I Ukraines hovedstad er søvnløse nætter og eksplosioner blevet hverdag: 'De er ganske enkelt i gang med at udmatte os'

I over en måned har Rusland systematisk rettet missil-og droneangreb mod Kyiv.

(Foto: © Sergei Supinsky, AFP or licensors)

I øjeblikket drejer mange samtaler her i Kyiv sig om, hvordan den forgangne nat har været.

Om den, man taler med, overhovedet har fået sovet.

Og hvordan man håndterer de søvnløse nætter. Mere om det senere.

For omtrent hver anden nat flyver der russiske missiler og droner ind over Ukraines hovedstad. Og når missilerne skydes ned, falder resterne ned over byen og borer sig ned i biler, bygninger og gadebelægning. Som det skete i forgårs i Obolon-kvarteret.

Ifølge det ukrainske luftvåben skød man 11 russiske ballistiske og krydsermissiler ned, en enkelt person blev såret.

Fem uger tidligere lød næsten præcist samme besked fra myndighederne i Kyiv; 11 missiler og et par droner var skudt ned, også dengang havde rester af et nedskudt missil gjort skade på vejen i byens Obolon-kvarter.

Så hvis indbyggerne i Kyiv har fornemmelsen af deja-vu, er det måske ikke så mærkeligt.

Heller ikke, hvis mange de høje brag og eksplosioner fra missiler, der skydes ned, og synet af nedskudte droner i frit fald på himlen skaber bekymring.

- Det var virkelig en af de mest rædselsvækkende nætter i lang tid. Eksplosioner, der bare blev ved med få minutters mellemrum midt om natten, fortæller Lesja Vaylenko, medlem af det ukrainske parlament, om droneangrebet natten til tirsdag.

- Du ved ikke rigtig, hvor de er henne, og hvor metalresterne falder ned, så det har været en temmelig intens nat for mange her i Kyiv, sagde hun om droneangrebet, der var det tredje på et døgn.

Sådan så det ud forleden efter nedskudte missilrester ramte ned i det centrale Kyiv:

Russisk udmattelsesstrategi

Da de russiske angreb mod hovedstaden tog fart i slutningen af april, var det efter 51 dages pause.

Og hvad der ellers har været forbeholdt de sene nattetimer rykkede i denne uge ind i den travle hverdag. Midt på dagen måtte skolebørn og andre Kyiv-borgere i al hast søge væk fra gaderne og i sikkerhed i underjordiske metrostationer og beskyttelseskældre.

- De (Rusland, red.) er ganske enkelt i gang med at udmatte os, et forsøg på at få et eller andet resultat, lyder analysen fra den ukrainske militæranalytiker Oleg Zhdanov.

Den russiske strategi handler ifølge ham om at ramme befolkningen i dele af landet, hvor frontlinjen ikke bare fysisk, men mentalt kan virke fjern. Områder, hvor der hverken i 2014 eller over det seneste års tid har været direkte kampe.

- Russernes intentioner har kun et mål, og det er at knække befolkningens moral.

Det er blandt andet droner som denne her, der i stort antal er fløjet ind over Kyiv den seneste måned:

Flere end 500 droner og missiler fyret afsted i maj

Allerede inden ukrainerne var gået ind i årets femte måned - og krigens 15. - lød advarsler fra myndighederne om, at Rusland ville bruge tiden frem mod den så vigtige mærkedag 9. maj til at skrue op for angrebene mod særligt Kyiv.

18. maj havde ni større angreb allerede fundet sted.

Der er faldet en del missil-og dronerester ned i Kyiv den seneste måned. Og det efterlader sine tydelige spor. Her er kommet et kæmpe hul i vejen, efter et droneangreb natten til tirsdag. (Foto: © Sergey Dolzhenko)

De seneste uger er angrebene fortsat med uformindsket styrke, og knapt var søndag blevet til mandag, før indbyggerne i hovedstaden igen kunne høre eksplosioner fra russiske missilers møde med luftforsvarssystemerne, der i den grad er kommet på arbejde den seneste måned.

