I dag skal Mueller forklare Rusland-undersøgelsen: Her er fire punkter, som er værd at holde øje med

Kongressen skal i dag stille spørgsmål til manden, der har undersøgt, om Rusland blandede sig i præsidentvalget i 2016.

Robert Mueller arbejder ikke længere for det amerikanske justitsministerium, men skal i dag i høring i Kongressen. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

Robert Mueller har allerede sagt det flere gange.

Og når den 74-årige jurist i eftermiddag tager plads bag skiltet med sit navn i den amerikanske kongres, før det der bliver en i alt fem timer lang høring, vil han formentlig sige det igen:

Den 448 sider lange rapport om Ruslands-undersøgelsen, han i marts afleverede efter to års arbejde, taler for sig selv.

Det gjorde han klart i den knap ti minutter lange udtalelse, han leverede i slutningen af maj efter rapporten delvist blev offentliggjort, men for både retsudvalget og efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus - begge ledet af Demokraterne - har det ikke været nok.

Her kan du se, hvad Robert Mueller sagde i forbindelse med offentliggørelse af rapporten:

Derfor er Robert Mueller blevet indkaldt til høring i dag, så medlemmerne af de to udvalg selv har mulighed for at stille spørgsmål. Han har dog selv understreget, at han ikke har tænkt sig at sige mere end, hvad der allerede er blevet offentliggjort i rapporten.

Den nu tidligere særlige undersøger har heller ikke lagt skjul på, at han kun modvilligt deltager i dagens høring og har i går indsendt en anmodning om at få sin højre hånd, Aaron Zebley, med som assistance.

Hvad skal der egentlig ske i udvalgene?

Formændene for henholdsvis efterretningsudvalget og retsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff og Jerrold Nadler.

Formanden for retsudvalget, Jerrold Nadler, har gjort det klart, at man her vil fokusere på den del af rapporten, der handler om, hvorvidt præsidenten har forsøgt at hindre efterforskningen.

- Det er vigtigt, at vi ikke har en lovløs administration og en lovløs præsident. Det er vigtigt, at folk ser, hvor vi er henne i processen, og hvad vi har med at gøre, sagde Nadler til Fox News Sunday.

Selvom Robert Mueller allerede har sagt, at han ikke kommer til at sige noget nyt udover det, der allerede står i rapporten, handler høringerne netop også om at få forklaret rapporten og "gøre den levende", siger formand for efterretningsudvalget, Adam Schiff, der erkender, at de mange sider er temmelig tørt læsestof.

Han har kaldt rapporten for en "omgang belastende fakta om en præsidentkampagne, der i en tæt kamp tog imod hjælp fra en fremmed magt".

- Og hvem bedre til at gøre historien levende end manden, der har stået for undersøgelsen, sagde Schiff søndag til tv-stationen CBS.

Hvad handler "at hindre rettens gang" egentlig om?

Justitsminister William Barr vurderede, at der ikke er tale om, at Donald Trump har forsøgt at at hindre undersøgelsen af, om Rusland blandede sig i præsidentvalget i 2016. (Foto: ALEX WONG © Scanpix)

Retsudvalget, som sagt ledet af Jerrold Nadler, vil fokusere på den del af rapporten, der handler om, hvorvidt Donald Trump har handlet på en måde, der kan ses som et forsøg på at hindre efterforskningen eller undersøgelsen, som blev indledt af det amerikanske forbundspoliti i 2017.

I rapporten nedfældes ti tilfælde, hvor der potentielt kan været tale om, at præsidentens handlinger kan tolkes på den måde.

Men rapporten undlader at konkludere og har ladet det være op til justitsminister Bill Barr, der vurderede, at der ikke var nok beviser for, at præsidenten havde forsøgt at hindre rettens gang.

Ifølge Jerry Nadler er den del af rapporten netop noget af det, Demokraterne vil spørge ind til i dag, blandt andet ved at få Mueller til at læse op og specifikt spørge til hans vurdering af punkterne.

Det er i retsudvalget i Repræsentanternes Hus de første skridt til at indlede en egentlig rigsretssag mod præsidenten kan tages, men foreløbig er der ikke flertal i Repræsentanternes Hus til at indlede en sådan.

