Tyskland, Brasilien og Australien. Det er blot tre af de 123 lande, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke længere kan rejse til.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) har nemlig udstedt en arrestordre på Putin, som betyder, at han vil blive anholdt og udleveret til domstolen i Haag, hvis han sætter sine ben i et af de lande, der har ratificeret Rom-Statutten.
Den russiske præsident er anklaget for krigsforbrydelser begået i Ukraine. Ifølge ICC er Putin er ansvarlig for, at Rusland systematisk har "flyttet" børn fra de ukrainske regioner Donbas, Mariupol og Kherson til institutioner og hjem i Rusland.
Og selvom arrestordren næppe får konsekvenser lige nu og her på slagmarken i Ukraine, så kan det få konsekvenser for den den russiske præsident i fremtiden, vurderer Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er orlogskaptajn, ph.d. i folkeret og militærforsker hos Forsvarsakademiet.
- På længere sigt, hvis Putin ikke længere er præsident i Rusland, og der kommer et nyt styre, så kan han risikere at blive udleveret til Haag. Det sætter jo Putin under pres, siger eksperten.
Putins indskrækning af frihed
Arrestordren betyder helt specifikt, at Putins bevægelsesfrihed indskrænkes. Sætter han sine ben i et af de 123 lande, heriblandt Danmark, så er de forpligtet til at gribe ind og anholde Putin. Herefter vil han blive overført til Haag og sat for en domstol.
Det samme gælder Ruslands kommissær for børns rettigheder, Maria Lvova-Belova, der også er udstedt en arrestordre på.
Men det kommer næppe til at ske, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
- Jeg kan ikke forestille mig at han vil løbe den risiko, siger han.
Den Internationale Straffedomstol fører nemlig ikke retssager in absentia, og så længe Putin og Maria Lvova-Belova ikke rejser til et af de 123 lande, så kan de ikke udleveres til Haag, da der ikke er nogen der har myndighed til at trænge ind på russisk terrotorium om anholde dem
Og det er højst usandsynligt, at Rusland på nuværende tidspunkt selv vil arrestere eller udlevere Putin.
En skamplet for hele landet
Frederik Harhoff er ekspert i folkeret og professor emiritus, og han vurderer også, at arrestordren vil få konsekvenser for Putin i fremtiden.
Det er nemlig højst usandsynligt at arrestordren bliver trukket tilbage igen selv efter krigen.
- Arrestordren gør det vanskeligere for Putin at indgå i internationale konferencer, og det gør det også sværere for ham at forhandle med andre lande. Det er jo en skamplet på et land, at en præsident er anklaget for krigsforbrydelser, siger han.
Han vurderer også Den Internationale Straffedomstol vil forsøge sig med mere alvorlige anklager mod præsident Putin i forbindelse med krigen i Ukraine.
- Problemet er bare, at det er meget svært at skaffe beviser for de her mere alvorlige krigsforbrydelser, siger han.
En tur til Sydafrika?
Selvom Putins rejser har været begrænset, siden krigen brød ud, så er der et par aftaler i hans kalender, som nu vil blive fulgt meget nøje.
Ifølge Sky News har Putin blandt andet et planlagt besøg til en konference i Sydafrika i august 2023.
Sydafrika er blandt ICC's medlemslande, og det ville derfor betyde, at landet er forpligtet til at anholde Putin, hvis han rejser dertil.
Et besøg fra Putin er dog ikke helt udelukket. I 2015 havde Sydafrika besøg af Sudans præsident Omar Al-Bashir, som der også var en arrestordre på, uden at anholde ham.
Udover det er der en lang række lande, som ikke har underskrevet Rom-statutten, heriblandt Rusland selv, Kina og Indien.
USA har heller ikke underskrevet aftalen.
Hør mere om Putins Rusland og den radikalisering og militarisering, som samfundet har levet med i årevis i Verden ifølge Gram.