Indbyggerne vender hjem til Paradise: Jeg græd som en pisket

Myndighederne søger fortsat efter ofre i ruinerne fra byen, som blev jævnet med jorden af skovbranden i Californien.

Tidligt torsdag morgen stod byen Paradise som en helt almindelig californisk bjergby.

Fredag var den omdannet til et postapokalyptisk mareridt. En glødende ruin, jævnet med jorden af en af de mest destruktive skovbrande, der nogensinde har ramt Californien.

23 af byens 27.000 indbyggere er indtil videre fundet døde.

Myndighederne søger fortsat efter ofre i ruinerne af Paradise og har fået assistance fra antropologer fra California State University, fordi der i nogle tilfælde "kun er knoglerester eller knogler tilbage", fortæller sheriffen i Butte County, Kory Honea, til nyhedsbureauet AP.

- Det vejer tungt på os alle sammen, udtaler han.

Efterladte biler og en udbrændt skolebus udenfor Paradise fredag. (Foto: Peter Dasilva © Scanpix)

Ingen by at vende tilbage til

Camp-branden begyndte tidligt torsdag morgen lokal tid, og størstedelen af byens indbyggere forlod Paradise, efter situationens alvor stod klart for myndighederne.

James Betts, en 33-årig gårdmand på en lokal planteskole, ejer ingen bil og forsøgte sammen med blandt andet sin gravide kæreste og sin nevø at forlade byen til fods.

Mens den lille flok gik hen ad vejen, kørte en mand i en pickup-truck op ved siden af dem, og bad dem hoppe op på ladet. De kendte ham ikke, men nåede alle ud af byen i live.

- Det er lidt svært, når du ikke har en by at vende tilbage til. Når du er vokset op i bjergene og har levet der hele dit liv, så er det altid dit tilflugtsted, fortæller James Betts til New York Times.

I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvordan det så ud for de bilister, der kørte ud af Paradise.

Som en tsunami

Ilden bevægede sig gennem byen med rasende fart, fortæller Cathy Fallon, som sammen med sin søn blev tilbage - trods evakueringsordrer fra myndighederne - for at beskytte familiens 14 heste.

Hun beskriver ilden som en "stor tsunami".

- Det var virkelig skræmmende, da den kæmpe mængde ild kom op igennem dalen mod vores hus og lade, fortæller hun til AP.

  • Cathy Fallon foran de afbrændte rester af hendes hjem i Paradise Californien. "Jeg kunne ikke lade de heste brænde op", fortæller hun om de 14 heste hun blev tilbgae for at beskytte. De overlevede alle. (Foto: John Locher © Scanpix)
  • Cathy Fallon med sin søn, Gabriel Fallon, som blev tilbage sammen med hende for at beskytte familiens dyr. (Foto: John Locher © Scanpix)
1 / 2

Cathy Fallon mistede sit hus i branden. To af hendes hunde og ni katte gik også til i flammerne. Laden og alle 14 heste overlevede branden.

- Det var en farlig situation. Jeg kan huske, at min søn midt i det hele sagde til mig "hey! Der er ingen brandmænd. Vi er helt på egen hånd", og jeg tænkte "ja, vi er helt sikkert på egen hånd".

- Det var sort som midnat

Også naboerne Courtenay Jenvey og Glen Walther trodsede myndighedernes opfordring til at evakuere området. Med vandslanger fik de reddet deres egne og to andre huse - men samtlige huse 800 meter i alle retningerne omkring dem forsvandt i flammerne.

Ifølge Courtenay Jenvey opdagede de undervejs, at der ingen mulighed var for at komme ud, selv hvis de ville.

Alle veje var blokeret, der gik ild i træernes blade, som dalede ned på tagene, og ilden brølede som motoren på en jetjager, fortæller han til AP.

- Det var bælgmørkt, sort som midnat. Flammer, gnister, store stykker brændende bark og gløder ramte os. Det var som regn, så vi forsøgte bare at ramme alt, hvad vi kunne med vandslangerne, så hurtigt vi kunne.

- Det var surrealistisk. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på, fortæller Glen Walther. I går gik han for første gang ud for at se på skaderne på byen.

- Jeg havde ikke lyst, men da jeg gjorde, gik jeg 400 meter ned af vejen der, siger han og peger.

- Jeg græd som en pisket.

  • Efterladte biler på Pearson Road i Paradise, Californien. (Foto: Noah Berger © Scanpix)
  • Ødelæggelserne i Paradise var næsten altomfattende. Ifølge byens borgmester brændte 80-90 procent af byen i branden. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)
  • Krystin Harvey trøster sin datter, Araya Cipollini, foran resterne af deres hjem i Paradise. (Foto: John Locher © Scanpix)
  • Lokale betjente reagerer, efter at have fundet rester af ofre for fredagens brand. (Foto: Noah Berger © Scanpix)
  • Indtil videre er der fundet 23 ofre i Paradise. Nogle er gået til i deres hjem, andre på gaden og nogle i deres bil i forsøget på at komme ud af byen. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)
  • Man frygter, at endnu flere ofre kan gemme sig i ruinerne. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)
1 / 6

Intet at komme hjem til

81-årige Jan McGregor kunne i dag vende tilbage til sit hjem i Paradise, en by hvor han har boet hele sit liv. Han fandt sit hus jævnet med jorden - kun et stort metalpengeskab og rørene til husets septiktank stod tilbage.

- Vi har altid vidst, at Paradise var i risiko for skovbrande igennem årene. De er kommet helt op til bygrænsen. Men aldrig på den her måde, siger Jan McGregor, som ikke regner med, at han vil genopbygge sit hjem i Paradise.

- Jeg har ikke noget her at komme tilbage til.

To ofre i det sydlige Californien

To ofre er også fundet i det sydlige Californien, hvor to andre store brande lige nu hærger. De blev fundet i indkørslen til et hjem i Malibu.

Skovbrandene har spredt sig med stor hast på grund af stærk vind og langvarig tørke i Californien. Fra fredag til i dag er Camp-branden vokset til dobbelt størrelse.

- Vi bliver nødt til at acceptere, at det her er "the new normal". Brandene spreder sig eksponentielt mere, end de har gjort førhen, siger Mark Lorenzen, brandchef i Ventura County nær Los Angeles til Reuters.

Han fastslår, at Californiens brande i 2018 har spredt sig hurtigere, end de gjorde for 10 år siden.

På grund af mindre vind er det siden i går lykkedes brandmyndighederne at få 25 procent af Camp-branden under kontrol. I dag er vinden dog taget til igen, og det forventes, at kraftige, tørre vinde vil fortsætte med at blæse frem til mandag.

Det kan få ilden til at sprede sig yderligere, derfor opfordrer myndighederne fortsat til, at områdets indbyggere efterlever evakueringsordrerne.

Facebook
Twitter