Indien: Advarer om hedebølge med ekstreme temperaturer

I går blev der målt 51 grader i Indien, og dermed er landets varmerekord slået.

Indere opfordres til at søge skygge og sørge for vand i kommende dage, hvor myndighederne advarer om usædvanligt varmt vejr. (Foto: © Sanjay Kanojia, Scanpix)

En by i det nordlige Indien har slået den nationale varmerekord, efter at der er blevet registreret 51 grader, oplyser landets vejrtjeneste.

Rekorden er slået i byen Phalodi i delstaten Rajasthan.

Temperaturer på omkring 40 grader er ikke ualmindelige i det nordlige Indien i maj og juni, som er årets varmeste måneder. Men temperaturer på op imod 50 grader er usædvanligt.

Den tidligere varmerekord på 50,6 grader blev sat i 1956.

Myndighederne har udsendt advarsler om en "alvorlig hedebølge" i de nordlige og vestlige regioner i weekenden.

Indien advarer om hedebølge, når temperaturerne når op på 45 grader - eller fem grader over gennemsnittet i området i de seneste år.

Sidste år døde omkring 2500 mennesker under hedebølger i Indien.

/ritzau/