Indien sætter trist corona-rekord: 'Snart må vi kremere lig ude på gaden'

Indien er stadig ramt af mangel på ilt og sengepladser, mens corona-virusset fortsætter sin hærgen i det folkerige land.

En kvinde venter med sin ilttank på at få plads på hospitalet i Ahmedabad. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)

200.000 mennesker har nu mistet livet med corona i Indien i et af de værste udbrud af virusset, som verden har set, siden coronakrisen brød ud for snart halvandet år siden.

Flere end 3.000 har mistet livet med virusset på blot et døgn, og på bare en enkelt uge er der registreret mere end to millioner smittede blandt Indiens 1,3 milliarder store befolkning.

Hårdest ramt er lige nu hovedstaden New Delhi og den vestlige stat Mharashtra, som blandt andet huser storbyen Mumbai.

I hovedstaden brænder begravelsesbålene dag og nat, og man har måttet tage parkeringspladser i brug for at have nok plads til de mange ligbrændinger, som er et almindelig begravelsesritual i Indien. Det store forbrug af træ har samtidig betydet, at man har måttet fælde træer for at kunne holde bålene i gang.

- Folk dør og dør og dør, fortæller Jitender Singh Shanty, som koordinerer afbrændingen af op mod 100 lig om dagen i den østlige del af New Delhi.

- Hvis der kommer flere lig, bliver vi nødt til at kremere ude på gaden. Der er ikke mere plads her, siger han til nyhedsbureauet AFP.

Det er også i hovedstaden, at man oplever de største problemer med at finde senge og ilt til de mange alvorligt syge corona-patienter. Flere steder oplever patienter at blive afvist i døren, fordi man ikke har plads eller ilt til dem.

Her kan du se billeder fra en af de parkeringspladser i New Delhi, hvor man har måttet oprette ligbrændinger i New Delhi. Vi skal advare om, at videoen kan indeholde voldsomme billeder:

Indiens dødstal skal ses i relation til landets store indbyggertal på hele 1,3 milliarder mennesker. Sammenligner man de høje dødstal med indbyggertallet, så ligger Indien stadig langt nede på listen over lande, der har mistet flest indbyggere til corona-virusset per én million.

Så selvom lande som Indien, USA og Brasilien har langt flere smittetilfælde og dødsfald med corona samlet set, så er det lande som Ungarn, Tjekkiet og Bosnien-Hercegovina, der ligger i top på listen over lande, der har mistet flest indbyggere til corona per én million indbyggere.

Som man også kan se på listen herunder, så ligger Indien på en fjerdeplads, når det kommer til det samlede antal døde, men med kun 147 døde per en million indbyggere. Til sammenligning er tallet i Danmark 425 døde per en million indbyggere.

Desperate tider

Ikke desto mindre er både sundhedsvæsen og begravelsesforretninger blevet overvældet af den voldsomme anden bølge af virusset, som lige nu fejer henover Indien.

Den alvorlige udvikling har skabt desperation blandt de indere, hvis pårørende er blevet syge, men ikke kan få en sengeplads eller den nødvendige behandling.

Det har blandt andet skabt en øget efterspørgsel på medicinen Remdisivir, som man kan bruge til at behandle alvorligt syge corona-patienter. Ifølge BBC’s reporter i Indien har efterspørgslen sat fut under det sorte marked, hvor priserne på den svært tilgængelige medicin er ti gange højere end den officielle.

Også iltbeholdere og andet udstyr, der kan hjælpe de mange syge, som må blive hjemme, bliver ifølge BBC handlet på sociale medier og i private whatsapp-grupper.

Indere bærer en iltbeholder hjem, efter at have fået den genopfyldt uden for i New Delhi tidligere i dag. (Foto: Adnan Abidi © Scanpix)

Ifølge talsperson for WHO, Tarik Jasarevic, bliver der dog lagt unødvendigt stort pres på de indiske hospitaler, fordi mange smittede personer tager på hospitalet ”i panik”, når de sagtens kan komme sig oven på virusset derhjemme.

Han understreger over The Guardian, at kun omkring 15 procent af covid-19-patienter rent faktisk har brug for behandling på et hospital.

Den perfekte storm

Den nuværende anden bølge finder sted, efter smitten ellers har været stødt faldende i Indien siden efteråret.

I slutningen af februar begyndte smitten at stige igen, og i marts tog smittetallene fart og satte nye højder i løbet af april.

Situationen forbedres ikke af, at der blandt de mange smittede findes flere mutationer af virusset - både den særligt smitsomme britiske variant og en anden mutation kaldet B.1.617, som er opstået i Indien.

Den store smittespredning giver samtidig risiko for, at der kan opstå endnu nye mutationen af virusset.

Men det er ikke kun de særligt smitsomme varianter, der har udløst den indiske krise. Det er en kombination af flere faktorer, som til sammen har skabt "den perfekte storm", lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

En af dem er den lave andel af befolkningen, som indtil nu har fået en vaccine mod corona-virusset. For selvom Indien er verdens største vaccineproducent, er blot 1,6 procent af befolkningen indtil videre vaccineret med to stik.