Og det er måske lige præcist det, der er meningen:

- Det overordnede mål for russerne er at opbruge vores luftforsvarssystem. Jeg har talt missiler og droner affyret i maj, det er i alt mere end 500 enheder. Og for hver af dem har vi måttet bruge en raket, lød det forleden fra luftvåbensekspert Valeryj Romanenko i ukrainsk radio.

Han omtalte situationen som et kapløb: Vil ukrainerne få leveret antimissiler til luftforsvarssystemerne hurtigt nok, eller vil russerne fortsætte angrebene i samme tempo og lykkedes med at overbelaste det ukrainske luftforsvar?

Er der ammunition nok?

Meget tyder på, at bekymringen er reel nok.

Tidligere i år fremgik det af de såkaldte Pentagon-læk, at ukrainerne allerede nu kan være ved at løbe tør for ammunition til flere af luftværnssystemerne.

Både præsident Volodymyr Zelenskyj og regeringens ministre har igen og igen opfordret sine vestlige allierede til at hjælpe ukrainerne yderligere til at forsvare luftrummet.

Siden er avancerede luftforsvarssystemer kommet til fra blandt andet Tyskland og USA.

Det gælder blandt andet det amerikanske Patriot-system, der effektivt kan skyde fly, krydsermissiler og kortrækkende ballistiske missiler ned; noget der blev demonstreret i begyndelsen af maj, da både Ukraine og USA bekræftede, at en af de såkaldte hypersoniske Kinzhal-missiler var blevet skudt ned.

Ukrainsk luftforsvar i gang med at nedskyde en russisk drone på vej ind over Kyiv natten til tirsdag. (Foto: © Evgeniy Maloletka, Copyright 2020 The Associated Press. All rights reserved)

Men både de mere moderne luftværnssystemer, samt ukrainernes lidt ældre systemer fra sovjet-æraen risikerer at løbe tør for ammunition i takt med, at russernes angreb øges.

- Hvis det er rigtigt, at Ukraines luftforsvar, som er dybt afhængigt af russisk-støbt materiel og ammunition, er ved at løbe tør, så kan Vesten hverken hurtigt eller enkelt erstatte det, der er nødvendigt, har tidligere chef for de britiske væbnede styrker Sir Richard Barrons udtalt til Financial Times.

Han påpeger, at det kan efterlade ukrainerne "meget sårbare".

- Det øger risikoen for - at netop som ukrainernes offensiv er under opsejling - at Ukraine ikke er i stand til i nødvendigt omfang at kontrollere sit eget luftrum.

En analyse, der spejles i en af de seneste dages vurderinger fra den amerikanske tænketank The American Institute for the Study of War (ISW). Her anser man de mange angreb mod Kyiv som et russisk forsøg på at begrænse ukrainernes evne til at gennemføre den forventede modoffensiv.

Selvhjælps-guides til at undgå dårlig nattesøvn

Imens går indbyggerne her i Kyiv såvel som i andre dele af landet og venter på nyt om den kommende offensiv.

Omend folk er en smule mere klatøjede og måske reagerer lidt hurtigere nu end for en måned siden, når den efterhånden alt for velkendte hylen af luftalarmen lyder.

En gruppe børn har søgt skjul i en metrostation under et af ugens russiske luftangreb mod den ukrainske hovedstad. Præsident Zelenskyj har i nat opfordret lokale myndigheder i hele landet til at sikre, at der er nok beskyttelsesrum at søge hen i. (Foto: © STEPAN FRANKO)

Ukrainske medier bringer nu artikler med overskrifter som "Når du ikke kan sove. 11 ting, du kan gøre for at undgå udmattelse" og "Maj måneds søvnløse nætter. Hvordan du mentalt kommer dig efter konstant bombardement".

Og endeligt den ultimative guide: "Hvordan du overlever bombardementer uden psykisk skade - instruktion fra en psykolog".

Efter den seneste måneds missil-og droneregn over landets hovedstad er der formentlig millioner af ukrainere, der kan have gavn af at læse med.