I Israel er hver femte nu fuldt vaccineret: ’Det går enormt nemt’

Israel vaccinerer i rekordfart mod covid-19. Men vaccineprogrammet møder også kritik.

Danske Anne-Lise Cohen er på vej mod vaccinationsklinikken for at få sin anden dosis af Pfizers vaccine mod covid-19.

Havde hun boet i Danmark, skulle hun som 60-årig vente flere måneder på at få bare første stik.

Men fordi hun bor i Israel, hvor alle over 35 år nu kan blive vaccineret, har hun for længst fået første stik uden problemer.

- Det var enormt nemt. Tidsbestillingen var klaret på en enkelt telefonsamtale, og der var ingen kø ved vaccinationen. Det hele gik meget glat, siger Anne-Lise Cohen, der er israelsk gift.

En tredjedel af Israels befolkning har nu fået første stik, mens en femtedel har fået begge doser. Og vaccinerne virker, viser de foreløbige erfaringer fra Israel.

Kun 0,04 procent af de israelere, som har fået begge doser, er efterfølgende blevet testet positive for covid-19.

Men vaccineprogrammet møder også kritik.

Bosættere vaccineres, men ikke naboerne

For mens Israel vaccinerer over 100.000 om dagen inden for landets grænser, må palæstinensere på det besatte Vestbredden kigge langt efter corona-vacciner.

Her har det israelske sundhedssystem siden december vaccineret jødiske bosættere, mens deres palæstinensiske naboer endnu ikke har adgang til vacciner.

- Intet kan retfærdiggøre dagens virkelighed i dele af Vestbredden, hvor folk på den ene side af gaden får vacciner, mens dem på den anden side ikke får, ud fra om de er jødiske eller palæstinensiske, siger Omar Shakir fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Israel afviser kritikken og holder fast i, at palæstinenserne selv har ansvaret for at skaffe vacciner.

Men efter kritikken har landet sendt 5.000 vacciner til Vestbredden, hvilket dog ikke rækker langt med områdets 2,7 millioner indbyggere.

Og så er der hele spørgsmålet om, hvordan det overhovedet er lykkedes Israel at skaffe så mange vacciner.

Penge og data for vacciner

Ifølge oplysninger lækket til israelske medier, betaler Israel over 50 procent mere per vaccine end lande som Danmark.

Desuden er den israelske regering gået med til at udveksle sundhedsdata med medicinalfirmaerne, som på den måde får vigtig – og værdifuld – viden om, hvor effektive vaccinerne er.

Den del af aftalen har også vakt kritik. En kritik, som dog er mindsket efter, at regeringen har lovet, at al data vil være anonymiseret.

- Jeg var bekymret, da jeg hørte om aftalen først, men efter at detaljerne er kommet frem, virker det til, at private oplysninger er beskyttet i en rimelig grad. Det lader til, at risikoen for at private, følsomme oplysninger bliver lækket er lille, siger Eran Toch, der er lektor på Tel Aviv Universitet og medlem af Rådet for Beskyttelse af Privatliv i Israel.

Mens der har været en del fokus på den israelske premierminister Benjamin Netanyahus opkald til medicinaldirektører under vaccine-forhandlingerne, så mener Eran Toch, at det først og fremmest er Israels løfter til vaccineproducenterne, der har sikret landet det store antal vacciner.

- Det handler ikke om, at Netanyahu har lavet et par personlige opkald. Det handler om, at Israel har et effektivt sundhedssystem, som hurtigt kan distribuere vaccinerne og efterfølgende analysere data. Det har medicinalfirmaerne kunnet se en stor fordel i, siger han.

Israel som vaccine-reklame

På den måde kan medicinalfirmaer som Moderna og Pfizer hurtigt få data fra en stor befolkningsgruppe – og virker vaccinerne som forventet, kan de bruge Israel som reklamesøjle for andre lande, der skal vælge mellem de efterhånden adskillige vacciner på markedet.

Og udrulningen af vaccinerne er effektiv i Israel.

På klinikken, hvor Anne-Lise Cohen skal have sit andet stik, er der stort set ingen kø.

Vaccinationsstedet er ét af over 300 steder i Israel, hvor israelere kan blive vaccineret.

- Vi vaccinerer 2.000 om dagen og fik klinikken op at køre på 48 timer, så det er gået stærkt. I Israel er vi vant til at klare os igennem kriser, så det har hjulpet os i den her situation, siger Debbie Stern, der er leder af vaccinationscenteret.

Anne-Lise Cohen er som de fleste andre i Israel, DR har talt med, heller ikke specielt bekymret for, at medicinalfirmaerne får udleveret sundhedsdata fra landet.

- Det er jo ikke private oplysninger om mig, men kun om eventuelle bivirkninger af vaccinen. Så hvis det kan hjælpe er det fint med mig, siger hun.

Efter en kort ventetid får hun sit stik i den ene arm.

- Jeg er glad. Det gik hurtigt og gjorde ikke ondt eller noget. Der er ingen kø, og man kommer til med det samme. Det fungerer bare, siger hun.

Lukket land trods vaccinerekord

Stikket betyder dog ikke fuld frihed for hende endnu.

For selvom Israel sætter rekord i vaccinehastighed, er antallet af smittede og indlagte stadig højt, specielt blandt de mest konservative ultra-ortodokse jøder, som kritiseres for ikke at overholde corona-restriktionerne.

Så sent som søndag deltog tusinder af ultra-ortodokse jøder i en kæmpe begravelse for en rabbiner i Jerusalem. Uden at holde afstand.

Selvom antallet af covid-19-patienter ventes at falde de kommende uger på grund af vaccinerne, besluttede den israelske regering da også søndag at forlænge landets hårde nedlukning i fem dage.

Men med en femtedel af befolkningen vaccineret er der trods alt lys for enden af corona-tunellen.

Og som fuldt vaccineret håber Anne-Lise Cohen, at dagligdagen snart vender tilbage.

- Jeg glæder mig til at se min familie og børnebørn og kan mødes med vennerne igen. Det er en lettelse, at vi er kommet så langt, at vi kan få stik nummer to og kan ånde lidt lettet op.

Facebook
Twitter