Indhentet af fortidens forbrydelser: Her er de 10 vildeste nazi-jagter

Indhentet af historien: ’Dødsenglen,’ ’Slagteren fra Lyon’ og ’Doktor Død’ er blandt de berygtede nazister, der slap ud af krigens umiddelbare efterspil. Men senere blev indhentet af historien.

  • Alois Brunner blev dømt til døden in absentia den 3. maj 1954 i Paris. Han blev dog aldrig fundet og døde angiveligt i 2010 i Syrien, hvor han rådgav regeringen i torturmetoder. (Foto: 40781 © 2011 Gamma-Rapho)
  • Adolf Eichmann (1906-1962). SS-Sturmbannführer. Billedet er fra processen mod ham i 1961, hvor han blev dømt til døden og hængt i Israel i 1962. (Foto: Ullstein Bild)
  • Den brasilianske efterforsker Romeu Tuma interviewes af pressen under efterforskningen af den tilsyneladende afdøde nazidoktor Joseph Mengele, som eksperimenterede på et utal af fanger i koncentrationslejren i Auschwitz. Hans lig blev fundet i Sydamerika, hvor han opholdt sig ind til sin død, selv om han var efterlyst i hele verden. (Foto: Robert Nickelsberg © Robert Nickelsberg)
  • Klaus Barbie under processen mod ham i Lyon i 1987. Her blev han dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Han døde i 1991 i fængslet i Lyon. (Foto: Francis Apesteguy © Apesteguy Francis)
  • Josef Scheungraber. Blev i 2009 dømt skyldig i mord og idømt livsvarigt fængsel. (Foto: Ullstein Bild)
  • Franz Stangl (1908-1971). SS-officer og kommandant i flere polske koncentrationslejre. Blev idømt livsvarigt fængsel for massemord i 1967. Billedet er et civilportræt taget under nazi-tiden. (Foto: Ullstein Bild)
1 / 6

I dag blev den 94-årige Oscar Gröning idømt fire års fængsel for medvirken til drab på 300.000 mennesker. Gröning arbejdede som bogholder i koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig.

Dermed har det retslige efterspil på Anden Verdenskrig nået en foreløbig afslutning. Alene af den grund at alderen indhenter Anden Verdenskrigs nazistiske krigsforbrydere.

DR Nyheder har lavet en oversigt over 10 af de mest markante historier om nazister, der har flygtet og gemt sig, men siden er blevet indhentet af Anden Verdenskrigs retslige efterspil.

1. Alois Brunner: Var, ifølge den jødiske menneskerettighedsorganisation Simon Wiesenthal Center, ansvarlig for deportationen af ikke færre end 128.500 jøder til koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. Han døde i Syrien i 2010 som verdens mest eftersøgte nazist. Den syriske regering har afvist at udlevere Brunner, som er dømt for krigsforbrydelser. Det menes, at Brunner har rådgivet den syriske regering i torturmetoder.

2. Aribert Heim: Også kendt som ’Doktor Død’. Var lejrlæge i både Sachsenhausen, Buchenwald og Mauthausen koncentrationslejrene. Han opererede flere hundrede patienter i lejrene, injicerede hundredvis af jødiske patienter med gift, og bortopererede organer fra patienter. De østrigske myndigheder udstedte i 1950 en arrestordre på ham, men han døde i Kairo, Egypten i 1992.

3. Adolf Eichmann: Han tegnede den store skitse til jødeudryddelserne og organiserede, hvordan jøder over hele Europa skulle transporteres til koncentrationslejrene. Han flygtede til Argentina kort efter krigens afslutning, men blev i 1960 fanget af den Israelske efterretningstjeneste Mossad. De bragte ham tilbage til Israel, hvor han blev idømt dødsstraf og blev efterfølgende hængt i Ramleh-fængslet i 1962. Han blev 56 år gammel.

4. Joseph Mengele: Også kendt som ’Dødsenglen’. Han var lejrlæge i Auschwitz, hvor han udførte bizarre og brutale medicinske forsøg, som dræbte over 400.000 mennesker. Efterfølgende har der været stor kontrovers om hans forsøg, da de har været brugbare for det, vi i dag ved om arvelig genetik og DNA. Josef Mengeles eneste straf for sine forbrydelser blev et efterkrigsliv i evig flugt fra nazi-jægere. En del af hans held med at undslippe retsforfølgelse gennem fire årtier må tilskrives myndigheders manglende vilje til at finde ham. Mengele kunne have været opdaget allerede i sommeren 1945 i en amerikansk fangelejr, men eftersøgningslister med hans navn nåede ikke frem. Helt frem til 1985 var der hos myndigheder og nazi-jægere en udbredt tro på Mengeles forsatte ophold i Paraguay på baggrund af kendskabet til hans paraguayanske opholdstilladelse fra 1960. Først i februar 1985 blev et koordineret efterforskningssamarbejde iværksat under deltagelse af den tyske, amerikanske og israelske regering, men da var det for sent. Mengeles grav blev fundet i en lille by uden for Sao Paolo i Brasilien 1985 - seks år efter hans død.

5. Klaas Carel Faber: Var i starten af krigen en del af det såkaldte ’firing squad’ i Westbork-koncentrationslejren i Holland, som blandt andet Anne Frank sad fanget i. Herefter blev han en del af ’Silver Fir’, som dræbte hollandske modstandsfolk og de, der hjalp med at skjule jøder. Derudover begik han sammen med sin bror mere end 50 snigmord på højtstående hollandske indbyggere som straf for modstandsarbejde. Han blev idømt fængsel på livstid i 1948, men flygtede fra fængslet i Breda, Holland, i 1952. Tyskland ville ikke udlevere ham til Holland på grund af manglende beviser. Han døde i Tyskland i maj 2012.

6. Søren Kam: Han var dansk topnazist og SS-officer. Han anklages for at have medvirket til drabet på den tidligere BT-chefredaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943. Han blev i 1956 tildelt tysk statsborgerskab på grund af en krigsforbryderamnesti. Men trods danske henvendelser om at få ham udleveret, skete det aldrig. Han døde den 23. marts i år.

7. Klaus Barbie: Også kendt som ’Slagteren fra Lyon’. Under krigen var han chef for Gestapo i Frankrig, som var det hemmelige statspoliti for det nazistiske styre. Efter krigen stak han af til Bolivia, men blev senere fundet og udvist til Frankrig, hvor han modtog sin straf. Han døde i 1991 i fængslet i Lyon efter at have afsonet fire år af sin dom.

8. Josef Scheungraber: Efter krigen boede han i Ottobrunn i München, hvor han drev et snedkeri og en møbelforretning. Han var medlem af kommunalbestyrelsen i tyve år og var æresmedlem som chef for brandvæsenet. I 2005 blev han tildelt en medalje for sine tjenester under krigen. En italiensk militærdomstol dømte ham til livsvarigt fængsel den 28. september 2006, og efterfølgende gav de deres oplysninger om ham til de tyske myndigheder. Som følge heraf blev han bragt til München i statsdomstolen i oktober 2008. Den 11. august 2009 blev han fundet skyldig for mord og idømt livsvarigt fængsel.

9. Franz Stangl: Flygtede til Brasilien, hvor han blev anholdt i 1967. Blev sendt til Vest-Tyskland og idømt livstid for medvirken til massemord.

10. Gustav Franz Wagner: Idømt in absentia under Nürnbergprocessen. Flygtede og fik ophold i Brasilien under pseudonym. Arresteret i 1978. Brasiliansk retsvæsen nægtede udlevering. Begik ifølge advokaten selvmord i 1980 – fundet død med en kniv i brystet.