International domstol udsteder arrestordre på Putin

Rusland kalder beslutningen for meningsløs.

Der er nu udstedt en arrestordre Præsident Vladimir Putin. (Foto: © SPUTNIK, Ritzau Scanpix)

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har udstedt en arrestordre på Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det oplyser Piotr Hofmański, præsident i ICC.

Domstolen beskylder den russiske præsident for at være ansvarlig for krigsforbrydelser begået i Ukraine, herunder at flytte ukrainske børn fra det område, de bor i.

Ruslands kommissær for børns rettigheder, Maria Lvova-Belova, har også fået udstedt en arrestordre mod sig.

Rusland afviser anklager

Den russiske regering har gentagne gange afvist at stå bag krigsforbrydelser og at have målrettet angreb mod civile.

Ruslands udenrigsministeries talskvinde, Maria Zakharova, kalder da også beslutningen om at udstede en arrestordre mod Putin for meningsløs, skriver hun på sin Telegram-kanal.

- Beslutningen har ikke nogen betydning for vores land, heller ikke juridisk, skriver hun.

- Rusland er ikke en del af ICC's Rom-statut og har ikke nogen forpligtigelser i henhold til den, skriver Maria Zakharova videre ifølge Reuters.

Ukraine forholder sig anderledes til arrestordren. Den ukrainske præsidents stabschef, Andrij Jermak, ser den som et første skridt i forhold til at stille Putin til ansvar, og skriver ifølge AFP på sociale medier, at "det her kun er begyndelsen".

Ingen adgang til Rusland

Arrestordren betyder dog ikke, at Putin kan blive anholdt og udleveret til Haag med det samme, forklarer Frederik Harhoff, som er professor emeritus og ekspert i folkeret.

Det skyldes, at der er ikke nogen, der har myndighed til at trænge ind på russisk territorium og anholde ham.

- Men hvis han sætter sine ben i et af de lande, der har ratificeret Rom-Statutten, vil han med det samme blive anholdt og overført til domstolen i Haag.

Rusland er ikke medlem af ICC og anerkender ikke domstolen. Det betyder, at Rusland uden konsekvenser kan afvise at udlevere Putin til ICC, der ligger i hollandske Haag

Flere andre lande - herunder USA - er heller ikke en del af ICC.

Det er 124 andre lande til gengæld, herunder Danmark.

FN-rapport: Rusland har begået krigsforbrydelser

I går slog en rapport fra FN's menneskerettighedsråd fast, at Rusland i løbet af sin invasion af Ukraine har forbrudt sig mod menneskerettighederne og folkeretten på en række områder, hvoraf flere er regulære krigsforbrydelser.

  • Listen over krigsforbrydelser spænder over angreb på civile samt infrastruktur, forsætlige drab, ulovlige tilbageholdelser, tortur, voldtægter og andre seksuelle overgreb.

  • Forskerne bag rapporten skriver desuden, at Ruslands deportationer af ukrainske børn, som er blevet taget fra besatte områder i det østlige Ukraine og placeret på institutioner, i genopdragelseslejre eller hos familier i Rusland, er en krigsforbrydelse.

  • Gruppen finder dog ikke bevis for, at Rusland har begået folkemord i Ukraine, som den ukrainske regering ellers flere gange har argumenteret for.