I USA bliver 12-15 årige vaccineret i en lind strøm, og piger som Parker Fending føler, de kan leve igen

På få uger er mere end 600.000 amerikanske børn og unge blevet vaccineret mod coronavirus.

(Foto: Kyle Lanningham © DR Nyheder)

Pigerne bærer den tunge ni-mands båd ned til Potomac-floden i Washington DC. Træneren gør klar til at få team Wilson crew i vandet. Der er smil og grin bag maskerne.

- Jeg føler, at jeg kan begynde at leve igen. Det hele er ikke længere så dystert og deprimerende, fortæller 15-årige Parker Fending.

Parker og hendes kammerater har alle fået første stik af Pfizer-vaccinen.

De amerikanske sundhedsmyndigheder nødgodkendte vaccinen til 12-15 årige den 10. maj, og på under en uge havde over 600.000 i den aldersgruppe fået den.

- Jeg sendte straks tekstbeskeder til mine veninder. Har I hørt det? Vi må få den. Nu kan vi snart ses ansigt til ansigt, siger Parker med et stort smil.

13 måneder bag en skærm

Vaccinen har åbnet døren til en verden udenfor Parkers hus og hendes værelse.

- Det seneste år har jeg tilbragt 80 procent af mit liv indenfor de her fire vægge, siger Parker og peger rundt på væggene, der er dækket af K-pop plakater.

Men selvom over halvdelen af USA's voksne befolkning er fuldt ud vaccineret, og børn nu følger trop, så er der stadig et stykke vej tilbage til et normalt liv.

For mens børn op til 5. klasse i stor grad er tilbage i skole i mange af USA's delstater, så sidder de større børn stadig alene derhjemme bag en skærm.

- Det her begyndte, da jeg gik i 8. Klasse - og fortsatte. Så jeg begyndte i high school uden at møde mine klassekammerater. Virtuel skole har stået på i snart 13 måneder i streg, og jeg har følt mig meget ensom, siger Parker.

Parker foran skærmen på sit værelse, hvor hun har tilbragt det meste af sin tid, siden corona-virusset for alvor tog fart i USA. (Foto: Kyle Lanningham © DR Nyheder)

Det har knust mit hjerte

Parkers mor fik straks bestilt tid til en vaccine til sin datter tæt på, hvor de bor.

- Parker var meget målrettet. Hun ville have vaccinen med det samme. Det har været hjerteskærende at se, hvordan hun er blevet mere og mere isoleret det seneste år. Men nu har hun et helt andet livsmod, fortæller Jenny Gerdts.

- Jeg husker high school tiden som helt fantastisk. Det ville jeg have, at hun skulle opleve. Det har gjort ondt at se, hvordan hun har lukket sig mere og mere inde i sig selv, siger Jenny Gerdts.

8-14 årige er særlige sårbare

En gruppe forskere fra Harvard Universitet har fuldt en gruppe børn mellem 7-14 år før og efter pandemien ramte. De kunne se, hvordan angst og depression steg markant efter covid-19.

Ifølge forskerne er 8-14-årige børn særligt sårbare på grund af hjernens udviklingstrin.

- Det er særlig problematisk for større børn i den aldersgruppe at blive isoleret. Det er tidspunktet, hvor man begynder at danne sin egen identitet og i større grad har brug for venner, siger Katie McLauglin, der er professor i psykologi på Harvard.

Sådan så det ud, da 15-årige Parker fik sit første stik. (© (Privatfoto))

Hun fortæller, at de år er vigtige for den mentale sundhed fremadrettet, og at børn i den aldersgruppe har større risiko for at udvikle for eksempel angst, depression og spiseforstyrrelser end yngre børn.

  • I Europa kan unge mellem 12 og 15 år måske også snart se frem til en coronavaccine. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har fredag sagt god for at give coronavaccinen fra Pfizer-BioNTech til lige netop denne aldersgruppe.

  • De danske myndigheder har endnu ikke besluttet, om de 12-15-årige skal blive en del af den danske vaccinationskalender.

  • Først skal Sundhedsstyrelsen vurdere materialet fra lægemiddelagenturet.

  • Lige nu er Pfizers vaccine godkendt til personer på 16 år og derover i Danmark.

Næste stik kun en uge væk

15-årige Parker smiler, da hun fortæller, at den sidste vaccine venter om en uge.

- Det er næsten svært at sætte ord på, hvad det betyder for mig. Så er jeg fuldt ud vaccineret og kan begynde at leve normalt. Jeg kan tage bussen. Jeg kan se flere veninder på en gang, siger hun.

Og hendes mor lyser nærmest lige så meget op ved tanken.

- Det er jo de helt små normale ting, der pludselig giver stor glæde. Tanken om at hun igen kan få veninder over og sove. Tanken om piger tæt sammen i en sofa med film, popcorn og fnisende snak hele natten. Det gør mig simpelthen så glad, siger Jenny Gerdts.

Måske snart helt små børns tur

Medicinalfirmaet Pfizer har sagt, at det vil søge om nødgodkendelse af deres vaccine til børn i aldersgruppen 2-11 år til september.

Konkurrenten Moderna har et klinisk forsøg i gang hos børn helt ned til 6 måneder, hvor resultaterne forventes at være klar sidst på året.

Den førende amerikanske ekspert på området, Anthony Fauci, som er rådgiver for præsident Biden, siger, at han forventer, at vaccinen kan blive tilbudt til yngre børn indenfor de næste måneder. Og at børn måske helt ned til fire år kan få vaccinen inden udgangen af 2021.

Høj pris at betale

Hos familien lidt udenfor USA's hovedstad er man klar til at vaccinere Parkers 11-årige lillebror.

- Vi er jo blandt de priviligerede. Vi har ikke mistet job eller tag over hovedet. Og vores børn er bedre stillet end så mange andre. Men det her har kostet børn over en bred kam dyrt. Hvor dyrt finder vi nok først ud af hen af vejen, siger Parkers mor.

På pigeværelset griner Parker højt, da hun bliver spurgt, hvad hun ser mest frem til på alle hylder.

- Jeg glæder mig faktisk allermest til at komme i skole igen, hvor skørt det så end lyder. Men det gør jeg virkelig, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk