Indonesiske myndigheder kort før tsunami: "Tag det roligt"

Tsunamien, der har kostet mindst 222 mennesker livet, blev af indonesiske myndigheder karakteriseret som en ufarlig tidevandsbølge.

Mindst 222 personer har mistet livet i tsunamien.

Omkring klokken 21:30 lokal tid ramte en tsunami i Sundastrædet mellem øerne Java og Sumatra i Indonesien.

Mindst 222 personer har mistet livet, og 843 er blevet skadet, oplyser de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mange savnes fortsat.

Det er især gået hårdt ud over kystområderne ved Pandeglang, Serang og Lampung.

Få timer inden tsunamien ramte, sendte det indonesiske Agentur for Meteorologi, Klimatologi og Geofysisk (BMKG) en besked ud til borgerne på det sociale medie Twitter, hvor myndigheden fastslog, at der var tale om ufarlige tidevandsbølger.

- Der er også fuldmåne i aften, hvilket forårsager høje tidevandsbølger. Tag det roligt, skrev det indonesiske Agentur for Meteorologi, Klimatologi og Geofysisk (BMKG) på Twitter efterfulgt af en emoji med solbriller.

Tsunamien ramte i Sundastrædet i går aftes omkring klokken 21:30 lokal tid. (Foto: STAFF © Scanpix)

Udløst af vulkansk aktivitet

Efter det stod klart, at det var en voldsom tsunami, der var tale om, har den meteorologiske myndighed rettet sit Twitter-indlæg, så det nu fremgår, at der var tale om en tsunami forårsaget af vulkansk aktivitet fra vulkanen Anak Krakatau på vulkanøen Krakatau. Solbrille-emoji'en blev ligeledes fjernet.

Det skriver TheJakartaPost.

Også en talsmand fra Indonesiens Nationale Agentur for Katastrofebegrænsning (BNPB) måtte undskylde for at have givet forkerte informationer via Twitter på baggrund af de fejlagtige oplysninger fra BMKG.

- Jeg beklager mit forrige tweet, hvor jeg påstod, at der havde været en tidevandsbølge i stedet for en tsunami. Der har været ændringer i informationen som følge af nye data og analyser, skrev han i sit efterfølgende Twitter-indlæg.

Efter tsunamien har det indonesiske Agentur for Meteorologi, Klimatologi og Geofysisk (BMKG) advaret borgere om at tage tilbage til kystområderne i Sundastrædet.

- Dem, der er blevet evakueret, bør undlade at returnere, udtaler Rahmat Triyono fra BMKG ifølge Reuters.

Facebook
Twitter