I Los Angeles maler de vejene hvide for at spare på energien

Nyt klimatiltag kan sænke temperaturen i en hel by.

Hvide veje er vejen frem, hvis man vil skåne miljøet. (Foto: GuardTop)

Mange snakker om, hvilke tiltag der kan indføres for at bremse de igangværende klimaændringer.

Nogle skruer ned for deres kødforbrug, andre begrænser deres flyrejser.

Men i den californiske storby Los Angeles i USA har de nu fundet frem til en mere alternativ måde at hjælpe klimaet på. Det skriver CBS News.

Firmaet GuardTop har fundet på en måde, man kan holde temperaturen nede på gaderne og dermed også de omkringliggende områder.

Teknikken hedder CoolSeal og består i at belægge asfalten med et hvidt lag, så solens stråler bliver reflekteret tilbage i stedet for at blive absorberet.

Hvide gader har mange fordele

Sort asfalt absorberer 80-95 procent af solens stråler. Det betyder, at når lufttemperaturen viser 37 grader, kan vejenes temperatur ligge helt oppe på 65 grader. Fænomenet kaldes "urban heat island effect".

Gaderne med den hvide belægning er i gennemsnit 21 grader køligere end vejene uden belægning.

Når temperaturen falder i et større område, betyder det, at bygninger ikke behøver at bruge lige så meget energi på for eksempel aircondition. Den energi, der bliver sparet, svarer til den energi, man om aftenen skal bruge på gadebelysning.

Køligere temperaturer nedsætter også risikoen for varmerelaterede sygdomme som hedeslag, og det nedsætter folks vandforbrug.

Belægningen er dog ikke billig. Virksomheden kræver over 250.000 kroner for hver mil (1,6 kilometer) vej, der skal males.

Los Angeles, som så mange andre storbyer, har utroligt mange tusinder kilometer veje. Men fortalere mener altså, at CoolSeal er investeringen værd, når man tænker på hvor meget energi, der kan spares.

Facebook
Twitter