Af samme grund åbner man i dag op for, at alle over 18 år kan få de nødvendige stik, og Indiens præsident, Nahendra Modi, opfordrer alle til at tage imod vaccinen. Der er dog tvivl om, hvorvidt landets vaccinebeholdning kan følge med efterspørgslen.

  • Mange tusinde hinduistiske pilgrime var forsamlet i og omkring Ganges-floden under Kumbh Mela-festivalen i Haridwar i Uttarakhand i Indien i midten af april. Her bader såkaldte hellige mænd i floden. (Foto: IDREES MOHAMMED © Scanpix)
  • Kumbh Mela er hinduernes vigtigste pilgrimsrejse som finder sted på visse særlige, astrologisk bestemte dage, fire gange i løbet af en tolvårsperiode til en af byerne Prayag, Haridwar, Ujjain eller Nashik. Her ses pilgrimme forsamlet i stort antal i Haridwar tidligere på måneden. (Foto: ANUSHREE FADNAVIS © Scanpix)
  • Ifølge hinduistisk mytologi skulle "udødelighedens nektar" en gang i en fjern fortid skal være spildt under en strid mellem det gode og det onde i disse fire floder, der anses som hellige. Her ses pilgrimme forsamlet ved Ganges-flodens breder. (Foto: ANUSHREE FADNAVIS © Scanpix)
1 / 3

Også store forsamlinger i form af valgmøder i forbindelse med forårets delstatsvalg og fejringen af den hellige hinduistiske festival Kumbh Mela, hvor mange tusinde indere tog et ceremonielt dyp i Ganges-floden, kan have været medvirkende til den store spredning af smitte.

Ifølge BBC begyndte smittetallene i hvert fald at stige i takt med, at Indiens politiske partier begyndte at føre valgkamp i delstaterne Vestbengal, Assam, Kerala og Tamil Nadu. Kampagnerne bestod ofte af store valgmøder med mange deltagende, i mange tilfælde uden afstandskrav og med minimal brug af mundbind.

Regeringspartiet BJP har afvist, at valgmøderne har spillet en rolle i smittespredningen, og der er også registreret lignede stigende smitte andre steder i landet i samme periode.

Tilhængere af partiet TMC forsamlet til valgmøde i landsbyen Bhabeshmore i Jalpaiguri-distriktet den 14. april. (Foto: Diptendu Dutta © Scanpix)

Panik skaber pres

Situationen i Indien er en krise for hele verden – ikke bare for Indien selv, lyder det samtidig fra WHO.

- Virusset respekterer hverken grænser eller nationaliteter, alder, køn og religion. Og det, som sker i Indien lige nu, har desværre også udspillet sig i andre lande, siger chefforsker i WHO Dr. Soumya Swaminathan ifølge BBC.

Virusset spreder sig ganske som forventet på tværs af grænser. På et nyligt fly fra New Delhi til Hongkong blev 50 passagerer ifølge det britiske medie testet positive for corona.

Udviklingen har fået Indiens naboland Bangladesh til at lukke sine grænser for at forhindre smitte, ligesom mange andre lande også har lukket midlertidligt for flytrafik til og fra Indien.

Understreger den globale ulighed

Ifølge USA’s corona-rådgiver, Antony Fauci, understreger situationen i Indien den globale ulighed, hvad angår sundhed og corona-håndtering.

- Den eneste måde, du kan reagere tilstrækkeligt over for en global pandemi, er ved at have et globalt svar, og et globalt svar betyder lighed i hele verden. Det er desværre ikke noget, der er blevet ført ud i livet, siger han til The Guardian.

Ifølge Fauci er det et ansvar, som verdens rigeste lande bliver nødt til at påtage sig.

- Lige nu er der en forfærdelig tragisk situation, hvor mennesker dør, fordi der ikke er nok ilt og nok hospitalssenge. Vi bliver nødt til fremover at få så meget lighed, når det kommer til den offentlige sundhed, som vi overhovedet kan. Fordi vi er sammen om det her. Vi lever i en forbundet verden, og som lande har vi et ansvar over for hinanden, særligt hvis du er et rigt land, og man har at gøre med lande, som ikke har de samme ressourcer og evner som dig, siger han.

WHO har ifølge den amerikanske corona-rådgiver sat ekstra skub i støtten til Indien gennem Covax – et globalt program, der skal sikre, at de lande, der har hårdest brug for vacciner og anden behandling, også har adgang til dem.

Hjælpen er på vej

Indien er også blevet lovet hjælp af flere lande heriblandt USA, Pakistan, Israel, Tyskland og Storbritannien.

I går ankom den første britiske sending, som blandt andet indeholdt 100 respiratorer og 95 apparater til iltudvinding.

Fra USA lyder meldingen, at man har ”intentioner” om at sende vacciner til Indien, som også kom til USA’s hjælp, da corona-virusset var på sit højeste sidste år. Det er dog uklart, hvornår vaccinehjælpen vil komme.

I mellemtiden vil USA forsyne Indien med antiviral medicin som Remdisivir og udstyr til at producere vacciner, lyder det fra USA’s præsident, Joe Biden.

Også EU har lovet at sende medicin og ilt til Indien i de kommende dage.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk