Ingen afstand eller mundbind: I New Zealand kan man gå til koncert med 20.000 andre

Mens vi andre må vente, har nogle lande fået så godt styr på virusset, at livet for en stund føles normalt.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, stod i 2020 i spidsen for en meget stram tilgang til coronapandemien. Nu har landet sænket beredskabsniveauet til det lavest mulige. (Foto: pool © Scanpix)

Det virker næsten som en fjern drøm. At stå en varm sommerdag, tæt omgivet af tusindvis af mennesker, mens bandet spiller på scenen foran dig, og du synger med for dine lungers fulde kraft. Ingen krav om afstand, ingen håndsprit og ikke et mundbind i syne.

En fjern drøm for musikelskere i blandt andet Europa og USA, ja, men i New Zealand er det virkelighed.

Tidligere på måneden var intet mindre end 20.000 mennesker i hvert fald forsamlet til en udendørs koncert med bandet Six60 i Waitangi i New Zealand – og der var ingen krav om afstand eller mundbind.

En god beliggenhed og et indrejseforbud

New Zealand er nemlig et af de få steder i verden, der indtil videre har klaret coronavirusset så godt, at de har kunnet sænke deres beredskabsniveau til det lavest mulige.

Indtil for få dage siden havde landet klaret hele to måneder uden et eneste lokalt smittetilfælde - ikke mindst takket været New Zealands geografiske beliggenhed og det faktum, at landet har indført indrejseforbud for alle lande undtagen Australien og visse lande i Stillehavet.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, genvandt i oktober posten som landets leder, ikke mindst på grund af hendes håndtering af corona-virusset. (Foto: pool © Scanpix)

Selvom folk stadig opfordres til at vaske hænder ofte, holde styr på, hvem de er sammen med og i øvrigt holde afstand til folk, de ikke kender, så har der siden slutningen af sidste år ikke længere været nogle begrænsninger på, hvor mange gæster man må have til sin bryllupsfest, hvor mange tilskuere der må juble under fodboldkampen eller antallet af gæster til en koncert.

I Europa og USA går det helt anderledes. Her er der lange udsigter til festivaler, koncerter og sportsbegivenheder. Senest har den amerikanske festival Coachella aflyst, ligesom også spanske Primavera og britiske Glastonbury har aflyst dette års festivaler.

New Zealand er dog ikke helt ude af farezonen. Landet har for nyligt registreret to tilfælde af den sydafrikanske mutation af virusset, der også er særligt smitsom. Det er første gang i to måneder, at New Zealand har nye smittetilfælde, og udviklingen fik Australien til at indføre et 72 timers indrejseforbud fra New Zealand.

10 måneder uden smitte

Også i nabolandet Australien er man flere steder sluppet relativt billigt fra pandemien - ikke mindst i det vestlige Australien.

Indtil for få dage siden var byen Perth nået op på hele 10 måneder uden smittetilfælde. Smitten er kommet på så lang afstand, at det for indbyggerne i Perth ikke længere er en del af hverdagen:

- I hverdagen glemmer jeg det. Bekymringen er gået væk på mange måder, fortæller Annalise Hayman, som bor i Perth, til Buzzfeed, tilbage i starten af december.

Hun tænker ikke længere over det, inden hun tager sine børn med på legeplads eller sætter sig på tilskuerpladsen på et fyldt fodboldstadion. Hun ejer ikke engang et mundbind, fortæller hun til det amerikanske medie.

Men heller ikke i Perth slipper man helt for coronavirusset. Søndag har man netop indført en ny fem dage lang, striks nedlukning, efter en person blev registreret smittet med den særligt smitsomme britiske variant af coronavirusset.

Øer kan isolere sig

Ikke overraskende er det særligt øsamfund, der er sluppet for en udbredt smitte.

I Taiwan kan antallet af døde med covid-19 tælles på to hænder. Det skyldes ikke mindst, at ø-nationen har isoleret sig ved i marts måned sidste år at indføre indrejseforbud for langt de fleste besøgende.

Landet kræver fortsat to ugers karantæne for de få personer, der får lov til at komme ind i landet, også Taiwans egne statsborgere. Her har bryllupper, baseball-kampe og koncerter kunne forløbe uden bekymring for smittespredning.

Selvom det indtil videre er gået godt for Taiwan, så har man ingen planer om at slække på restriktionerne, før man er sikker på, at vaccinerne har vist sit værd som "et dokumenteret og vedvarende våben mod virusset", udtaler landets sundhedsministerium.

Besøgende sidder tæt - dog iført mundbind - og lytter til en præsentation under en fire dage lang computerspilsmesse i Taipei i Taiwan i fredags. (Foto: SAM YEH © Scanpix)

Taiwan kommer ikke til at være et af de lande, der har slækket på restriktioner på grund af folkeligt pres for efterfølgende at måtte stramme dem igen, fortæller landets sundhedsminister, Chen Shih-chung, til New York Times.

I starten af januar registrerede Taiwan da også sit første tilfælde af den nye, mere smitsomme britiske variant af coronavirusset hos en indrejst britisk statsborger. Efterfølgende strammede regeringen indrejserestriktionerne og karantænereglerne.

Også en hel række mindre ø-samfund i Stillehavet er på grund af deres isolerede beliggenhed sluppet for udbrud, blandt andre Palau, Mikronesien, Samoa og Tonga.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk