Dele af den pro-palæstinensiske side i debatten forenkler Mellemøsten-konflikten til at være en kamp mellem et undertrykt folk og en undertrykkende stat.
Men det er en fejl, for det fører flere steder til relativisering af Hamas' terrorangreb. Venstrefløjen bør på i stedet både fordømme Israels politik og forsvare statens ret til at eksistere.
Det mener Ludvig Goldschmidt, der er ph.d. i idéhistorie og politisk rådgiver i Enhedslisten.
- Der har været den her tendens til, at man siger, vi må være uforbeholdent på den ene side eller uforbeholdent på den anden side. Og hvis man eksempelvis har stillet sig der, hvor man er uforbeholdent på palæstinensernes side, så mister man meget hurtigt evnen til, oplever jeg, at se de menneskelige ofre på den israelske side. Det samme gør sig gældende den anden vej rundt, siger Goldschmidt i Deadline.
Ludvig Goldschmidt kalder på nuancer til en meget kompleks problemstilling. Et for unuanceret billede giver anledning til en dehumanisering, der er ekstremt farlig for konflikten, lyder det.
- Når vi snakker om det her, så bliver vi nødt til at prøve at undgå at falde i de grøfter, hvor man dehumaniserer hinanden. Og det kan vi i mine øjne kun gøre, hvis vi insisterer på at holde fast i, at alle har ret til den tryghed og sikkerhed, som de fleste mennesker, der er involveret i den her konflikt, også gerne vil hen til at have, siger idehistorikeren, der mener, at både israelere og palæstinenserne har krav og ret til en stat.