I dag stemmer Colombia: Fred eller had?

ANALYSE ​I dag skal colombianerne afgøre om en historisk fredsaftale mellem regeringen og landets største oprørsgruppe FARC skal gøres gældende eller forkastes - de fleste ønsker fred, men kan de tilgive fem årtier med kidnapninger, attentater og vold?

Ordet fred i de colombianske farver under fejringen af underskrivelsen af fredsaftalen den 26. september. (Foto: GUILLERMO LEGARIA © Scanpix)

Egentlig virker valget jo ret så enkelt: Har du lyst til at fortsætte fem årtier med krig i Colombia eller ej? Hvem vil ikke gerne se et nyt Colombia præget af fred og harmoni?

Når svaret af alligevel ikke er helt så enkelt for alle colombianere er det værd at huske på, at stort set alle i Colombia kender en eller flere, der er blevet dræbt i konflikten mellem den colombianske regering og FARC.

Millioner har mistet deres hjem på grund af konflikten. Og andre igen leder stadig efter familiemedlemmer, som på mystisk vis er forsvundet som en del af den beskidte krig, der har præget det latinamerikanske land siden krigen mod FARC brød ud for over 50 siden.

Over 250.000 colombianere har mistet livet. Op mod 7 mio. lever som internt fordrevne – flygtninge i deres eget land.

Derfor er spørgsmålet i virkeligheden ikke om Colombia ønsker fred – men derimod om Colombia kan tilgive.

Det er det, der bliver stemt om i dag, når colombianerne skal sige ja eller nej til den fredsaftale, som den colombianske præsident Juan Manuel Santos har brugt 4 år på at forhandle på plads med FARC.

Krigen slutter i dag

I mandags blev fredsaftalen skrevet under ved en højtidelig ceremoni i den historiske by Cartagena.

Statsledere fra hele Latinamerika, FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, den amerikanske udenrigsminister John Kerry – alle klædt helt i hvidt - var til stede for at understrege, hvor vigtig den her aftale er.

De så præsident Juan Manuel Santos og FARC’s øverste kommandant, Timochenko, skrive under på aftalen, der en gang for alle skal sætte punktum for en af de længstvarende krige i verden.

- Krigen slutter i dag, sagde Santos, og Ban Ki-moon lagde i sin tale vægt på, at fredsaftalen også skal tjene som eksempel for andre lande i verden, hvor krig og terror præger livet.

Men alt dét kan kastes på jorden i dag - hvis de colombianske vælgere vender aftalen og deres præsident ryggen.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, taler under underskrivelsesceremonien den 26. september. (Foto: MAURICIO DUENAS CASTANEDA © Scanpix)

Stærke kræfter arbejder for nej

Meningsmålingerne tyder dog på et klart ja – og det vil komme bag på de fleste, hvis colombianerne virkelig vælger freden fra.

Men helt frem til afstemningen er der stærke kræfter i Colombia, der arbejder benhårdt for et nej. Ikke mindst den mest konservative del af højrefløjen, anført af landets gamle generaler og den tidligere præsident Alvaro Uribe.

De opfatter stadig FARC som en terrorgruppe og har på ingen måde lyst til at se deres dødsfjender blive stuerene med ét slag.

Et af de mest kontroversielle punkter i aftalen er nemlig amnesti til de FARC-folk, der sidder i colombianske fængsler dømt for mord og terror og også frit lejde til de FARC ledere, der stadig er på fri fod, men som i princippet er eftersøgt for krigsforbrydelser.

Skal man med et trylleslag slå en streg over de forbrydelser? Ikke hvis det står til Uribe og hans folk. Egentlig er der også en del af den colombianske hærs topfolk, der er mistænkt for krigsforbrydelser, men det fylder sjovt nok mindre i debatten på højrefløjen.

Colombiansk Brexit

Uribe og hans folk udgør trods alt et mindretal i Colombia, men politiske kommentatorer i Colombia har nævnt muligheden for et colombiansk Brexit.

Altså i den forstand at især nej-fløjen får mobiliseret deres vælgere på valgdagen, mens flere potentielle ja-stemmer bliver hjemme i forventning om, at det hele nok går uden deres stemme.

De sammenligner også med det engelske Brexit i forhold til, at nogle ja-sigere måske nok ønsker fred, men ikke synes aftalen med FARC er god nok. De vil have aftalen genforhandlet.

Men her har præsident Juan Manuel Santos været meget klar i udmeldingerne, siden aftalen faldt på plads: Der bliver ikke nogen genforhandling. Det er ”take it or leave it” - nu eller aldrig.

Ingen fremtid for den væbnede kamp

Når det alligevel ender med et ja til fredsaftalen søndag – formentligt – er det naturligvis fordi colombianerne er virkelig trætte af den krig, der har virket uendelig lang og uden udsigt til, at FARC skulle have en chance for at opnå den sociale revolution, som var udgangspunktet for at fattige bønder greb til våben og udviklede sig til en hær.

Det er den anerkendelse FARCs ledelse også er kommet frem til.

FARC står svækket i forhold til for 10-20 år siden, og der er simpelthen ingen udsigt til, at den væbnede kamp kan ændre noget som helst i Colombia. Det stadig er et meget ulige land med en absurd rig elite og en kæmpe befolkningsgruppe, der lever i ekstrem fattigdom.

FARC siger at den sociale kamp fortsætter – men nu med et forsøg på at omdanne den væbnede bevægelse til et almindeligt politisk parti.

Derfor er en central del af fredsaftalen også en garanti til FARC om politisk indflydelse – der er simpelthen i en overgangsperiode garanteret pladser til FARC i det colombianske parlament. Efter denne periode skal de så vælges ind på lige fod med andre politiske partier i Colombia.

Store udfordringer venter

I aften ved vi om colombianerne siger ja til freden og lægger 52 års had på hylden.

Sker det begynder processen med at få FARC soldaterne tilbage fra et liv i junglen til et almindeligt civilt liv.

Tusindvis af våben skal afleveres og destrueres. Og det sværeste af alt: colombianere på begge sider af konflikten skal forsøge at tilgive modparten.

Med andre ord: Der venter kæmpe udfordringer også ved et ja til fredsaftalen, men det vil være et historisk skridt for Colombia på vejen til et liv uden krig. Et Colombia uden had.

Facebook
Twitter