I New Delhi er luften så forurenet, at fly aflyses og folk kører galt

Seks mennesker har mistet livet siden massiv luftforurening har indhyllet den indiske millionby i et tykt røgslør.

Rekordlave temperaturer og en alvorlig luftforurening.

Det er virkeligheden mange steder i Indien lige nu. Og det er langt fra en god kombination.

Flere steder - blandt andet i hovedstaden New Delhi - er luften lige nu så grå og tæt, at fly bliver aflyst i massevis, og mange har store problemer med at navigere i trafikken.

Seks mennesker har ifølge nyhedsbureauet Press Trust of India mistet livet, fordi de på grund af dårlig sigtbarhed kom til at køre af en vej og ende i en kanal. Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet.

- Indledende undersøgelser viser, at ulykken fandt sted på grund af tågen, siger en lokal politibetjent.

  • Sigtbarheden er flere steder så dårlig, at man kun kan se mellem 50-200 meter frem. (Foto: NARINDER NANU © Scanpix)
  • I hovedstaden New Delhi er sigtbarheden meget dårlig. (Foto: XAVIER GALIANA © Scanpix)
  • Seks mennesker har ifølge Press Trust of India mistet livet i trafikken grundet den dårlige sigtbarhed. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)
1 / 3

Ifølge Indiens Meteorologiske Institut er sigtbarheden flere steder reduceret til mellem 50-200 meter, og luftforureningen i millionbyen New Delhi er ti gange højere, end hvad Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har angivet som sikkert for mennesker.

Temperaturen i New Delhi er kun få grader over frysepunktet, og byen oplever nogle af de koldeste decemberdage i årevis. Det skriver Al-Jazeera.

Ifølge flere medier har temperaturen i byen flere steder været den laveste i over 100 år.

Varmeovne til dyr

Mindst 500 fly har været aflyst i dag på grund af den dårlige sigtbarhed.

Og i delstaten Assam har man i en zoologisk have sat varmeovne ind til flere af dyrene. De er nemlig ikke vant til at klare sig under så kolde forhold.

- Vi tager særlige metoder i brug for at holde især de gamle dyr varme, lød det ifølge AFP fra en ansat i Assam State Zoo tidligere på dagen.

  • Flere steder i Indien oplever man lige nu rekordlave temperaturer. (Foto: FAROOQ KHAN © Scanpix)
  • I nogle byer er temperaturen kun et par grader over frysepunktet. (Foto: XAVIER GALIANA © Scanpix)
1 / 2

Det er dog ikke alle, der har noget imod de kolde grader.

- Vi har det sjovt. Det kolde vejr generer os ikke, siger en turist.

Også nytårsdag bliver det gråt i gråt

Indiens Meteorologiske Institut udsendte lørdag en advarsel til indbyggerne i New Delhi på grund af det, instituttet kalder "en ekstrem vejrsituation".

Både kulden og den ekstragrå luft ventes ifølge vejrinstitutter at fortsætte nytårsdag.

Ifølge organisationen Greenpeace er 22 af verdens 30 mest forurenede byer i Indien. Indiens regering har iværksat en femårs plan, der skal reducere forureningen.

Tal fra WHO viser, at der på verdensplan dør syv millioner mennesker hvert år som følge af luftforurening.