Ingen planer om danske landtropper i Irak

Danske fly er gået på vingerne for at deltage i bombetogter mod Islamisk Stat.

Danske soldater skal ikke sendes ind i Irak for at deltage i kampe på landjorden, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

- Vi hjælper med vores F16-fly og med at træne de irakiske og kurdiske styrker, så de selv er i stand til at varetage de kampe, der skal ske på jorden.

I regeringen er der altså ingen planer om at udvide den danske krigsindsats, understreger også statsminister Helle Thorning-Schmidt.

- Det, der ligger i kortene nu, er bestemt ikke landtropper. Vi hjælper irakerne fra luften, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil være et vigtig bidrag til den kamp, de nu skal kæmpe, siger statsministeren.

Næsten 40 procent af danskerne erklærer sig ellers enige eller delvist enige i, at Danmark skal være klar til at gå ind med soldater på landjorden i kampen mod Islamisk Stat, hvis vi bliver bedt om det.

Det viser en ny meningsmåling fra Epinion lavet for DR Nyheder.

Venstre på linje med Regeringen

I Venstre er forsvarsordfører Troels Lund Poulsen helt afvisende overfor, at det atter kan blive nødvendigt at sende danske soldater i krig på landjorden i Irak.

- Jeg kan ikke se, at det skulle blive aktuelt at sætte danske landtropper ind i Irak, alene af den grund at der er irakiske sikkerhedsstyrker og kurdiske styrker, der kæmper mod IS.

Lytter til amerikanerne

I Liberal Alliance er man derimod klar til at sende danske soldater af sted i ildkamp, hvis vi bliver bedt om det af amerikanerne, siger udenrigsordfører Mette Bock, men hun understreger dog, at det ikke er aktuelt lige nu.

- Vi er åbne i den forstand, at hvis der kommer en anmodning, så skal vi være klar til det, for det kan være det bliver nødvendigt, jeg håber det bare ikke, lyder det fra Mette Bock.

Facebook
Twitter