Irakiske styrker indtager kurdisk olieby

Det er overraskende, at det er gået så hurtigt, siger ekspert i kurdiske forhold.

En irakisk soldat træder her på det kurdiske flag i Kirkuk. (Foto: MURTAJA LATEEF © Scanpix)

Irakiske elitetropper har her til eftermiddag indtaget den kurdiske regeringsbygning i storbyen Kirkuk, der ligger i den kurdisk kontrollerede del af Irak.

Det skriver Reuters på baggrund af anonyme sikkerhedskilder og indbyggere i byen. Samme melding kommer fra britiske BBC, der har talt med øjenvidner i byen.

Tv-stationen Al Jazeera oplyser på baggrund af kilder i den irakiske centralregering i Bagdad, at landets hær nu har "fuld kontrol" med byen, men det er endnu ikke blevet bekræftet.

Elitetropperne overtog ifølge Reuters kontrollen med regeringsbygningen uden modstand fra de kurdiske styrker.

Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, har meddelt, at det irakiske flag nu skal hejses i både Kirkuk og de andre områder, som er under kurdisk kontrol.

Og ifølge øjenvidner er det nu kun det irakiske flag, som vajer i vinden over regeringsbygningen, mens det kurdiske flag er blevet pillet ned.

Overraskende hurtigt

Kirkuk har dagen igennem været i både de lokale og de internationale mediers søgelys, efter at irakiske sikkerhedsstyrker natten til mandag erobrede store områder i den omstridte Kirkuk-provins, heriblandt et oliefelt og en luftbase vest for byen.

Og det er i den grad overraskende, at den irakiske regering så hurtigt har formået at indtaget byen, og at kurderne ifølge flere internationale medier ikke har gjort modstand. Det siger Jakob Lindgaard, der forsker i blandt andet kurdiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- På nuværende tidspunkt kan man kun spekulere i, hvorfor det er gået så hurtigt, for det er småt med informationer. Men en af grundene kan være, at amerikanerne har siddet i baggrunden og sagt til kurderne, at de ikke skulle gøre modstand, siger han.

Interne stridigheder

Amerikanerne er nemlig allieret med både den irakiske regering og kurderne, og de har trænet begge deres hære i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Tidligere på dagen meddelte det amerikanske forsvarsministerium, at en krig mellem Irak og det kurdiske selvstyre kunne være med til at destabilisere Irak og ødelægge kampen mod IS.

En anden grund kan ifølge Jakob Lindgaard være, at de interne stridigheder mellem kurdiske hovedgrupperinger kan have sat en stopper for kurdernes modstand.

- Men det er overraskende, at det er gået så hurtigt, for kurderne burde have en økonomisk interesse i at beholde Kirkuk, siger han.

Spændingerne mellem Irak og det kurdiske selvstyre er steget siden slutningen af september, hvor selvstyret afholdt en ikke-bindende folkeafstemning om uafhængighed.

Her sagde 90 procent af de kurdere, der stemte, ja til selvstændighed, men den irakiske regering ville hverken anerkende afstemningen eller resultatet.

De kurdiske myndigheder har endnu ikke kommenteret den seneste udvikling i konflikten.

Men mandag eftermiddag udtalte en højt placeret embedsmand i det irakiske olieministerium, at det kun er et spørgsmål om "meget kort tid", inden irakiske styrker har kontrol med alle oliefelter i Kirkuk og kan genstarte produktionen.

Tyrkiets regering har mandag eftermiddag meddelt, at den nu lukke det tyrkiske luftrum for fly, der flyver til og fra den kurdiske region i Irak.

Det amerikanske forsvarsministerium siger her til aften, at de amerikanske styrker, der befinder sig i nærheden af byen, ikke er i fare, og at konflikten ikke vil påvirke kampen mod IS.

De amerikanske myndigheder understreger dog, at dialog mellem centralregeringen og kurderne er vejen frem, hvis konflikten skal løses.