I Polen er der 'LGBT-frie zoner', og homoseksuelle må ikke blive gift: 'Jeg følte ikke, jeg kunne være åben om min seksualitet'

Tomasz Jedrowski har både som privatperson og forfatter oplevet polakkernes splittede forhold til LGBT-personer. Men han har også mærket de fremskridt, der trods alt er sket i de seneste år.

(Foto: Luka Łukasiak/Vogue Polska.)

Tomasz Jedrowski var ikke mere end seks år gammel, da han for første gang blev kaldt 'pedal' - 'svans' – af nogle af de andre drenge.

Det var midt i sommerferien, og forældrene havde sendt ham og søsteren på en katolsk lejrskole hjemme i Polen. Selvom Tomasz Jedrowski til daglig boede i Tyskland, hvor han også var blevet født, kunne han tale flydende polsk. Men han vidste ikke, hvad lige netop 'pedal' betød. Blot at det ikke var noget godt.

Samtidig var der noget ved de lokale polske drenge, han skulle dele sovesal med, som var anderledes fra vennerne derhjemme.

- Jeg kunne fornemme, at de var meget mere voldsomme end dem, jeg kendte i Tyskland, og man skulle være en hård negl for at være med. De kunne omvendt mærke, at jeg var en følsom dreng, der ikke havde det godt. Jeg var vokset op med min søster og hendes veninder, og jeg følte mig bare ikke tilpas der, udelukkende omgivet af drenge, fortæller den i dag 34-årige Tomasz Jedrowski.

Skammen bed sig fast og hang ved i mange år. Og da han i løbet teenageårene indså, at han var homoseksuel, forsøgte han længe at undertrykke det, overbevist om at hans forældre ville blive vrede og skuffede, hvis de fandt ud af det.

Men Tomasz Jedrowski havde også en følelse af, at hans seksualitet ikke var forenelig med det Polen, som forældrene stammede fra, og som egentlig han burde kalde sit hjemland.

- Polen er et land, der er splittet mellem de traditionelle værdier og tolerance. Lige nu er det problematisk og kompliceret, når det kommer til LGBT+-rettigheder, og jeg kan nærmest kun se de kræfter, som driver splittelsen. På længere sigt håber jeg, at det bliver bedre. Men det kommer til at tage tid, siger Tomasz Jedrowski, der også som forfatter har mærket polakkernes ambivalente forhold til homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, der samler sig under LGBT+-paraplyen.

Forfatteren Tomasz Jedrowski har selv kæmpet med at forene sin seksualitet med det land, hele hans familie stammer fra. (© Pressefoto)

EU-bundplacering

Tidligere på året udkom hans debutroman, 'Swimming in the dark', som begejstrede de internationale anmeldere, heriblandt i aviserne The Guardian og The Evening Standard, der kaldte den 'bevægende' og 'elegant, uimodståelig og fuld af melankolsk skønhed'.

'Swimming in the dark' er blevet kaldt en polsk pendant til 'Call me by your name' af O, The Oprah Magazine. (© Bloomsbury)

Den foregår i begyndelsen af 1980’erne, i det kommunistiske Polen, og handler om den 22-årige, lettere ængstelige universitetsstuderende Ludwik, der på en obligatorisk sommerarbejdslejr forelsker sig i den smukke og sorgløse Janusz.

Homoseksualitet bliver dog hverken talt om eller tolereret i det lukkede diktatur, hvor den katolske kirke også styrer, og derfor må de skjule deres kærlighed for den omverden, som forsøger at holde øje med alt.

Sådan er det på sin vis stadigvæk, selvom muren, der kløvede Europa i to og i årtier holdt polakkerne i et ideologisk jerngreb, for længst er blevet revet ned. Polen er nemlig det EU-land, hvor LGBT-personer ifølge menneskerettighedsorganisationen ILGA-Europe har det værst, når det kommer til rettigheder og ligestilling.

Det er hverken tilladt for homoseksuelle at blive gift eller indgå registrerede partnerskaber. Omkring en tredjedel af landets kommuner er selverklærede 'LGBT-frie zoner'. Og ifølge en undersøgelse fra 'Kampagnen mod homofobi' har 12 procent af de polakker, der ikke identificerer sig som heteroseksuelle, været udsat for fysisk vold.

Samtidig tordner landets præsident, den nationalkonservative Andrzej Duda, mod det, som han betegner som 'LGBT-ideologien' – et tankesæt, der ifølge toppolitikeren er væltet ind over landet fra Vesten, og som er mere farlig for den polske sjæl end den kommunistiske ideologi, der tyngede landet i årtier.

Polens præsident, der er allieret med landets store regeringsparti, PiS, langede i sommer ud mod 'LGBT-ideologien':

'Polen A' og 'Polen B'

For Tomasz Jedrowski findes der to udgaver af Polen: Et 'Polen A' og et 'Polen B'.

Det oplevede han, da han for nogle år siden slog sig ned i Warszawa for at skrive sin roman og forsone sig med det land, han i årenes løb havde bevæget sig længere og længere væk fra.

Hvor 'Polen A' er centreret omkring de store byer, findes 'Polen B' først og fremmest ude på landet. Og hvor A-udgaven er moderne, pro-europæisk og del af det globale mindset, holder B-versionen fast i de gamle værdier og traditioner, ikke mindst katolicismen, som stadigvæk står stærkt i Polen.

- Når man går rundt i Warszawa, føles Polen som et moderne land, der er nået langt siden begyndelsen af halvfemserne. Og det er der også. Bare ikke for alle. For når man kommer til de små byer ude mod øst, indser man, at det ikke er så lang tid siden igen, at muren faldt, siger Tomasz Jedrowski og fortsætter:

- Alle folk her har ikke nydt godt af de store fremskridt, der er sket, og der er virkelig en gabende kløft mellem de to Polen'er. Mange er frustrerede og dårligt stillede, og deres frygt og uvidenhed er blevet udnyttet af nogle af politikerne. De traditionelle værdier er fundamentet for deres identitet, og de definerer sig i opposition til de eliter i de store byer, som de ser som grådige og forsømmelige. Og på en måde har de også ret, forklarer han.

Brug for forståelse

Det er også i 'Polen B', at Tomasz Jedrowski er stødt på den "hårde maskulinitet", som han oplevede på sommerlejrskolen for næsten 30 år siden. Men det er ikke ensbetydende med, at alle nødvendigvis er "indædte homofober", understreger han.

Mange har bare aldrig mødt åbne LGBT-personer, selvom homoseksualitet blev afkriminaliseret i Polen i 1932 - et år før, det blev lovligt at være bøsse i Danmark.

- Vi har altid befundet os i periferien, og hvis vi er blevet nævnt, har det ofte været som en eftertanke eller som en punchline i en joke. Og man har bestemt aldrig diskuteret, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, siger han.

En af pointerne i 'Swimming in the dark' er, at undertrykkelse ikke kun er noget, der kommer udefra.

- Den største rædsel kommer fra den selvcensur, som karaktererne udøver. Og den frygt, de føler deraf, forklarer Tomasz Jedrowski.

I sommer besøgte DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter, en af de såkaldte LGBT-frie zoner i Polen. Se indslaget her:

Må vælge side

Det oplevede han selv, da han boede i Warswaza sammen sin mand, som er franskmexicaner. Hvis han eksempelvis skulle hente en pakke til sin mand på posthuset, kunne han finde på at sige, at det bare var til en ven, når han nåede frem til skrænken.

- Det, jeg fandt mest undertrykkende, var selve følelsen af, at jeg ikke kunne være åben om min seksualitet. Det var bare ikke noget, man havde lyst til at efterprøve. Men jeg kunne få det så skidt, for hvorfor ville jeg ikke bare sige, at pakken var til min mand?

Men på et tidspunkt bliver man nødt til at vælge side, selvom det kan være hårdt, understreger han.

- Vil man være en del af forandringen eller ej?

Og det er netop her, at Tomasz Jedrowski trods den store polarisering ser positive fremskridt i disse år, for LGBT-personer har aldrig været så synlige i Polen som netop nu. Ham selv inklusiv.

- Det, vi oplever lige nu, er helt unikt, for jeg tror aldrig, at det har været et så stort emne i landet som nu, og det er opmuntrende. Der er folk, som kæmper og siger, at 'vi er trætte af det her', og 'vi vil have flere rettigheder'. Det kan godt være, at andre går til modangreb, men det gør de kun, fordi de taber terræn, siger han.

Brug for støtte

Da Tomasz Jedrowski deltog i sin første pride i Warszawa i 2014, føltes det mest af alt som et stort politisk statement.

- Der var moddemonstrationer, og politiet beskyttede os. Men da jeg deltog for to år siden, var den vokset utroligt meget og var blevet en kæmpe fest. Den var meget mere glædelig, og det føltes ikke længere som en dristig politisk handling. Det er stor fremgang.

Det samme var tilfældet i sommer, hvor polakkerne skulle vælge ny præsident. Her genvandt den nationalkonservative Andrzej Duda posten efter en valgkamp, hvor han havde LGBT-borgerne som skræmmebillede. Men det var ikke mange decimaler fra, at han var blevet besejret af den liberale og mere vestligt orienterede Rafal Trzaskowski, som selv gik med i priden i Warszawa sidste år.

Men hvis den udvikling skal fortsætte, kræver det også vedvarende og oprigtig støtte fra resten af Europa, mener Tomasz Jedrowski.

- Det er et spørgsmål om menneskerettigheder, og det er en på en måde en metafor for EU’s værdier. Hvis der er et medlemsland, der så åbenlyst krænker dem, truer det alle EU’s værdier. Værdier, som alle de andre medlemslande har kæmpet for, siger han.

  • En person træder på regnbueflaget, der er et symbol på LGBT+-bevægelsen, under en antidemonstration i Warszawa i august. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)
  • Ifølge den polske præsident, Andrzej Duda, er 'LGBT-bevægelsen' i strid med de polske værdier. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)
  • Her ses en flok anti-LGBT-aktivister under en protest tidligere på året. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)
  • Situationen i Polen har vakt opsigt i resten af Europa. Her ses en demonstrant i Bruxelles. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)
  • Der er ikke alle polske politikere, der bakker op om præsidentens og regeringspartiets hårde kurs over for LGBT-personer. Her ses en række parlamentarikere, der havde iklædt sig regnbuefarverne, da Andrzej Duda blev taget i ed som præsident i august. (Foto: LEWICA © Scanpix)
  • Fra EU's side er der pres på for, at den polske regering begynder at ændre kurs over for LGBT-personer. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)
  • Robert Biedron er den første homoseksuelle politiker, der er blevet valgt som borgmester i Polen. Nu sidder han i Europa-Parlamentet. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)
1 / 7

Du hører til i Polen

I februar udkom 'Swimming in the dark' på polsk, og Tomasz Jedrowski, der i dag bor en times kørsel fra Paris, var i den forbindelse fløjet tilbage til Warszawa for at deltage i lancering af romanen.

Det var i ugerne op til coronakrisens udbrud, så folk måtte stadigvæk forsamles, og en masse folk i alle aldre var mødt op til bogreceptionen. Men Tomasz Jedrowski var nervøs for, hvordan bogen ville blive taget imod. At historien om de to unge mænd, der forelsker sig under kommunismen, ville blive afvist.

Det skete ikke, og den hadbølge, han havde frygtet, udeblev.

- I stedet blev jeg mødt af positive reaktioner. Primært fra folk, der i forvejen var på min side, men det føltes som om, at der var et behov for bogen. Især blandt unge.

Da han under receptionen var i gang med at signere sin bog, kom en kvinde op til ham.

- Hun sagde, at jeg aldrig måtte lytte til dem, der sætter spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet hører til dette land. Jeg blev overrasket. Ikke så meget på grund af hendes venlighed, men fordi jeg indså, at jeg allerede var klar over det. Det havde jeg selv fundet ud af, siger Tomasz Jedrowski.

FacebookTwitter