Ikke længere håb for fransk fly

Air France oplyser nu, at der ikke længere er håb for det franske fly, der skulle være landet i Paris ved middagstid.

En fransk airbus er forsvundet over Atlanten, og ifølge Air France er der ikke længere håb for flyet. (© Scanpix)

Ifølge flyselskabet Air France er der ikke længere er håb for det fly, der for en times tid siden skulle være landet i Paris.

Det franske passagerfly med 228 om bord forsvandt fra radarskærmene på turen fra Brasilien til Frankrig.

Både brasilianske og franske flyeksperter arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der er sket med flyet, men Brigitte Barrand, talsmand for Air France oplyser, at der ikke længere er håb for flyet.

Ikke tegn på danskere om bord

Flyet var på vej over Atlanten, da det ikke længere kunne spores hos flykontrollen, oplyser flyselskabet Air France.

Ifølge Udenrigsministeriet er der ikke på nuværende tidspunkt tegn på, at der skulle være danskere om bord på flyet.

Der var 216 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord på maskinen af typen Airbus 330-200.

Det brasilianske luftvåben leder efter den forsvundne maskine, der lettede fra Rio de Janeiro i aftes lokal tid. Flere fly er lettet fra Fernando de Noronha-øen i den nordøstlige del af landet for at lede efter flyet.

Facebook
Twitter