere folks it-kompetencer samt sikre, at vi ikke igen står uden kritisk medicinsk udstyr, hvis vi en dag skulle blive ramt af endnu en pandemi.

Men ifølge Ursula von der Leyen har Danmark intet at bekymre sig om.

- Danmark er allerede et foregangsland i den grønne og digitale omstilling. Danmark viser vejen ved at fokusere på reformer og investeringer, som vil fremskynde den grønne omstilling, tilføjede hun.

Dansk modstand

De 11,6 milliarder kroner kommer fra den genopretningsfond på knap 5.600 milliarder kroner, som EU’s stats- og regeringschefer blev enige om at oprette for snart et år siden.

Kommissionsformanden var med rundt at se Avedøreværket. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Fonden skal hjælpe medlemslandene med at komme på økonomisk fode igen efter coronapandemien. Og det var på mange måder historisk, da EU-landenes ledere sidste sommer nåede til enighed efter fire dages maratonforhandlinger.

Det er nemlig de 27 medlemslande, der sammen skal ud at låne de mange milliarder på de finansielle markeder - og derved også stifte fælles gæld. Og over halvdelen af genopretningsmilliarderne, heriblandt de 11,6 milliarder kroner til Danmark, bliver givet som tilskud, der ikke skal betales tilbage. Resten skal tilbydes til landene som lån.

Det havde dog ikke været nogle lette forhandlinger, for der er tale om den største direkte overførsel af penge mellem medlemslandene, siden den europæiske union blev skabt. Og en lille håndfuld medlemslande, heriblandt Danmark, havde forsøgt at forhindre, at størstedelen af pengene skulle gives som tilskud uden krav om tilbagebetaling.

- Jeg synes helt grundlæggende, at hvis man stifter gæld, skal man også selv betale for den, lød det fra statsministeren inden forhandlingsslutspurten.

Pengene skal ud at arbejde

Presset fra de andre lande blev alligevel for stort for Danmark og de andre sparelande, som dog fik rykket på balancen mellem, hvor meget der skulle tilbydes som henholdsvis tilskud og lån.

Selvom det endnu ikke er besluttet, hvordan Danmark og de andre medlemslande skal tilbagebetale det enorme milliardlån – og at man derfor heller ikke ved, hvor stor den endelige regning ender med at blive for de danske skatteydere – er statsministeren trods alt glad for milliarderne.

Der er blandt andet et krav, at mindst 37 procent af pengene skal bruges på den grønne omstilling, mens mindst 20 procent skal bruges på digitaliseringen.

- Der er afsat flere tusinde milliarder offentlige kroner til grøn og digital genopretning af de europæiske økonomier efter coronaen. Vi har brug for, at de penge nu kommer ud at arbejde, så vi alle sammen får fat i det opsving, der heldigvis er på vej, sagde statsministeren her til eftermiddag.

Det er man enig i hos Dansk Industri, hvor man er overbevist om, at planerne "for alvor kan kickstarte de europæiske økonomier efter sommerferien".

- Danske virksomheder kan se frem til mange store og interessante udbud inden for grøn omstilling, digitalisering, sundhed og infrastruktur, lyder det fra europapolitisk chef Anders Ladefoged.

Fokus på Sydeuropa

Danmark er det fjerde medlemsland, som har fået blåstemplet sin genopretningsplan af Europa-Kommissionen.

I går var det Portugal og Spanien, der også fik besøg af Ursula von der Leyen. Og ud over Danmark har kommissionsformanden også været et smut forbi Grækenland, der ligeledes har fået godkendt sin plan i dag.

Det er især de sydeuropæiske lande, som blandt andet er stærkt afhængige af turismeindtægter, der er blevet ramt hårdest af coronapandemien og de mange rejserestriktioner og nedlukninger rundt om i verden. Og det er også dem, der står til at få flest penge fra fonden.

Portugals økonomi faldt med 7,9 procent i 2020, og landet står nu til at få 123,5 milliarder kroner fra fonden, hvoraf 103 af dem er direkte tilskud, mens de resterende er lån. Og Spanien, hvis økonomi skrumpede med 10,8 procent sidste år, får næsten 517 milliarder kroner i tilskud.

Pengene skal ifølge Financial Times blandt andet bruges på sikre 5G-internet til trefjerdele af spanierne i løbet af de kommende fire år og få 250.000 ekstra elbiler på vejene inden 2023.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez (R), tog i går imod kommissionsformand Ursula von der Leyen, da den spanske genopretningsplan blev godkendt af Europa-Kommissionen. (Foto: FERNANDO VILLAR © Ritzau Scanpix)

DI: Vi tror på boom

Hos Dansk Industri har man især et godt øje til Spaniens genopretningsplan, hvor hele 70 procent af pengene skal bruges på den grønne og den digitale omstilling.

- Danske virksomheder har især gode muligheder for at høste udbud i Spanien, der vil investere i energieffektivisering, drikke- og spildevandshåndtering og digitalisering af den offentlige sektor, siger europapolitisk chef Anders Ladefoged.

Men han håber, at Europa-Kommissionen hurtigst muligt får godkendt de resterende 23 genopretningsplaner, så alle genopretningsmilliarderne kan komme ud at arbejde.

Den danske del af EU-kagen er kun 0,2 proncent af den samlede genopretningsfond, så det er planerne fra de andre medlemslande, der ifølge Dansk Industri rummer de helt store muligheder for danske virksomheder.

- Nu skal virksomhederne smøge ærmerne op og være klar til at gribe de store udbud, siger Anders Ladefoged.

Det er uvist, hvornår de resterende genopretningsplaner bliver godkendt af Europa-Kommissionen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk