Ikke alle de store fodboldnationer går lige kritisk til Qatar: VM-guldet er vigtigere

Mens en af Europas mægtigste fodboldnationer kalder VM i Qatar for den største fejlbeslutning, må kritikken af ørkenstaten andre steder vige for drømmen om et nyt guldtrofæ.

I 2010 fik Qatar tildelt VM i fodbold i 2022. Siden da har flere fodboldnationer diskuteret, om det var den rette beslutning, når man kigger på ørkenstatens problemer med menneskerettigheder og korruption. (Foto: © MOHAMMED DABBOUS, Ritzau Scanpix)

På søndag går det løs, når spillerne fra Qatar og Ecuador løber på banen til åbningskampen ved VM-slutrunden i Qatar.

Flere fodboldnationer har forholdt sig kritisk til, om Qatar er den rette VM-vært, når det gælder deres behandling af migrantarbejdere og syn på homoseksuelle og LGBT-personer.

Kritikken af VM i Qatar har været tydelig herhjemme i Danmark, men hvor meget fylder den i de helt store fodboldnationer, som er favoritter til at vinde VM?

En bred boykot fra de førende fodboldnationer ville virkelig kunne ændre noget, vurderer kommentator på DR Sporten, Henrik Liniger.

- Hvis de store lande vælger at stå sammen om en boykot af en fremtidig VM-turnering på grund af valget af værtsland, så er Fifas VM intet værd.

Brasilien: VM-guldet trumfer alt andet

Det brasilianske landshold træner forud for VM-slutrunden i Qatar. (Foto: © MASSIMO PINCA, Ritzau Scanpix)

Brasilien er en af de største fodboldnationer i verden, og det brasilianske landshold har vundet fem verdensmesterskaber igennem tiden. Senest i 2002.

For mange brasilianere er fodbold nærmest et spørgsmål om liv eller død, og så er der måske ikke helt så meget plads til diskussioner om arbejdsvilkår for migrantarbejdere i et land, der ligger langt væk.

- Det er ikke noget, der optager den almindelige brasilianer meget. Alle begynder at kigge mod fodboldbanen. De kigger ikke så meget på, hvordan de stadioner er blevet bygget, fortæller Kristian Almblad.

For Brasilien er VM-guldet nemlig vigtigere end at kritisere Qatar, fortæller Kristian Almblad.

- Qatars anliggender i forhold til menneskerettigheder er ikke øverst på dagsordenen i Brasilien, der lige har været igennem et meget heftigt præsidentvalg, som splittede landet. Så man har måske ikke haft så meget tid og lyst til at kigge ud over Brasiliens grænser de sidste måneder.

Brasilien har lige fået ny præsident. Lula da Silva har overtaget efter Jair Bolsonaro, men der har ikke været særlig meget fremme om landets officielle linje i forhold til VM-slutrunden.

- Hvis det går Brasilien godt, så vil vi formentlig se de to kappes om at være dem, der hylder landsholdet, men det vil foregå på hjemmefronten og ikke i Qatar, vurderer Kristian Almblad.

I 2014 var Brasilien vært for VM-slutrunden og blev selv kritiseret for at bruge for mange penge på at bygge stadioner frem for at investere i hospitaler og fattige slumkvarterer.

Og den kritik har muligvis gjort brasilianerne en smule immune over for historier om pengespild og menneskerettigheder i forbindelse med fodboldmesterskaber.

- I 2014 var der faktisk kæmpe debat i både Danmark og andre lande om, hvorvidt man overhovedet skulle tage til Brasilien. Der var mange, der snakkede om, at man havde blod på hænderne, fordi pengene skulle være brugt på andre ting end stadioner.

- Men da slutrunden gik i gang, var der ikke særlig mange, der fortsatte debatten, for så handlede det om fodbold, lyder det fra Kristian Almblad.

Tyskland: Den største fejlbeslutning

Det tyske landshold ankommer til Doha, hovedstaden i Qatar, forud for VM-slutrunden, der begynder på søndag. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

Fire gange har Tyskland vundet VM. Senest i 2014. VM har derfor en særlig plads i den tyske historie.

Men også i Tyskland forholder man sig - ligesom herhjemme - anderledes til dette VM.

De firedobbelte tyske verdensmestre tog forleden afsted til ørkenstaten i et Lufthansa-fly, hvor den ene side var dækket med budskabet "Diversity Wins" som en protest mod Qatars behandling af homoseksuelle og LGBT-personer.

Generelt har der været en skarp tysk debat om menneskerettigheder i Qatar forud for slutrunden.

Det fortæller direktør for tænketanken Europa og Tysklandskender, Lykke Friis.

- Tyskland betragter slutrunden i Qatar som den største fejlbeslutning i moderne fodbold. Diskussionen startede med migrantarbejderne, men på det seneste har det handlet en del om LGBT-rettigheder.

- Det hænger sammen med, at man for nylig så, at Qatars VM-ambassadør kaldte homoseksuelle for en slags sindssyge. Det fik tyske topspillere til at sige fra og kritisere Qatar for at leve i det forrige årtusind.

Før det tyske valg i september sidste år var der klare budskaber fra partiet De Grønne om, at Tyskland skulle boykotte VM i Qatar - og det gjaldt nærmest også landsholdet, fortæller Lykke Friis.

Tyskerne diskuterer - ifølge Lykke Friis - intenst slutrunden i Qatar. Hun henviser til, at målinger viser, at 67 procent af tyskerne mener, at forbundskansler, Olaf Scholz, skal blive hjemme og ikke tage afsted til ørkenstaten. Omvendt mener 12 procent, at han skal rejse.

Frankrig: Kun kritik i visse kredse

Den franske landstræner, Didier Deschamps, forbereder sine spillere på VM-slutrunden i Qatar. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

De dobbelte franske verdensmestre vandt det seneste VM i 2018.

De er derfor også blandt favoritterne til at vinde denne VM-slutrunde.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kommer til at sidde på tribunen, hvis det franske landshold spiller sig frem til semifinalen ved VM i Qatar.

Det meddelte han i går og skar dermed igennem en heftig hjemlig debat om forholdene i ørkenstaten, hvor mediefolk, politikere og kulturpersonligheder har krævet en officiel boykot af slutrunden på grund af Qatars syn på menneskerettigheder.

- På venstrefløjen synes man, at officielle repræsentanter skal blive væk, imens højrefløjen mener, at de skal tage afsted, fortæller Jørn Boisen, Frankrigskender og institutleder ved Institut for Sprog og Litteratur ved Universitetet i Sydøst-Norge.

Det er dog mest i visse kredse i det franske samfund, at debatten om forholdene i Qatar fylder.

- Man har nogle kulturpersonligheder og journalister, der udtaler sig om det. I resten af samfundet er der ikke nogen som helst ændring i, hvem der plejer at se VM, så i folkedybet fylder det ikke det store, lyder det fra Jørn Boisen.

Herhjemme blev tidligere fodboldspiller Brian Laudrup fyret fra TV 2, fordi han medvirkede i en reklame for Dubai.

Men hvis Zinedine Zidane, som er en af Frankrigs største spillere nogensinde, havde været med i en lignende reklame, så var han ikke blevet fyret fra en fransk tv-station, vurderer Jørn Boisen.

- Det franske fodboldforbund har været meget løse i kødet over for Qatar. I Danmark og Tyskland er fodboldforbundene meget direkte i kritikken af Qatar, men det har det franske fodboldforbund ikke været.

På DRTV kan du se vores nye dokumentarserie om Qatar. Serien hedder ”Verdens bedste VM” - for det lover arrangørerne, at det bliver. Men serien viser en helt anden virkelighed, hvor vi alle skal navigere i en folkefest, der bliver holdt i skyggen af korruption, brudte menneskerettigheder og døde migrantarbejdere.

Du kan se alle tre afsnit af dokumentarserien "Verdens bedste VM" på DRTV.