I seks årtier har Cuba været styret af en Castro. Nu overtager yngre kræfter en økonomi i dyb krise

Den 89-årige Raul Castro har meddelt, at han trækker sig som leder af Cuba.

Cubas mangeårige leder Fidel Castro (tv) i 2011 med sin bror, Raul Castro (th), som overtog præsidentposten i 2008 (arkivfoto). (Foto: Desmond Boylan © Scanpix)

Da Fidel Castro tog magten i Cuba ved en revolution i 1959, havde han sin bror, Raul Castro, ved sin side.

I 2006, da Fidel fik en livstruende indre blødning, stod Raul der stadig og var klar til at videreføre familiens greb om landet.

Men nu er det slut.

I en tale fredag ved det cubanske kommunistpartis kongres i hovedstaden Havana bekræftede den 89-årige Raul Castro, at han trækker sig som førstesekretær for partiet og giver stafetten videre til yngre kræfter "fulde af passion og antiimperialistisk ånd".

Posten som førstesekretær er den højeste post, man kan have i Cuba. Sekretæren står også over landets præsident.

Dén post overdrog Raul Castro til sin loyale støtte Miguel Díaz-Canel i 2018.

Raul Castro på talerstolen i Havana fredag. (Foto: ARIEL LEY ROYERO © Scanpix)

- Jeg har en glødende tro på mine landsmænds styrke og eksemplariske karakter og forståelse, sagde Raul Castro i sin tale på partikongressen.

Forventningen er nu, at den 60-årige præsident, Miguel Díaz-Canel, også overtager posten som førstesekretær. Men Castro-klanen slipper ikke tøjlerne fuldstændigt.

- Så længe jeg lever, vil jeg være klar med min fod i stigbøjlen for at forsvare fædrelandet, revolutionen og socialismen, understregede Raul Castro i sin sidste tale som partisekretær.

Dybeste krise i årtier

Det er langtfra nogen taknemmelig opgave, som venter Cubas nye ledelse.

Et af Raul Castros store politiske projekter var en forbedring af forholdet til USA. Under præsident Barack Obama hævede amerikanerne nogle af de hårde sanktioner, som i årtier havde hæmmet Cubas økonomi.

Barack Obama og Raul Castro så baseball sammen i Havana i 2016. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Men sanktionerne vendte fuldgyldigt tilbage med præsident Donald Trump, der sammen med coronapandemien har presset Cuba ud i den dybeste økonomiske krise i årtier.

Økonomien skrumpede med 11 procent sidste år. Analytikere forventer, at den kommende ledelse kan blive tvunget til at gå på kompromis med de kommunistiske læresætninger og åbne landet mere.

Tidligere på ugen løsnede kommunistpartiet et forbud mod at sælge oksekød og mælkeprodukter på det frie marked.

Siden 1963 har kvægbønder været underlagt stram statskontrol, hvor dødsfald i besætningen kunne føre til efterforskning og op til 15 års fængsel, skriver Reuters.

Ingen hjælp fra Biden

Cubas skæbne vil på grund af landets geografiske placering altid være uløseligt forbundet med USA.

Og den nye ledelse kan ikke umiddelbart regne med hjælp fra præsident Joe Biden.

Han har lovet at slække nogle af sin forgængers skrappe sanktioner, men har samtidig gjort klart, at Cuba står et godt stykke nede på prioriteringslisten.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk