Indien passerer 20 millioner smittede, mens smittetallet falder for tredje dag i træk

Ifølge de indiske sundhedsmyndigheder er smitten "langsomt aftagende" efter flere uger med voldsomt stigende smittetal.

En pårørende udfører de hinduistiske ritualer for en slægtning, der har mistet livet med covid-19 under en begravelse i Bangalore, Indien, mandag. (Foto: JAGADEESH NV © Scanpix)

Selvom dødstallene fortsætter med at stige i Indien, er der måske grund til forsigtigt håb.

Sådan lyder det blandt andet fra sundhedsmyndighederne i New Delhi, på trods af at landet igen i går – for 12 dag i træk – kunne registrere mere end 300.000 smittetilfælde med corona-virus.

I flere stater er der nemlig tegn på, at smitten er ved at aftage, heriblandt i New Delhi, lyder det ifølge BBC fra byens sundhedsmyndigheder. Tal fra Maharashtra og de nordlige stater Punjab og Uttar Pradesh, som er blandt dem, der er blevet ramt hårdest i det nuværende udbrud, viser, at smitten også her er aftagende.

Og for tredje dag i træk er det samlede smittetal for hele Indien faldet.

Den langsomme opbremsning i smittespredningen er dog stadig ny, og skal den holde, vil det kræve en vedholdende indæmningsindsats både på distrikts- og statsniveau, lyder det fra Indiens sundhedsminister, Lav Agarwal.

Reelle tal kan være langt højere

Mere end 20 millioner er nu blevet smittet med corona-virus i Indien, siden pandemiens start. Det er en fordobling på under fire måneder.

Smitten har indtil videre nået sit højdepunkt med mere end 400.000 smittede på bare en enkelt dag den 30. april. I går var antallet af smittede over 355.000, mens 3.449 mennesker mistede livet med corona. Gårsdagens dødstal er det hidtil højeste i Indien siden pandemiens start.

Indiens store indbyggertal skal tages i betragtning, når man kigger på antallet af smittede. Landet huser knap 1,4 milliarder mennesker, og smittegraden er derfor stadig relativt lav, når man sammenligner med indbyggertal.

Flere sundhedseksperter har dog advaret om, at de reelle døds- og smittetal kan være langt højere end de officielle tal.

Det skyldes blandt andet manglende tests, mangelfuld indrapportering af dødsårsager, og det faktum, at mange patienter dør i hjemmet, uden at være blevet tilset af en læge. Også data fra Indiens krematorier indikerer ifølge BBC, at antallet af døde er voldsomt underrapporteret.

Til sammenligning har USA, hvis befolkning kun tæller en fjerdedel af Indiens befolkning, registreret mere end 2,5 gange så mange døde som Indien.

Her kan du se, hvordan antallet af døde fordeler sig blandt de lande, der har været hårdest ramt af corona-virusset. Som man kan se, er antallet af døde per en million indbyggere fortsat relativt lav for Indien.

Som en skovbrand

Ikke desto mindre er landets hospitaler og krematorier blevet overvældet af de seneste ugers mange syge og døde.

Fra den 1. april er antallet af smittede steget fra 65.000 dagligt til de nuværende over 350.000. Myndighederne har beskrevet det nuværende udbrud, der er virussets anden bølge i Indien, som en skovbrand, der fejer hen over landet med utrolig fart.

Det seneste udbrud skyldes blandt andet, at nye, mere smitsomme varianter har bredt sig i Indien, ikke mindst under flere, store begivenheder, hvor tusindvis af indere har forsamlet sig. Blandt andet en række valgmøder og den hellige festival, Kumbh Mela, i midten af april, hvor mange hundredtusinder hinduistiske pilgrimme flokkede til Ganges-floden for at tage et ceremonielt dyp.

Også manglen på testmuligheder har forværret smittespredningen.

Mangel på ilt og sengepladser

Udbruddets voldsomhed har medført mangel på ilt og sengepladser på mange af landets største hospitaler, ikke mindst i New Delhi, hvor byens chefminister, Arvind Kejriwal, flere gange har advaret om, at byen ikke modtager nok ilt fra den føderale regering.

Ifølge regeringen er der ikke mangel på ilt, men derimod problemer med at få transporteret den nødvendige ilt ud i landet.

I New Delhi er flere hospitaler så pressede, at de har set sig nødsaget til at forsøge at få hjælp via sociale medier.

Også Indiens krematorier kæmper for at kunne følge med efterspørgslen på ligbrændinger, som er den traditionelle, hinduistiske måde at stede sine døde til hvile på.

Ofre for corona bliver brændt i en massebegravelse i udkanten af Bangalore i går. Krematoriet er et af de mange, man har måtte oprette på grund af mangel på plads på landets eksisterende krematorier. (Foto: JAGADEESH NV © Scanpix)

Opposition: Nedlukning er den eneste løsning

Det er da også langt fra alle, der er lige optimistiske på Indiens vegne. Samtidig vækker myndighedernes tiltro til, at bølgen er ved at aftage, bekymring.

- Jeg har prøvet at sige til dem, at hvis alt går rigtigt godt, så vil de være forfærdeligt i de kommende uger. Og måske endda endnu længere, lyder det fra Dr. Ashish Jha, som er dekan på Brown Universitets institut for folkesundhed til nyhedsbureauet AP.

Også Indiens politiske opposition forsøger nu at råbe regeringen op.

Den eneste måde at stoppe spredningen af corona nu er en fuld nedlukning. GOI's (Government of India - Indiens regering, -red.) passivitet dræber mange uskyldige mennesker, skriver oppositionsleder Rahul Ghandhi på Twitter.

Premierminister Nahendra Modi har været tilbageholdende med at lukke det indiske samfund ned, blandt andet af frygt for alvorlige, økonomiske konsekvenser, men i flere delstater har man indført omfattende restriktioner, blandt andet maskepåbud og forsamlingsforbud.

Mangel på vacciner

Samtidig med at smitten har været stigende, er antallet af daglige vaccinationer faldet markant, siden det toppede i sidste måned.

Her vaccinerede man 4,5 millioner mennesker dagligt. Lige nu er antallet ifølge Reuters 2,5 million daglige vaccinationer. Det skyldes, at Indien – på trods af at være en af verdens flittigste vaccineproducenter – ikke har vacciner nok til at føre sin vaccinestrategi ud i livet.

Indtil videre har omkring 9,5 procent af Indiens voksne befolkning fået ét stik, mens kun to procent har fået de to stik, der skal til for at blive immuniseret.

En indisk mand får en COVISHIELD-vaccine i et klasseværelse, der er omdannet til vaccinecenter, i New Delhi tidligere i dag. (Foto: Adnan Abidi © Scanpix)

I lørdags modtog Indien 150.000 doser af den russiske Sputnik 5-vaccine, som er en af de to vacciner, landet har godkendt til brug, og ifølge regeringen er ”millioner af doser” på vej.

To vacciner udover den russiske er lige nu godkendt til brug i Indien, nemlig Covishield, som er en indisk produceret udgave af AstraZeneca-vaccinen, og Covaxin, som også bliver produceret i Indien.

Pfizers vaccine er ikke godkendt til brug i Indien, men ifølge medicinalvirksomheden forsøger man at få hurtiggodkendt vacinnen. Indien har også inviteret Moderne og Johnson & Johnson til at sælge vacciner til landet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk