Iraks sorte enke, der vil Islamisk Stat til livs

Wahida Mohammad er sunni og kvindeligt medlem af de irakiske shiamilitser, der kæmper mod IS. I mere end ti år har hun bekæmpet ekstremister.

Wahida Mohammad bor i Irak og er leder af en enhed under de shiamuslimske militser i Iraks såkaldte Folkehær (Foto: Mads Køngerskov © Mads Køngerskov)

Hendes ansigt er som mejslet i sten. Blikket er reserveret og ubarmhjertigt.

Wahida Mohammad er klædt i sin sorte uniform med det irakiske flag på højre side af brystet, og hendes tørklæde skjuler arrene på venstre side af hovedet fra et angreb mod hendes person.

- De sendte to selvmordsbombere efter mig i 2011, bemærker hun om de sunnimuslimske ekstremister, som hun siden 2004 har forsøgt at dæmme op for.

Først dem i al-Qaeda og de seneste år dem fra Islamisk Stat.

Med kniv og smil

Selv er hun hårdkogt. Ekstremt hårdkogt. Og ekstremist vil nogen hævde.

Det første tegn på liv bag det hårde ydre indfinder sig, da hun lader pegefingeren glide ned over sine billeder på mobilen.

På det ene billede holder hun et afhugget hoved fra, hvad hun siger, er en IS-kriger. Hendes hænder har et godt tag i hans hårpragt. Et andet billede viser to hoveder i en gryde.

- Jeg kogte dem, udbryder hun.

En tanke slår ned i mig, der håber, at hun lyver.

På et tredje billede holder hun en enorm kniv foran sig. Hun smiler.

(Foto: ukendt © Wahida Mohammad)

Dette er symbolet på hendes kamp, der er så indædt, at det umiddelbart er svært at forestille sig, at hun også er mor til to voksne døtre.

'Mor til Hanidi'

Der findes så vidt vides kun én af hendes slags.

Hun er sunnimuslim fra en mindre landsby lidt syd for Mosul. I øjeblikket bor hun i Saddam Husseins fødeby, Tikrit, hvorfra hun opererer som leder af en enhed under de shiamuslimske militser i Iraks såkaldte Folkehær.

Gruppen er opkaldt efter hende: Umme Hanidi, som betyder mor til Hanidi.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor svær en opgave, Wahida Mohammad egentlig har taget på sig: At bekæmpe ekstremister i hendes eget lokalsamfund er en farlig mission. Risikoen lader sig da heller ikke fornægte.

- De slog min første mand ihjel i 2007, fortæller hun.

(Foto: ukendt © Wahida Mohammad)

Hendes anden ægtemand blev dræbt for en måned siden. Hun fremviser et billede af hans krop, der ligger fredfyldt i en sort ligpose. En mand i sin bedste alder, skaldet med overskæg.

De var på mission i ørkenlandskabet, hvor et IS køretøj stod forladt. De skulle undersøge det, da hendes mand pludselig trådte på en mine. Der var intet at gøre.

Hendes ansigt lukker ned igen.

'Wanted' på Facebook

Det hele begyndte under Irak-krigen, hvor en onkel til hendes første mand arbejdede med amerikanerne på en base tæt på Mosul. Hun gav informationer om militante. Deres identitet og skjulesteder, fortæller hun.

I dag er kampen mere fysisk. Wahida Mohammad er selv med i væbnede operationer mod IS. Og truslerne vælter ind.

Hun viser mig en Facebook-konto tilhørende en IS-sympatisør. Der er et billede af hende. Hun er “wanted”.

Hun smiler igen. Stolt.

- Folk der elsker medmenneskelighed, elsker mig, påstår hun og taler længe om hendes krig mod IS.

Svært at glemme og tilgive i Irak

Nok er Wahida Mohammad en særegen kvinde med en militær mission, som ikke mange irakiske kvinder deltager så aktivt i. Men hendes tab - de fire brødre, faren og de to ægtemænd - er en almindelighed i Irak.

Landets sekteriske voldspiral, der brød ud i skyggen af Irak-krigen, lever stadig. Den fortsætter ind i nutiden som et ubønhørligt livsvilkår - også for det flertal, der ikke er bevæbnet eller aktivt jagter modstanderen.

Som en 36-årig irakisk shiamuslimsk mand bemærker:

- De skød min far og bror i 2007, og jeg er stadig fanget i det.

(Foto: ukendt © Wahida Mohammad)

I dag er han en del af shiamilitserne, der bekriger IS, men som ofte også viser en udpræget mistænksomhed mod sunnimuslimer generelt.

Med andre ord er det svært at glemme og tilgive i Irak. Sunni- og shiamuslimer har skudt på hinanden i årevis blot for at tilhøre den modsatte politiske lejr.

De fleste irakere kan fortælle en historie om et drab i deres familie - enten på grund af terrorangreb eller anden sekterisk vold. At være involveret i politik eller blot udtrykke en mening kan være livsfarligt.

At være flygtning fra IS-områder ligeså. Irakiske styrker møder flygtede mænd med mistro. Kan de være IS-sympatisører, lyder spørgsmålet.

Råheden æder sig ind på menneskelige relationer. Det er svært at undgå i en krig mod IS, hvor irakere skal slå andre irakere ihjel.

Stadig mor under uniformen

Et sted under uniformen er Wahida Mohammad også mor. En bekymret mor.

Hendes ene datter bor stadig under IS-kontrol lidt syd for Mosul. Wahida forsøger at hjælpe hende med at flygte, men det er endnu ikke lykkedes.

Da jeg får et øjeblik med hende uden mænds tilstedeværelse og spørger, hvordan hun egentlig har det med tanke på hendes nylige tab af sin mand og situationen for hendes datter, er der ikke noget hørligt, tydeligt svar. Der er for første gang i vores samtale heller ingen modellerede, politiske fraser klar om hendes “jihad mod IS”, som hun har “viet sit liv til”.

Hun vender blot håndfladerne opad og bliver stille - en anelse opgivende. Lige dér bliver Wahida Mohammad en kvinde som alle andre. Det er måske dér, Iraks håb for fremtiden ligger. Et sted dybt under lagene af års politiske stridigheder, magtkampe, had og forfølgelse.

Det er dog ikke dét øjebliks uvished og sorg, Wahida Mohammad vil vise frem. Det er den politiske sag og krigens grusomhed. Hun sender mig 90 billeder via messenger, hvor hun er i felten. Hvor hun poserer som militsens stærke kvinde. Som en heltinde.

Facebook
Twitter