Ingen afklaring om EU-topjob: Nyt topmøde i morgen

EU's stats- og regeringschefer skal mødes igen i morgen for at se, om de kan blive enige om fordelingen af topposterne i EU.

Rådsformand Donald Tusk kæmper for at finde enighed blandt EU's stats- og regeringschefer om EU-topposter. (Foto: Geoffroy Van Der Hasselt © Scanpix)

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har efter 18 timers maratonforhandlinger valgt at afbryde det ekstraordinære topmøde om fordelingen af EU-topjob.

Der er nu planlagt et nyt topmøde i morgen klokken 11.00, oplyser hans talsmand, Preben Aamann, på Twitter.

Donald Tusk selv ønsker ikke at udtale sig til pressen om forhandlingerne mellem EU's 28 stats- og regeringschefer, der gik i gang i går klokken 18.00.

Selvom de har forhandlet uafbrudt siden da - både i fællesskab og på tomandshånd med Donald Tusk - er det endnu ikke lykkedes de europæiske ledere at blive enige om fordelingen af posterne - heriblandt posten som formand for Europa-Kommissionen og formand for Det Europæiske Råd.

Her er de fem EU-topposter, der skal genbesættes i år. (Foto: Mads Rafte Hein)
Her er de fem EU-topposter, der skal genbesættes i år. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein)

Ifølge DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg, skyldes det, at der er gået partipolitik i fordelingen af posterne.

Europas kristenkonservative partifamilie mener eksempelvis, at den har førsteret til kommissionsformandsposten, da den blev den største ved det seneste europaparlamentsvalg. Det er de europæiske socialdemokrater og liberale dog ikke enige i.

- Når Europas politiske partier beslutter sig for, at de enkelte topposter skal have en bestemt partifarve, så udelukker man en masse andre kvalificerede kandidater til posterne, fordi de har forkerte partifaver. Det gør det svært at lægge topjob-kabalen, siger Ole Ryborg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager for første gang i et EU-topmøde. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

Vestager i spil

Der er en række forhold, der skal tages hensyn til i forhold til jobkabalen, ikke mindst politisk partiforhold, geografi og køn, og derfor er det ikke nogen let opgave at få kabalen til at gå op.

Danske Margrethe Vestager (R) er et af de navne, der er i spil til en af posterne, og den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), sagde i går, da hun ankom til topmødet, at hun vil kæmpe for at få den radikale politiker valgt til kommissionsformandsposten.

- Det er ledelsen af Europa, vi skal diskutere, og en af opgaverne er at gøre, hvad jeg kan for at få Vestager valgt. Gerne allerede i aften, sagde Mette Frederiksen i aftes, da hun ankom.

Et andet navn, der blev nævnt inden topmødet, var den socialdemokratiske spidskandidat, Frans Timmermans.

Her lød det, at Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien var blevet enige om at kæmpe for Frans Timmermans - og ikke den kristenkonservative spidskandidat, Manfred Weber, som ellers kommer fra Europa-Parlamentets største gruppe - som ny kommissionsformand.

Det skulle dog have mødt modstand fra store dele af den kristenkonservative EPP-partifamilie. De mener nemlig, at posten bør tilhøre dem, eftersom de er den største gruppe i Europa-Parlamentet.

Og flere af de østeuropæiske medlemslande, herunder Polen, har længe haft et horn i siden på Frans Timmermans. Det skyldes, at han som første næstformand i den nuværende Kommission har stået i spidsen for en række sager mod netop Polen og Ungarn for ikke at leve op til EU’s retsstatsprincipper.

Andre navne, der er blevet nævnt i kandidatsnakken, er EU's brexit-chefforhandler, Michel Barnier, Verdensbankens administrerende direktør, Kristalina Georgieva, den belgiske premierminister, Charles Michel, og Irlands premierminister, Leo Varadkar.

Det er tredje gang, at beslutningen om fordelingen af EU-topjob bliver udskudt. På onsdag skal europaparlamentarikerne vælge deres næste formand, og det er en post, der indgår i kabalen.

FacebookTwitter