Irakiske styrker rykker ind i Kirkuk-provinsen: USA frygter krig

Irakiske styrker har erobret gas- og oliefelter i den kurdisk-kontrollerede Kirkuk-provins.

Et centralt element i stridigheden er de store oliefelter, som Kirkuk-provinsen er rig på. (Foto: STRINGER © Scanpix)

I USA er frygten for krig mellem Irak og det kurdiske selvstyre steget, efter irakiske regeringsstyrker har erobret flere centrale områder i Kirkuk.

Et område, der kontrolleres af kurderne. Flere oliefelter og en lufthavn er blevet overtaget.

Ifølge irakerne er erobringen sket uden kamp, men det afviser kurderne.

Ifølge amerikanerne vil en krig mellem de to parter ødelægge kampen mod Islamisk Stat og destabilisere hele Irak.

- Vi er imod vold fra begge parter, siger Laura Seal, talskvinde i USAs forsvarshovedkvarter, Pentagon.

Korrespondent: USA har stor interesse i fredelig løsning

Amerikanerne anser både irakerne og kurderne som allierede, og derfor er den stigende intensitet et skrækscenarie for den amerikanske regering, siger DR’s mellemøst-korrespondent, Michael S. Lund.

- USA har stor interesse i, at irakerne og kurderne finder en fælles løsning, fordi amerikanerne ved, at det meget hurtigt kan udvikle sig til regulær krig. USA har brug for en fælles front i kampen mod Islamisk Stat.

Spændingerne er steget i Irak siden det kurdiske styre i slutningen af september stemte for uafhængighed i en ikke-bindende folkeafstemning. Her sagde 90 procent af kurderne ja til selvstændighed. Og det har provokeret den irakiske regering.

- Stemningen i Kirkuk er mere end anspændt og frygten for åbne kamphandlinger er stor. Folk holder sig inden døre og flere butikker er lukkede i dag, siger Michael S. Lund, der selv besøgte Kirkuk for knap tre uger siden.

En strid om olie

Et centralt element i stridighederne mellem Irak og det kurdiske selvstyre er de store oliefelter, som Kirkuk er rig på. I 2014 flygtede den irakiske hær fra byen, da Islamisk Stat angreb. Siden har kurderne haft magten over Kirkuk, der ellers ligger uden for den kurdiske region.

Ifølge Michael S. Lund er der ingen tvivl om, at olien spiller en rolle i en eventuel forbrødring mellem de irakiske og kurdiske myndigheder.

- Det handler meget om, hvem der skal kontrollere olien og gassen i området. Og spørgsmålet er så, om de forhandlinger bliver militære eller diplomatiske.

Facebook
Twitter