Ikonisk skyskraber er sat til salg

Arabisk konsortium vil af med Chrysler-bygningen i New York.

Et af New Yorks ældste og mest berømte vartegn skal have ny ejer.

Man kan ikke sige New York-skyline uden at sige Chrysler-bygningen.

Den er et af byens ældste og mest berømte vartegn med sit iøjenfaldende gyldne spir og art deco-stil.

Nu er den 89-årige bygning også blevet udstyret med et ’til salg’-skilt, for den arabiske investorgruppe Abu Dhabi Investment Council vil ud af bygningen, som den ejer 90 procent af, fortæller Associated Press.

Resten ejes af Tishman Speyer, der købte bygningen i 1997.

Som interesseret køber kan man forvente et prisskilt på mindst fem milliarder kroner, som Abu Dhabi Investment Council selv måtte spendere i 2008.

Desuden kommer man til at betale yderligere 200 millioner kroner om året til New York's Cooper Union School, der ejer grunden.

Og så skal man ikke lide af mindreværdskomplekser, for Chrysler-bygningen er nu blot den ottendehøjeste skyskraber i New York.

Ved åbningen i 1930 var den verdens højeste med 282 meter, men den måtte se sig slået af Empire State Building blot 11 måneder senere.

Facebook
Twitter