I dag vil Demokraterne kræve Trump dømt ved en rigsretssag. Og flere republikanere bakker dem op

Trump kan blive den første præsident, der bliver stillet for en rigsret to gange.

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus skal i dag stemme om, hvorvidt Trump skal stilles for en rigsret - igen. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Ingen amerikansk præsident er nogensinde blevet stillet for en rigsret hele to gange i løbet af deres præsidentperiode.

Det kan den siddende præsident, Donald Trump, meget vel blive den første til i dag.

Det afgør medlemmerne af Repræsentanternes Hus senere i dag, og da Demokraterne har flertal, vil det med stor sandsynlighed blive et ja.

Hvad er Trump anklaget for?

I det anklageskrift, som Demokraterne har fremsat, anklager de blandt andet Donald Trump for at “tilskynde til oprør” i forbindelse med stormen på Kongressen onsdag 6. januar. Angrebet har kostet fem personer livet, heriblandt en politibetjent, der var ansat i Kongressens politikorps.

Det gjorde Trump ifølge anklageskriftet under sin tale samme dag, hvor han kom med følgende opfordring til sine tilhørere foran Det Hvide Hus:

- Hvis I ikke kæmper som ind i helvede, så kommer I ikke til at have et land længere, lød det i Trumps tale, hvor han opfordrede tilhørerne til at gå mod Kongressen.

Også Trumps gentagne, udokumenterede påstande om, at valghandlingen i november 2020 var præget af omfattende valgfusk bliver nævnt i anklagen. Det samme gør hans påstande om, at han er den retmæssige vinder, og opfordringen om at "finde" flere stemmer i delstaten Georgia.

- Præsident Trump har bragt landet og dets institutioner i alvorlig fare. Han har truet det demokratiske systems integritet og blandet sig i den fredelige magtoverdragelse, står der blandt andet i anklageskriftet.

Præsidenten beskyldte i onsdags endnu engang Demokraterne for at have snydt ved præsidentvalget. "Vi finder os ikke i det mere", lød det blandt andet:

Hvem skal stemme?

Det er de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus, der i dag skal stemme. 222 af medlemmerne er demokrater, mens 211 er republikanere (to pladser er stadig ubesat).

218 demokratiske medlemmer har allerede sagt, at de vil stemme for at indlede en rigsretssag mod Trump, så forslaget ventes derfor at blive vedtaget i dag.

Et fremtrædende republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, Liz Cheney, har meldt sig klar til at stemme for en rigsretssag mod præsidenten. Liz Cheney er datter til den tidligere vicepræsident Dick Cheney og er nummer tre i Republikanernes rangfølge i Repræsentanternes Hus.

Hun mener, at Trump kunne have standset optøjerne, men i stedet "tilkaldte pøblen og antændte bålet" i forbindelse med sidste uges angreb på den amerikanske kongres. Også Cheneys partifæller John Katko og Adam Kinzinger har meldt ud, at de vil stemme for en rigsretssag.

Tidligt i morges valgte 223 medlemmer af Repræsentanternes Hus - 222 demokrater og en enkelt republikaner - ligeledes at stemme for en resolution, der opfordrer vicepræsident Mike Pence til at gøre brug af det 25. forfatningstillæg for at fjerne præsident Trump fra posten - noget Pence afviser.

Republikaneren Adam Kinzinger støttede Demokraternes resolution:

Hvis der som ventet er flertal i Repræsentanternes Hus for en rigsretssag, så skal den herefter til afstemning i Kongressens andet kammer, Senatet, hvor de 100 medlemmer fungerer som et nævningeting i sagen.

For at blive dømt skal to ud af tre medlemmer af Senatet, altså 67 senatorer, stemme for. Efter valget har begge partier 50 medlemmer af Senatet, og derfor skal mindst 17 republikanere gå imod Trump, hvis den afgående præsident skal dømmes.

Det er uvist, hvornår Senatet skal stemme i rigsretssagen. Ifølge den republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, kan rigsretssagen først begynde i Senatet 19. januar, da kammeret holder pause indtil da.

Ifølge Reuters undersøger den demokratiske mindretalsleder, Chuck Schumer, om han kan få Senatet til at mødes inden.

Hvad betyder det, hvis Trump kendes skyldig?

Det er svært at nå at fjerne Donald Trump fra præsidentposten, inden han alligevel forlader Det Hvide Hus om bare en uge.

Hvis Trump stilles for en rigsret og dømmes skyldig i Senatet, vil forsamlingen kunne forbyde ham i at stille op til et politisk embede igen, og han vil derfor ikke kunne stille op til præsidentvalget i 2024.

