IKEA åbner kæmpe varehus midt i København

Ny filial vil skabe 500 arbejdspladser, når den åbner i 2018, forventer møbelkæden.

Det nye IKEA-varehus, der efter planen åbner i 2018, bliver det sjette i Danmark. De øvrige ligger i Gentofte, Taastrup, Odense, Aalborg og Aarhus. (© Getty Images)

Fra 2018 behøver københavnerne ikke køre til Taastrup eller Gentofte for at handle møbler til overkommelige penge. Eller en ristet pølse til en femmer.

IKEA åbner nemlig en filial på Vesterbro i København, skriver Berlingske Business.

Varehuset, der bliver kædens sjette og næststørste i Danmark, bliver nabo til Fisketorvet og Tivoli Congress Center.

Til kunder uden bil

Det nye varehus skal især tiltrække kunder uden bil, for hvem det er besværligt at komme til IKEA's andre forretninger i københavnsområdet.

- Der har længe manglet et stort IKEA-varehus i centrum af København. Mange af vores københavnske kunder fortæller os, at der er meget langt til varehusene i Gentofte og Taastrup med offentlig transport. Især hvis man har nogle større ting, som man skal have ind i en bus eller et par tog, siger Dennis Balslev, administrerende direktør i IKEA Danmark, til Berlingske Business.

Møbelkæden vil stille ladcykler og cykeltrailere til rådighed for de københavnere, der køber møbler uden at have en bil til at fragte dem hjem.

Samtidig håber man, at en ny forretning vil tage lidt af det pres, som varehuset i Gentofte oplever. Denne filial er den mindste men samtidig mest besøgte i landet.

Endelig godkendelse fra bestyrelser mangler

Grunden, hvor den blå-gule svenske møbelgigant skyder op om tre års tid, tilhører DSB Ejendomme, der ikke længere bruger den. For at gå igennem mangler handlen blot at blive underskrevet af begge parters bestyrelser.

Desuden må IKEA vente til næste år med at bygge på grunden, da Københavns Kommune først endeligt skal godkende planen.

Når det nye varehus efter planen står færdigt i slutningen af 2018, vil det skabe 500 nye arbejdspladser, forventer IKEA.

IKEA ved Dybbølsbro vil blive kædens andet såkaldte city-varehus i verden. Det første blev opført i Hamburg i 2014, og her oplever man, at mange besøgende lægger vejen forbi uden at købe det helt store. Ud over kødboller, skriver Berlingske Business.

Facebook
Twitter