Immigranter udnyttes i den italienske tomathøst

Immigranter i Europa ender ofte med at blive udnyttet som billig arbejdskraft, bl.a. som dåsetomatplukkere.

Flåede tomater koster næsten ingenting, og det er der en god forklaring på. (© dr)

Stopfyldte både med flygtninge og immigranter, der efter en farlig tur over Middelhavet rammer Europas kyster, er blevet hverdagskost. Nogle er flygtet fra krig - andre kommer hertil i jagten på et bedre liv. Og mange har hårdt brug for at tjene penge.

- En del af dem, der plukker tomater nu, er ankommet i både til Lampedusa, Sicilien og Calabria i løbet af de sidste 3-4 år, fortæller Giulia Bari til DR1’s Madmagasinet.

Hun er projektkoordinator for Læger for menneskerettigheder i Italien, der i løbet af de seneste år har arbejdet med at undersøge forholdene for tomatplukkere i Syditalien.

Kan ikke være sikker på løn

- Mange af arbejderne har slet ikke nogen kontrakt, og dem, der har, ved ikke, om den løn, de får, passer til det antal timer, de har arbejdet, siger Giulia Bari til DR1’s Madmagasinet.

Tomatplukkerne ansættes ofte af en mellemmand kaldet ”il carporale”. Han stammer som regel fra samme hjemland som de plukkere, han ansætter, men har de fordele, at han kan italiensk og har kontakt til landmanden.

- Ham, vi kalder ”carporale” tager altid 50 cent for hver kasse, som man har lavet, fortæller Ibrahim Guene, der arbejder som tomatplukker. Og det er meget, når lønnen for en kasse er 5 euro.

Bor under usle forhold

Ibirahim Guene er 28 år og fra Burkina Faso. Han fortæller, at ”Il carporale” udover at tage en bid af deres løn, også tager betaling for at køre dem rundt til markerne. Derfor ender arbejderne ofte i gæld til ”il carporale” i stedet for at kunne spare sammen til et bedre liv.

Lønnen på cirka 22 kroner i timen og den fortsatte betaling til ”il carporale” betyder at tomatplukkerne som Ibrahim Guene bor i usle ghettoer lavet af forladte huse og hjemmelavede teltboliger.

- Musene hopper omkring dig til højre og venstre. Det er svært. Men det, at du er her med dine venner, det overtaler dig til at blive. Men det er ikke nogen rar oplevelse at leve sådan her, siger Ibrahim Guene til DR1’s Madmagasinet.

Derfor er dåsetomater så billige

Arbejdsforholdene for immigranter som Ibrahim Guene er af det uafhængige medie Danwatch blevet sat i forbindelse med produktionen af danske dåsetomater i en rapport fra 2014.

Rapporten fra Danwatch konkluderer, at omkring 400.000 immigranter arbejder uden en ordentlig kontrakt i den italienske tomathøst.

Se mere om dåsetomater og tomathøsten i Madmagasinet på DR1 i aften kl. 21.55.