I Florida gør man skaderne op, mens orkanen Ian samler nye kræfter

Ian forventes at ramme South Carolina fredag.

Indbyggere inspicerer skaderne på havnen i Fort Myers i Florida, hvor orkanen Ian i går hærgede. (Foto: © GIORGIO VIERA, Ritzau Scanpix)

Det er dagen derpå i Florida, hvor orkanen Ian i onsdag aften gik i land.

Her er ødelæggelserne enorme ovenpå den fjerdemest voldsomme orkan, der nogensinde er målt i Florida.

- Der tegner sig et katastrofalt billede i Florida med voldsomme ødelæggelser, siger Lillian Gjerulf Kretz, der er DR's korrespondent i USA.

- Over 2,5 millioner mennesker er uden strøm, der er meterhøje oversvømmelser, og redningsaktioner er lige nu i gang med at evakuere folk, der har søgt tilflugt på deres loft, efter deres huse næsten er blevet opslugte af de voldsomme vandmasser, siger hun.

  • I Fort Myers blev der målt den kraftigste vind under orkanen. Her er både blevet skyllet langt op på kajen af det voldsomme vejr. (Foto: © TANNEN MAURY, Ritzau Scanpix)
  • Ian er den fjerdemest voldsomme orkan i Florida nogensinde. (Foto: © TANNEN MAURY, Ritzau Scanpix)
  • Orkanen er nu løjet af og ventes at ramme delstaten South Carolina fredag, dog med mindre styrke end i Florida. (Foto: © JOSEPH AGCOILI, Ritzau Scanpix)
  • I Orlando er Lake Eola gået over sine bredder og har skabt store oversvømmelser. (Foto: © GARY BOGDON, Ritzau Scanpix)
  • Et skilt i Bartow har måttet bøje sig for den kraftige vind og regn, som Ian førte med sig. (Foto: © GERARDO MORA, Ritzau Scanpix)
  • I Forida gør man i dag skaderne op og håber på, at der ikke er mere regn på vej. (Foto: © Joe Raedle, Ritzau Scanpix)
1 / 6

Orkanen er løjet af og er nu en tropisk storm, der nu ligger ud fra kysten øst for Florida. Den vil i løbet af det kommende døgn tage til i styrke, og ventes at ramme South Carolina som en kategori-1 orkan i løbet af i fredag.

Det fortæller DR's vejrvært Anders Brandt:

- Mange steder i Florida er der faldet over 300 millimeter regn det seneste døgn, og der er slået flere nedbørsrekorder for 24 timers nedbør.

Mest regn er der faldet i Grove City vest for Fort Myers. Her har man på 24 timer fået 533 millimeter regn – i gennemsnit 22 millimeter i timen i et helt døgn.

Et inferno af tordenvejr

Orkanen passerede Cuba som en kategori-3 orkan tirsdag og bevægede sig herefter ud over det varme havvand over den Mexicanske Golf, hvor den pustede sig op og intensiveredes voldsomt, fortæller Anders Brandt:

- Da den ramte Florida, lå orkanen i den høje ende af kategori-4, tæt på kategori-5.

Omkring en orkan er der store bånd af tordenvejr, og inde tæt på orkanens øje er der helt vindstille. Men lige omkring øjet finder man den såkaldte "øjemur", og det er her, man ser det allervoldsomste vejr.

Radarbillede fra da orkanen Ian i går nåede Floridas kyst. (© NOAA)

- Omkring Ians øjemur har der været et inferno af vinde af orkanstyrke og kraftige tordenbyger. I en diameter på omkring 100 kilometer har det virkelig været voldsomt, og vejrstationer i Fort Myers har her fanget vindstød på 63 meter i sekundet, siger Anders Brandt.

Til sammenligning er det højeste vindstød nogensinde målt i Danmark 53,5 meter i sekundet. Det blev målt under stormen Allan i 2013.

Ifølge Lillan Gjerulf Kretz har man endnu ikke det fulde billede overblik over situationen i Florida.

- Millioner af mennesker har været under evakueringsordre, men ikke alle har fulgt de ordrer, og derfor ved man ikke, hvor mange der er blevet fanget i det her voldsomme vejr, siger hun.

- Lige nu handler det om at få et overblik over omfanget af ødelæggelserne. Selvom vindstyrken er aftaget i Florida, så frygter man stadig voldsomme mængder regn.