Indisk passagerfly brækket i to ved landing - 18 dræbt

Mindst 18 har mistet livet, da et passagerfly med 190 personer om bord forulykkede ved landing i en lufthavn i det sydvestlige Indien.

Flyet knækkede over i to, da det gled ud over landingsbanen. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Et passagerfly fra Air India Express med 190 personer om bord er forulykket og knækket over i to ved landing i lufthavnen i Calicut i det sydvestlige Indien fredag.

Ambulancer og brandbiler hastede til landingsbanen efter flystyrtet. Billeder fra stedet viser et smadret fly, der er brækket over i to dele.

Meldingen lørdag morgen er, at 18 personer har mistet livet, mens 16 er alvorligt kvæstet.

  • Flyet formåede ikke at lande sikkert, men styrtede ned over en skrænt. (Foto: - © Scanpix)
  • Der er mindst 18 døde og mange kvæstede. (Foto: HANDOUT / CIVIL DEFENSE © Scanpix)
  • Lufthavnen blev lukket efter ulykken. (Foto: - © Scanpix)
  • Der var 190 personer ombord. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)
  • Redningsarbejdere søgte i aftes efter overlevende efter flystyrtet. (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • Her ses det tydeligt, at der er kraftig regn i området. (Foto: HANDOUT / CIVIL DEFENSE © Scanpix)
  • Ambulancer og redningsmandskab blev straks kaldt til stedet. (Foto: STRINGER © Scanpix)
1 / 7

Myndighederne oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at kraftig regn og voldsomme vindstød påvirkede flyet, inden det forulykkede.

Kraftig regn i området

Flyet var på vej fra Dubai og skulle lande i Kozhikode, der også er kendt under navnet Calicut.

Voldsom regn og vindstød forhindrede piloterne i at lande flyet i første forsøg. Under det andet forsøg landede flyet for langt nede ad landingsbanen og skred ned i en 10 meter dyb dal og knækkede, oplyser Indiens minister for civil flytrafik, Hardeep Singh Puri.

Kaotiske billeder fra ulykkesstedet:

Ifølge den indiske netavis Hindustantimes.com var flyet en del af den såkaldte Vande Bharat-mission, der skal sørge for at få folk hjem fra andre lande, hvor de er strandet på grund af corona-pandemien.

Om bord på flyet, en Boeing 737, var 184 passagerer - heraf ti småbørn - samt seks besætningsmedlemmer, beretter BBC.

Opdateret lørdag 8/8 med opdaterede dødstal, passagertal og nye oplysninger fra myndighederne.

Facebook
Twitter