I ly af krisen: Højrenationalismen breder sig i Europa

Læs Thomas Ubbesens beretning fra en reportagerejse gennem Ungarn, Serbien og Grækenland, hvor han har mødt de stadigt flere, der, på grund af krisen, er blevet højreekstremistiske.

Læs Thomas Ubbesens beretning fra en reportagerejse gennem Ungarn, Serbien og Grækenland, hvor han har mødt de stadigt flere, der, på grund af krisen, er blevet højreekstremistiske. Se også Horisont mandag kl. 21.55 på DR1. (© DR)

Lige siden jeg i juni 1999 trådte ind i resterne af et albansk hus i landsbyen Biztrashin i Kosovo og fandt liget af en gammel mand (muslim) - en måske 90-årig mand skudt gennem hovedet, slængt væk på gulvet mellem ødelagt inventar - lige siden dengang har jeg undret mig over, hvad det er, der får mennesker til at tro, at de kan forbedre verden ved at påføre andre lidelse og død.

Unge (kristne) mænd er gået ind ad den dør, har råbt og skreget og kommanderet omkring. Den gamle har forsøgt at berolige dem. De har skudt ham med et enkelt skud, nakket ham … fordi verden i deres på det tidspunkt sikkert overophedede bevidstheder ville være et bedre sted uden sådan en 90-årig mand.

Fordi de må have forestillet sig, at dette mord blandt mange tusinder var et lille, bitte skridt i den rigtige retning hen imod et land, en verden, befriet for den forkerte slags mennesker.

Krisen avler højrenationalister

Vi har været på reportagerejse ti dage ned gennem Ungarn, Serbien og Grækenland for at møde nogle af de mange, de stadigt flere, der på grund af krisen, eller hvad det er, er gået planken ud politisk og blevet det, de selv for det meste kalder "højrenationalister".

Folk, der i rasende grad elsker deres fædreland så meget, at de alle - jeg forstår ikke helt hvorfor det skal være nødvendigt - antager symboler, argumentationer og attituder, der er meget, meget nært beslægtet med nazisternes i 1920'erne og 1930'erne - dengang der også var krise i Europa.

Vi fandt mange af dem i alle landene.

Usle landsbytabere med små fedtede grin og enkle men brutale forslag til, hvordan landets problemer skal løses.

Unge mænd i sorte sweathirts med runer, med skaldede pander og muskler pumpet op på anabolske steroider, med mord i øjnene.

En familiefar (kristen) med tre små piger, der går på gaden hver aften for at tæske immigranter til blods. Hver aften og med stolthed.

Ældre mænd, tilbedt af de yngre, der har set lyset, der forklarer dem og os, hvilke skånselsløse men nødvendige midler, der skal til for at bringe landet tilbage til dengang, der var orden, hygge, sammenhæng, respekt for autoritet, kærlighed til fædrelandet, til kirken, til muskelkraft og til mandige dyder.

Nå, vi har mødt dem i de tre lande - kunne sagtens have fundet mange flere i andre europæiske lande - og de viser sig at være en del forskellige, uanset det der fælles med nazi-sværmeriet. Nogle er imod globaliseringen. Nogle imod USA, EU og FN. Nogle hader det moderne. Nogle mener, at en ny frelser - Putin - er opstået i øst.

Men fælles for dem er, at de mener vejen til national lykke går gennem udryddelse eller i det mindste fordrivelse af bestemte andre mennesker. Kun gennem andres lidelse kan nationen vende tilbage til det patriarkalske lykkeland, der var engang, og som det bør blive igen.

De onde: jøder, romaer og homoer

Der er en vis uenighed om hvem de andre, dem der skal lide, er. Nogle mener det især er jøderne. Andre peger på immigranterne. En hel del højrenationale hader indbyggerne i samtlige nabolande og mener, at deres egen lykke kun kan opnås, hvis de - naboerne - får en meget blodig lærestreg en gang for alle.

Romaerne skal helt sikkert "væk", mener mange - men mærkeligt nok ikke alle højrenationale.

Alle vi taler med er enige om, at de homoseksuelles skamløse udfoldelser er et gigantisk problem, der ødelægger og forurener samfundet og på en eller anden måde forhindrer dem - de højrenationale - i at blive bare nogenlunde lykkelige.

Stor lidelse ville ubetinget være meget sundt for de alt for frække homoer, mener man. En af de forventelige erfaringer fra denne her rejse i tre europæiske lande er, at krisen, den forfærdelige, samfundsødelæggende, umenneskelige krise, nærer de højrenationale og nazisternes fremgang.

Det er ingen tvivl om, at Gyldent Daggrys lynvækst i Grækenland, og Jobbiks ditto i Ungarn, hænger direkte sammen med, at der ikke er arbejde at få, at det politiske establishment og dermed demokratiet tilsyneladende har spillet fallit, at hverken EU eller nogen anden institution eller politik synes at kunne anvise en udvej, eller skabe håb om en bedre fremtid.

Krisen med dens arbejdsløshed og almindelige desperation har indlysende paraleller til Europas sorteste mareridt i 1930'erne. Nazister marcherer faktisk igen, hadet til "de andre" er gået fra at simre til at koge.

En dybere understrøm

Men der er også en dybere understrøm, som vi på denne rejse så det i Serbien, hvor kristne banker bøsser og muslimer. Som vi oplever det i store dele af Mellemøsten, hvor muslimer sprænger sig selv ihjel for at dræbe - især - andre muslimer. Som vi hører fra Afghanistan og omegn, hvor mænd myrder og maltrakterer piger og kvinder: Alt sammen for "det godes skyld".

Fordi det åbenbart er så nærliggende i den menneskelige psyke, at hvis bare nogle andre - en 90-årig ved vejs ende i Kosovo, en læreivrig 13-årig pige i Pakistan, en håbløs roma i Ungarn - kunne påføres betydelig lidelse, eller simpelthen skaffes endegyldigt af vejen, så ville alt blive godt. For nationen. For os alle. For mig selv.

Se Horisont i morgen kl. 21.55 på DR1.

Facebook
Twitter