Illeborg: Frygt og ængstelse i Tokyo

Læs DRs korrespondent Jakob Illeborg personlige beretning om to uger i den japanske hovedstad midt i landets værste krise i nyere tid.

DRs Jakob Illeborg har opholdt sig flere uger i Tokyo, en af verdens største byer, midt i den værste krise i nyere Japansk historie

Tokyo - En diset aften er blevet til nat, og de røde lamper fra Tokyos højhuse glimter så langt øjet rækker som lavt hængende stjerner.

Jeg befinder mig på 35. etage i et hotel i millionbyens Shibuya-kvarter, da gulvet under mig pludselig begynder at ryste.

Rystelserne tager til. Højhuset begynder at svaje frem og tilbage, og det føles mest som at være på et skib i søgang. Det knager i væggene og i vinduerne, og rystelserne bliver ved. Jeg træffer en hurtig beslutning om, at disse højhuse er bygget til at modstå Japans mange jordskælv, og at der ikke er noget at være bange for.

Og ganske rigtigt - kort efter aftager rystelserne. Tokyo har klaret endnu en prøvelse, og jeg kan binde slipset og gøre mig klar til at medvirke i aftenenens TV Avis.

Prøvelser for 35 millioner beboere i Tokyo

Prøvelser har der været nok af de sidste to uger for de op mod 35 millioner der bor i Tokyo og opland. Selvfølgelig intet i forhold til de rædsler Tsunami-ofrene har gennemlevet nogle hundrede kilomter nordpå.

Her i Tokyo er det frygten og usikkerhedens spøgelse, der skånselsløst æder sig ind i sindene hos de ellers umanerligt tapre og diciplinerede japanere. Hver dag nye meldinger om radioaktivt udslip fra det frygtede Fukushima-værk blot 240 kilomter nordøst fra hovedstaden.

Meldinger om radioaktivt jod i drikkevandet, forgiftet mælk, 11 forskellige grøntsager forbudt, udsolgt af ris og bleer i alle byens butikker, og selvfølgelig allerværst - tanken om konsekvensen, hvis udslippet på Fukushima yderligere forværres, og strålingen for alvor kommer til byen.

Japanere opdraget til at sætte individet til side

Men som så mange andre ting, er det tanker, de fleste japanere holder for sig selv. Opdraget til at sætte individet til side til fordel for gruppen, skal man spørge ind til bekymring før nogen giver udtryk for den.

- Jeg er sikker på, at vi ikke får de rigtige infomartioner af regeringen. Hvis det værste sker, vil vi først få det at vide, når det er for sent, siger Emma, der i timer forgæves har forsøgt at købe vand på flaske til sin 1 årige baby.

Jeg spørger hende, hvorfor regeringen ikke skulle give de rigtige informationer?

- Fordi vores kultur er sådan, at vi får det at vide, de vurderer er nødvendigt. Men indtil videre har deres vurderinger jo været forkerte, siger hun, og understreger, at det eneste der ikke må ske er, at folk går i panik.

- Jeg er selv bange for at gå panik, men jeg er bange for mit barns sundhed, siger hun.

Skal man flygte ud af Tokyo?

Emma er en af de mange fra den japanske middelklasse, der hver dag overvejer, om man burde forlade byen. Men der er mange hensyn, arbejde og familie for eksempel, og derfor vælger mange at blive i Tokyo, men at holde sig indendørs.

Tokyo er om aftenen som en spøgelsesby, restauranter og barer lukker tidligt og de tusinder af neonlys, der ellers lyser metroploen op, er slukket for at spare på strømmen. Mit hotel er også mærkeligt tomt, for mange udlændinge har valgt at tage væk, og det føles mærkeligt at være næsten alene på et hotel, der normalt vrimler af travle forretningsfolk.

At få en ordentlig søvn har været et problem siden jeg kom. Der er 8 timers tidsforskel mellem Danmark og Japan. Det vil sige, at 18.30 TV Avisen foregår klokken 02.30 om natten, mens 21'eren løber af stablen klokken 5 om morgenen. Flere gange har jeg set solen stå op kort efter jeg har været på live.

Utilfreds med officielle oplysniner

Da søvnen heller ikke her til morgen vil komme, går jeg ned i hotellets fittnessrum. Foruden mig er der en amerikaner, der løfter vægte. Jeg overhører en telefonsamtale, hvor han giver instruktioner om en forestående evakuering.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ham, hvem der skal evakueres. Han fortæller mig, at han er direktør for et stort amerikansk firma, der nu har besluttet, at alle ansatte med børn skal ud af Tokyo.

