Ingen tvivl: Egyptens Sisi får fire år mere

Resultatet er givet på forhånd ved Egyptens valg. Men mange vælgere bakker reelt op om præsident Sisi.

Både i hovedstaden Kairo og over det meste af Egypten fylder præsident Abdel Fattah al-Sisis valgplakater en del i gadebilledet. (Foto: REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix © Ammar Awad)

Ingen iagttagere er i tvivl om, at Egyptens siddende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, får fire år mere på posten.

Præsidentvalget indledes i dag og slutter onsdag, og kun én person stiller op mod Sisi. Han hedder Moussa Mustafa Moussa, og ingen ved, hvad han egentlig står for.

- Det er kedeligt at skulle sige det, men dette valg er en farce, siger Michele Dunne, chef for mellemøstprogrammet ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, til det svenske nyhedsbureau TT.

Fra menneskerettighedsorganisationer lyder der massiv kritik af, at præsident Sisi har slået hårdt ned på politiske modstandere og indskrænket ytringsfriheden og forsamlingsfriheden markant.

Ifølge nogle rettighedsgrupper sidder der i dag op mod 60.000 politiske fanger i Egyptens fængsler. Mange af de demokratiaktivister, der stod i spidsen for demonstrationerne på Tahrir-pladsen for syv år siden, er blandt fangerne.

Siden revolutionen i 2011 har Egypten været igennem en politisk og økonomisk turbulent periode. Turister og investorer har holdt sig væk, og det har ført til tab af arbejdspladser og stigende priser på dagligvarer.

Nu ønsker egypterne fred og stabilitet, og derfor støtter mange vælgere Sisi. De mener, at han kan få landet ud af problemerne.

/ritzau/