Hvad der skal til og hvordan en rigsretssag fungerer, kan du se mere om i videoen her.

Hvilke personer vil blive nævnt?

Tidligere leder af det amerikanske forbundspoliti, James Comey, blev fyret i maj 2017. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Ruslands-undersøgelsen nævner som sagt ti specifikke tilfælde, der kan vurderes som forsøg på at hindre den dengang igangværende efterforskning.

Det gælder blandt andet Trumps beslutning om at fyre den daværende FBI-direktør, James Comey, præsidentens forsøg på at få tidligere justitsminister Jeff Sessions til at blande sig i undersøgelsen og begrænse den, Trumps forsøg på at få sin rådgiver Don McGahn til at fyre Mueller som leder af undersøgelsen, samt potentielle forsøg på at påvirke vidner som tidligere rådgiver Paul Manafort og Trumps tidligere personlige advokat, Michael Cohen, der begge er blevet idømt fængselsstraf.

Derudover er der mulighed for, at særligt de demokratiske medlemmer af udvalget vil spørge ind til justitsminister William Barrs rolle.

Bare to dage efter Mueller afleverede Ruslands-undersøgelsen den 22. marts udsendte Bill Barr en kort opsummering af hovedkonklusionerne i rapporten.

Det vigtigste var - ifølge justitsministeren - at Rusland blandede sig i valget i 2016, men at der ikke var et tale om et samarbejde mellem Trump-kampagnen og den russiske regering af kriminel karakter.

Her kan du se, hvad Trump sagde, efter rapporten blev afleveret til Kongressen:

Men den af Trump udpegede justitsminister er af Demokraterne blevet kritiseret for at have vildledt befolkningen med sit skriv, og Mueller selv var også uenig i justitsministerens udlægning af rapporten.

Republikanerne har længe kritiseret rapporten for at være ensidig og vil derfor formentlig spørge ind til nogle af de personer, som har arbejdet med undersøgelsen, men som har udtrykt sig politisk mod præsidenten, heriblandt FBI-agenten Peter Sztrok, der blev fyret af Robert Mueller.

Blev Trump-kampagnen ikke frifundet for at samarbejde med Rusland?

Donald Trump har flere gange hævdet, at Mueller-rapporten frikender ham fuldstændig. (Foto: JONATHAN DRAKE © Scanpix)

Den første del af Mueller-rapporten beskriver, hvordan der har været adskillige forsøg fra russisk side på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016 til fordel for Trump.

Rapporten konkluderer også, at der har været kontakt mellem repræsentanter for den russiske regering og folk i Trumps præsidentkampagne, hvilket formentlig vil være fokus for Demokraternes spørgsmål med vægt på blandt andet kontakten til Wikileaks og det omtalte møde i Trump Tower i sommeren 2016.

Her mødtes en række af Trumps nærmeste folk, heriblandt hans søn, Donald Trump Jr. og svigersønnen Jared Kushner, med en russisk advokat, der efter sigende garanterede belastende informationer om Trumps modstander i valgkampen, Hillary Clinton.

Den samlede konklusion i rapporten er dog, at der ikke er fundet tilstrækkelige beviser for, at der har været tale om et bredere komplot af kriminel karakter.

Derfor vil der fra republikansk side også lægges vægt på netop den konklusion samt at få fremhævet, at rapporten - som den står nu - må være endeligt punktum for den to år lange - og omkring 30 millioner dollar dyre - undersøgelse.

Ifølge det ledende republikanske medlem af retsudvalget, Devin Nunes, er der da også flere forhold, som rappporten ikke tager hensyn til, og derfor vil republikanerne formentlig slå ned på de enkelte steder i rapporten, som de mener er "huller af information", for eksempel vedrørende mødet i Trump Tower.

- Den her undersøgelse har været en stor fælde. Jeg håber, at folk forstår, at fra det øjeblik, Robert Mueller trådte til, var han klar over, at der ikke ville være beviser for et komplot, har han blandt andet sagt til Fox News.

Kilder: CNBC, Washington Post, Fox News Sunday, Vox, Bloomberg, RealClearPolitics.

Facebook
Twitter