- Vi bryder os ikke om, at de oplysninger vi får fra japansk side ikke altid korresponderer med dem vi får fra USA, og for mange ansatte med børn er det uholdbart, fortæller han.

Men på trods af angst og uvished er der noget stoisk, ukueligt over japanerne. Alle udfører deres arbejde, alle bevarer - i hvertfald udadtil - roen, og hverdagen i Tokyo fungerer omend på en mærkelig uvirkelig måde.

Ingen sushi eller batterier

Meldingen om, at der er mulighed for bestrålet fisk har til min ærgelse fået mange restauranter til at holde op med at servere sushi, og det viser sig at være lidt af en kamp at finde batterier til mine apperater. De er ligesom så mange andre daglige fornødenheder blevet hamstret.

Rationeringen af strøm gør, at mange gader ligger hen i mørke, og strømproblemet er ikke noget, der umiddelbart kan løses. Fukushima var hovedleverandør til den energi hungrende storby, og der er ikke et åbenlyst alternativ. Derfor må Tokyo indstille sig på et langt sejt træk mod normalitet.

Det er endnu uvist hvilken effekt katastrofen vil få på Japans økonomi, men alt andet lige vil katastrofen formodentlig på sigt betyde store forandringer i Japan. Genopbygningen af det fuldstændigt smadrede nord vil koste op mod 300 milliarder dollars, og ingen kan endnu sætte pris på konsekvenserne af Fukushima-katastrofen.

Usikker fremtid for Japans økonomi

Mange frygter at japanske varer - der i årtier har været synome med høj kvalitet - vil blive opfattet som usikre på grund af strålingsfare. Der er i skrivende stund fundet stråling i japanske fødevarer i både Sydkorea og Singapore, og både Kina, Australien og USA - den tætte allierede og uhyre vigtige handelspartner - overvejer restriktioner i forhold til import af japanske varer.

Det er svært at sige med sikkerhed, hvad konsekvenserne bliver for Japan, verdens trediestørste økonomi, på den lange bane. Min opfattelse er, at meget nødvendigvis må forandre sig.

Søndag den 27. marts var der endnu en anti-atomkraftdemonstration i Tokyo. Der vil den næste tid være krav om gentænkning af Japans overvældende afhængighed af atomkraft - mere end 30 procent af japanernes elektricitet kommer fra kernekraft.

Problemt er, at alternativet ikke ligger lige for. Japan er ressourcesvagt på energi og importerer olie og gas i store mængder. Grøn (ikke atom) energi vil formodentlig blive overvejet, og Japan har muligheder både hvad angår vind- og vandenergi. Men, der er også behov for en nytænkning af, hvordan man kommunikerer med hinanden.

Ungdommen vil have forandringer

Den yngre genration er trætte af, at den information der kommer fra myndighederne er stærkt selektiv, og et krav om mere gennemsigtighed er kun rimeligt.

Japanerne er arbejdsomme og utroligt høflige mennesker, der gør, hvad de kan for ikke at skuffe i arbejdsreationer.

En solskinsmorgen i Tokyo spurgte jeg en ansat på hotellet, om der var en tagterasse?

- Der er et meget fint terum, og også en bar; Vi har et fitnessrum, og restauranten er virkelig god", svarede hun.

Ja, men har i en tagterasse, spurgte jeg igen, hvorefter kvinden kiggede ned og undskyldte.

En japansk bekendt jeg mødte samme aften fortalte mig, at jeg havde såret hotelmedarbejderens følelser. For hotelmedarbejderen havde på subtil japansk vis fortalt mig, at der var så mange andre gode ting på det hotel, hun var glad for at arbejde på.

Men nogengange er der brug for kontante svar, også selv om det er ubehagelige nyheder. Tokyo Electrical Company (Tepco) burde, efter manges mening, have informeret regeringen ordentligt om katastrofens omfang langt tidligere, men ønskede på bedste japansk vis ikke at fejle.

Regering og energiselskab har svigtet

På samme vis burde premierminister Naoto Kans regering have givet borgerne hurtigere og bedre information om ulykkens virkelige omfang. Forhåbentligt vil det enorme genopbygningsarbejde, der nu skal starte i Japan, også medføre en nytænkning af visse problemer i det japanske samfund.

For viljen til at genrejse det smadrede nord er til stede, og det stærkeste indtryk jeg denne gang forlader Tokyo med er den sammenbidte tapperhed, hvormed katastrofen er blevet oberveret og absorberet af 35 millioner mennesker, der lige så godt kunne være gået i panik - en panik, der ville have været farligere end udslippet på Fukushima.

Facebook
Twitter