I et brev til den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, skriver Mike Pence, at det vil skabe "en frygtelig præcedens", hvis man afsætter Trump før tid. (Foto: ERIN SCHAFF © Scanpix)

Demokraterne har som sagt allerede forsøgt at få væltet Trump ved at kræve, at vicepræsident Mike Pence bruger forfatningens 25. tilføjelse til at afsætte præsidenten, og efter Pences afvisning er der nu lagt op til, at Repræsentanternes Hus i dag sætter gang i en historisk anden rigsretssag.

Hvis Repræsentanternes Hus stemmer for at stille Trump for en rigsretssag i dag, vil det være første gang i historien, at en præsident stilles for en rigsret to gange. Der er ingen grænser for, hvor mange gange en præsident kan stilles for en rigsret.

Hvad siger Demokraterne?

Det er de ledende demokrater i Kongressen, der står bag forslaget om at stille Trump for en rigsret, og de håber selvsagt, at han vil blive dømt skyldig i Senatet.

- For at beskytte vores forfatning og vores demokrati vil vi handle hurtigt, fordi denne præsident udgør en overhængende trussel mod begge dele, skrev Nancy Pelosi, demokratisk formand for Repræsentanternes Hus, søndag til sine kolleger ifølge nyhedsbureauet AP.

Ikke alle demokrater støtter en rigsretssag, da de frygter, at det kan forsinke arbejdet med at sammensætte Joe Bidens regering, der skal godkendes af Senatet.

Nogle demokrater - herunder James Clyburn, som er et indflydelsesrigt medlem af Repræsentanternes Hus - har åbnet op for muligheden for at rejse anklager mod Donald Trump, men først sende dem videre til senatet tre måneder senere, så Joe Biden kan få arbejdsro i sine første 100 dage som præsident.

Hvad siger Republikanerne?

Flere republikanske medlemmer af Senatet i Kongressen siger, at de overvejer at stemme for at dømme Trump skyldig i en eventuel rigsret.

Blandt andre Ben Sasse, der er republikansk senator fra Nebraska.

- Det, Trump gjorde, var ondsindet, sagde Sasse fredag.

Den republikanske senator fra Alaska, Lisa Murkowski, har opfordret Trump til at trække sig med det samme. Det samme har senator Pat Toomey fra Pennsylvania.

Lisa Murkowski har truet med at forlade det Republikanske Parti på grund af præsident Trump. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

I skrivende stund har fem republikanere fra Repræsentanternes Hus varslet, at de vil gå imod Trump, mens deres kollega kongresmedlem Peter Meijer fra Michigan, siger, at han "stærkt overvejer" at stemme for.

Ifølge Roy Blunt, senator fra Missouri, er der dog ikke tid til at få Trump stillet for og dømt i en rigsret. Ifølge Lindsey Graham, senator fra South Carolina og indtil for nylig en af Trumps tro allierede, vil det gøre mere skade end gavn, hvis Trump stilles for en rigsret.

- Jeg er overbevist om, at en rigsret vil splitte nationen yderligere og erodere præsidentembedet som instution, skrev Graham på Twitter.

Hvad siger Trump selv?

Trump var ikke overraskende aldeles utilfreds med at få endnu en rigsretssag på nakken.

- Det er en fortsættelse af den største heksejagt i politisk historie. Det er komplet latterligt. Denne rigsretssag vil skabe en voldsom vrede, sagde Trump i går på vej til den mexicanske grænse.

- Det, som Nancy Pelosi og Chuck Schumer har gang i, er meget farligt for vores land. Og det skaber stor vrede. Jeg vil ikke have nogen vold, lød kommentaren fra Trump.

Han mener ikke, at han i sin tale opfordrede til oprør.

- Hvis du læser min tale, og det har mange gjort, har jeg set både i aviser og på tv. Den er blevet analyseret, og folk synes, at det, jeg sagde, var helt passende, sagde Trump.

Hvad handlede Trumps første rigsretssag om?

I december 2019 stemte et flertal i Repræsentanternes Hus for at stille Donald Trump for en rigsret, da de anklagede ham for at have misbrugt sit embede som præsident og for at forhindre Kongressen i at udføre sit arbejde.

Ifølge anklageskriftet havde Trump tilbageholdt midler til Ukraine i forsøget på at afkræve skadelige informationer om sin kommende modkandidat til præsidentvalget sidste år.

Trump blev frikendt i Senatet 5. februar 2020, hvor 52 sentatorer stemte "ikke skyldig". 48 senatorer stemte for at erklære Trump skyldig, heriblandt den republikanske senator fra Utah, Mitt Romney.

Få et overblik over den første rigsretssag her:

Opdatering: Det fremgik tidligere, at republikaneren Peter Meijer var senator i Michigan. Det er ikke korrekt. Han er medlem af Repræsentanternes Hus.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter