Is i toilettet og frosttruede skildpadder: Amerikansk sydstat lammet af frostgrader

I Texas er millioner efterladt uden strøm efter flere dage med hård frost

I Flower Mound, Texas er et springvand forvandlet til en stor isskulptur, efter de hårde frostgrader har ramt den ellers solrige stat. (Foto: Chris Rusanowsky © Represented by ZUMA Press)

Den hårde vinter har lammet store dele af USA, og mindst 30 personer har mistet livet den seneste uge som følge af de ekstreme kuldegrader, der har lammet flere af landets sydlige stater - i særdeleshed Texas.

Den hårde kulde har lammet store dele af staten, og ifølge den selvstændige styrelse, der har ansvaret for statens elforsyning, var 2,7 millioner hjem i går stadig uden nogen form for elektricitet, mere end en kvart million texanere er uden vandforsyning.

  • Det er unormale kørebetingelser i Round Rock, Texas, hvor en bil er kørt fast i sneen. (Foto: SUZANNE CORDEIRO © AFP or licensors)
  • En postkasse i Waco er helt frosset til. (Foto: Matthew Busch © AFP and licensors)
  • I Houston har en møbelbutik åbnet dørene for, at folk kan komme og få varme og strøm. (Foto: Go Nakamura)
  • Frivillige hjælper med at uddele vand til lokalområdet i Galveston i det sydlige Texas. Over en kvart million er uden vandforsyning, mens flere millioner skal koge deres vand, før det kan bruges. (Foto: Adrees Latif)
  • Der er kø til fastfood-kæden Whataburger, som er en af de få steder i Fort Worth, der stadig har åbent. (Foto: Ron Jenkins © 2021 Getty Images)
  • Mange forsøger at få varmen i deres biler eller søger mod varmestuer, herberger og hoteller, hvis ikke de selv har adgang til strøm, varme og vand. (Foto: Adrees Latif)
  • Der er dog også nogle, for hvem sneen faktisk kan bruges til underholdning. To børn i Fort Worth laver snebolde. (Foto: RALPH LAUER)
1 / 7

Det har fået folk til at smelte sne for overhovedet at have adgang til vand, der er gabende tomt på butikshylderne supermarkederne, og i mange hjem kæmper man med at forhindre sprængte vandrør eller vand, der fryser til i toilettet.

Tina Rios har sammen med sin familie måtte forlade den trailer, de bor i, fordi det er blevet for koldt:

Skildpadder truet af kolde temperaturer

Men det er ikke kun indbyggerne i Texas, som i de seneste dage har måttet søge ly på herberger, hos familier og venner og på hoteller, for at få varme, vand og el.

Også dyrelivet er udsat i de ekstreme frostgrader, som er helt udsædvanligt i et område, der er vant til subtropisk klima og gennemsnitstemperaturer på 15-20 grader.

I et af de sydligste resortområder har de lokale hastet til et konferencecenter med bilerne fyldt op af forfrosne skildpadder, som nu har fået et midlertidigt indendørs opholdssted.

Ifølge Sea Turtle Inc, der er en non-profit organisation, som arbejder for at beskytte truede reptiler er det ikke unormalt, at der hvert år dør nogle skildpadder.

Direktør Wendy Knight anslår, at der lige nu er omkring 4.000 padder, som er blevet reddet ud af vandet.

- Vi forbereder os på det her hvert år, men det her er det værste, vi nogensinde har set. Hvis ikke vi havde haft lokalsamfundet itl at hjælpe, kunne det have sat vores indsats for naturkonservation 30 år tilbage, siger hun til Texas Monthly.

I South Padre Island i Texas er mere end 4.000 padder blevet indleveret til et konferencecenter for at holde dem varme. (Foto: ED CAUM-CITY OF SOUTH PADRE ISL)

Når vandtemperaturerne falder langt ned under 10 grader, bliver skildpaddernes cirkulation og blodomløb påvirket, og de kan gradvist miste evnen til eksempelvis at løfte hovedet over vand for at trække luft.

I sidste ende risikerer de at drukne, hvis ikke de bliver taget ud af vandet.

- Det, vi ved, er at dyrene har et temperaturspektrum, hvor de trives, og der er en nedre og øvre maksimal temperatur, hvor de begynder at dø, forklarer Tobias Wang, der er professor i zoofysiologi på Aarhus Universitet.

- Det, der ser ud til at være et problem, er at opretholde en normal nervefunktion. Dyrene bliver langsommere, deres stofskifte bliver langsomt, og de kan eksempelvis ikke længere gemme sig de steder, de skal, når de bliver for kolde, siger han.

Ifølge professoren er der ikke nogen tvivl om, at de store temperaturudsving er særligt stressende for dyrene, men sker reguleringen gradvist, har dyrene dog en bedre mulighed for at akklimatisere eller "vænne sig til" de voldsomme forandringer.

- Det, man tror, er, at de enkelte celler ikke kan opretholde salt - eller ionbalancen, og det kan lede til, at hjertet ikke fungerer eller stopper, eller at nerverne stopper, siger han.

Et springvand har bukket under for kulden og er blevet en isskulptur. (Foto: Chris Rusanowsky © Represented by ZUMA Press)

Guvernør under hård kritik

Fornødenheder som ekstra vand, fødevarer og generatorerer er dog på vej til den hårdt ramte stat, og agenturet for det føderale katastrofeberedskab (FEMA) er aktiveret for bistå Texas' regering. Sådan lød beskeden fra Det Hvide Hus' pressetalsmand, Jen Psaki, i går.

De seneste dage er kritikken dog haglet ned over statens håndtering ikke bare kuldeberedskabet, men også den fejlslagne, men helt afgørende og nødvendige energiforsyning.

Både lokale og nationale politikere har kritiseret, at den stat, der producerer mest energi i hele landet, ikke er i stand til at sikre elektricitet til sine egne indbyggere.

Energiforsyningen i Texas har været hårdt ramt, efter delstaten har oplevet helt udsædvanlige temperaturer ned til minus ti grader. (Foto: Zuma / SplashNews.com © www.SplashNews.com 2021)

Texas er den eneste stat, der har et isoleret elnet, som bliver administreret af Electricity Reliability Council of Texas (ERCOT), der forsyner stort set hele staten og er frakoblet det netværk, der ellers forbinder resten af landet.

Det betyder samtidig, at ERCOT udelukkende er kontrolleret på statsniveau og derfor helt afhængig af sine egne ressourcer.

Republikanerne har haft ansvaret for Texas' energiindustri i mange år, og mens mange af statens indbyggere i øjeblikket er tvunget fra deres hjem og kæmper sig igennem uden adgang til varme, vand og el, tonede delstatens guvernør tirsdag aften frem på Fox News og placerede ansvaret på grønne energikilder som eksempelvis vindmøller.

Udtalelser, der blandt andet er blevet direkte modsagt af ERCOT for ifølge elleverandøren skyldes den manglende forsyning nemlig primært traditionelle energikilder som kul og særligt naturgas.

Guvernør Greg Abbott sagde i går, at han endnu ikke kan sige noget om, hvornår elforsyningen igen vil komme til at fungere, men understregede, at:

- Alle energiforsyninger i Texas er blevet kompromitteret.

Texas producerer mere energi end nogen anden stat, men kun omkring en fjerdedel kommer fra vind - og solenergi, viser data fra den nationale energiinformation.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter