Ines blev stjålet som spæd under Franco-styret: Jeg har altid haft en følelse af, at noget ikke stemte

Selvom Ines Madrigal har fået rettens ord for, at hun blev stjålet som barn, så må hun stadig leve med uvisheden om, hvem hun egentlig er, og hvor hun hører til.

Inés Madrigal tror ikke længere på, at hun kommer til at møde sine biologiske forældre, men til gengæld har hun skabt sin egen familie og fået to børn. (Foto: Jeppe Kanstrup © (C) DR Nyheder)

Ines Madrigal viser os sin fødselsattest. Det er hendes bevis på, at hendes liv begyndte med en løgn.

- Her står, at min biologiske mor hedder Inés Pérez Pérez, og at hun fødte mig d. 4. juni 1969. Men det passer ikke. Hun har aldrig været gravid.

Den falske attest er skrevet af lægen Eduardo Vela. En mand, der spiller hovedrollen i en af de mest opsigtsvækkende retssager i Spanien i nyere tid.

I oktober blev han kendt skyldig i dokumentfalsk og i at have solgt – eller givet - Inés til det barnløse par, hun voksede op hos.

Ines Madrigals retssag fik for alvor sat fokus på Spaniens historie med stjålne babyer. REUTERS/Sergio Perez (Foto: Sergio perez © Scanpix)

Det er den første retssag af sin art nogensinde i Spanien, og Inés Madrigal er således det eneste menneske i Spanien, der har rettens ord for, at hun er en stjålen baby.

- Jeg har altid haft en følelse af, at noget ikke stemte. Som om jeg var en brik, der ikke passede ind i puslespillet, siger Ines Madrigal.

Netværk af stjålne babyer

I 1969 - det år, Ines blev født – havde salget af børn stået på i årevis.

Det begyndte under Den Spanske Borgerkrig i 1930'erne, hvor kvindelige Franco-modstandere i fængsel fik taget deres børn.

Man troede dengang, at man kunne mindske de skadelige effekter af ”det røde gen”, hvis man sørgede for, at børnene fik en god opdragelse hos en anstændig familie.

I årene under Franco-styret udviklede trafikken sig og involverede nu også den katolske kirke. Fattige kvinder og enlige mødre, kvinder som styret fandt uegnede til at være mødre, fødte deres børn på klinikker drevet af nonner.

Her fik kvinderne ofte at vide, at deres barn var dødfødt. Selv efter Francos død fortsatte babytyveriet. Det seneste dokumenterede tilfælde er fra 1996.

Hvad der er sket for Inés Madrigals biologiske mor, ved Inés ikke. Da hun var 18 år, fik hun at vide, at den kvinde, hun troede var hendes mor, aldrig havde født.

Forklaringen lød, at hendes biologiske mor havde haft en affære uden for ægteskabet, og derfor ikke kunne beholde hende. Den historie levede Ines Madrigal med indtil 2010, hvor hun læste en avisartikel, der kom til at forandre hendes liv.

- Jeg læste en historie om stjålne babyer på den fødeklinik i Madrid, hvor jeg selv blev født. Der tænkte jeg, om det også kunne være min historie?

Mange har tænkt som Ines. Tusinder af voksne børn har forsøgt at gå til domstolene for at få klarhed over, hvem de i virkeligheden er. Men ingen sager er blevet taget op – med den begrundelse, at det ikke nytter noget: Sagerne er forældet.

Anmeldte sin egen mor

Grunden til at Ines Madrigal fik sin sag igennem, skyldes et snedigt juridisk krumspring.

Hendes adoptivmor støttede hende i kampen for at finde sine rødder – og accepterede at blive anmeldt af sin egen datter for at have stjålet hende. Den omvej betød, at domstolen tog sagen op, og at lægen Eduardo Velas gerninger kom frem i lyset.

Inés Madrigal er glad for sin barndom og sine to adoptivforældre. Her med hendes adoptivmor. (© (C) DR Nyheder)

Eduardo Vela blev kendt skyldig – men han forlod retten som en fri mand. Hans forbrydelser var forældede. Den afgørelse vil Ines Madrigal nu have indbragt for den spanske højesteret.

- Jeg er ikke interesseret i, at Vela kommer i fængsel, for han er en gammel mand. Men jeg ønsker, at han skal dø som en dømt mand. Det vil være en triumf for mig, siger Ines Madrigal.

Den spanske regering har netop fremsat et lovforslag, der skal gøre det lettere for børn og forældre at finde hinanden. Det omfatter bedre adgang til arkiver, juridisk og økonomisk hjælp samt gratis DNA-test og en DNA-bank, hvor slægtninge kan finde hinanden.

Det er alt sammen et skridt på vejen, men hjælpen kommer for sent, mener Ines.

- Jeg bliver 50 til næste år. Vores forældre dør, vi har travlt!

Hun har forliget sig med, at hun måske aldrig kommer til at kende sandheden om sine rødder.

- Jeg har levet det liv, som Eduardo Vela bestemte, jeg skulle leve. Men det er mit liv. Jeg har skabt min egen familie, jeg har fået to vidunderlige børn. Det eneste biologiske, der er sket i mit liv. Jeg har fundet fred med, at jeg måske aldrig kommer til at kende min biologiske familie. Jeg er Ines Madrigal.

Facebook
Twitter