Irak kræver kontrol over kurdiske lufthavne efter løsrivelsesafstemning

Samtidig advarer Iran om, at ingen muslimske nationer vil se oprettelsen af Israel nummer to.

Til nabolandenes store forargelse blev det et rungende ja, da kurdere i det nordlige Irak i går stemte om at oprette Kurdistan som en selvstændig stat. (Foto: SAFIN HAMED © Scanpix)

Det kurdiske selvstyre har tre dage til at overdrage sine lufthavne til den irakiske regering, hvis de vil undgå, at Irak tilbageholder alle fly til byen Erbil i det kurdiske selvstyreområde.

Det siger den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, ifølge Reuters på irakisk stats-tv.

Kravet kommer, dagen efter at det kurdiske selvstyre gennemførte en folkeafstemning om en selvstændig kurdisk stat i det nordlige Irak. Der er endnu ingen detaljer om udfaldet, men Iraks kurdiske leder, Masoud Barzani, siger i dag, at kurderne har stemt ja til uafhængighed og opfordrer til dialog.

Ifølge Reuters er indenrigsflyvninger ikke involveret i ultimatummet, og i værste fald vil udenrigsflyvninger blive omlagt til at gå gennem lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad, eller andre irakiske lufthavne.

Allerede i sidste uge bad den irakiske regering andre lande om at stoppe med at bruge lufthavnene i Erbil og Sulaimaniya i det kurdiske selvstyreområde, men det er kun Iran, der er gået med på luftembargoet og har stoppet alle direkte flyvninger til og fra lufthavnene i irakisk Kurdistan.

Afstemning omgivet af naboklager

Iraks regering havde forud for afstemningen sagt, at afstemningen er i strid med forfatningen og nægter at anerkende resultatet af den.

Også Iran og Tyrkiet, der selv huser større kurdiske mindretal, ser afstemningen som en trussel mod stabiliteten i regionen og frygter, at mindretallene også vil forsøge at løsrive sig i andre dele af Mellemøsten.

- Det irakiske folk vil ikke se stille til. Iran og Tyrkiet og andre lande i regionen vil ikke se stille til, men vil gå imod denne afskyelige afvigelse, siger Ali Akbar, toprådgiver for den iranske leder Ayatollah Ali Khamenei, til Reuters.

- De muslimske nationer vil ikke tillade oprettelsen af Israel nummer to, fortsætter han.

Et gyldent tidspunkt

Allerede i 1991 indførte USA et flyveforbud over det kurdiske område i Irak, og siden har regionen haft en form for selvstyre. De tre kurdiske provinser har eget parlament, en præsident og egen hær, så for mange irakiske kurdere er det næste naturlige skridt egentlig selvstændighed.

- Hvis Kurdistans folk venter på, at andre giver dem selvstændighed, vil det aldrig ske, sagde den kurdiske regions præsident, Masoud Barzani, da han udskrev folkeafstemningen.

Drømmen om Kurdistan har ifølge DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, der befinder sig i Erbil, eksisteret i årtier - men krigen mod Islamisk Stat har for alvor pustet liv i drømmene om en selvstændig kurdisk stat.

- En af årsagerne til, at afstemningen kommer nu, er, at kurderne står rigtig, rigtig stærkt i Irak i øjeblikket. Efter kampen mod Islamisk Stat har de indtaget store områder, som de ikke kontrollerede før, og som ikke officielt er en del af det selvstyre, som de officielt har i Irak.

- Der har nogle af de kurdiske ledere set det som en slags gyldent øjeblik, hvor de kunne udnytte en afstemning. Ikke bare i det område, som er deres officielle selvstyre, men også i nogle af de områder, som de har indtaget og rigtig gerne vil have. Det gælder for eksempel byen Kirkuk, hvor der i øvrigt også er en hel masse olie, siger Michael S. Lund.

Svære forhandlinger

Det blev et rungende ja, da kurderne i går stemte for oprettelsen af en selvstændig stat, hvor valgdeltagelsen lå på mere end 72 procent.

Langt størstedelen af dem - 90 procent - havde sat deres kryds ud for løsrivelse fra Irak.

Der er ikke tale om en bindende afstemning, hvor kurderne med det første får lov til at rive sig løs af Irak, men det giver den kurdiske leder, Masoud Barzani, mandat til at forhandle med styret i Bagdad. Og afstemningen har da også allerede haft en effekt i form af nabolandenes højlydte protester, lyder det fra DR's mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund.

- Om den så også resulterer i det, som kurderne gerne vil have - deres egen stat - ved vi først efter forhandlingerne, der vil komme nu. Og det, vi kan høre på truslerne, er, at det kommer til at blive nogle meget, meget svære forhandlinger for kurderne.

Facebook
Twitter